Viser opslag med etiketten Repro-abonnement. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Repro-abonnement. Vis alle opslag

søndag den 17. juni 2018

Antikke quilts - min store passion

Her er et par billeder fra en sjov photo shoot med manden min. Det er nok ikke nogen hemmelighed for nogen, at jeg har en stor kærlighed til antikke quilts og efterhånden også en anseelig samling. 

De fleste af mine antikke quilts er købt på rejser i USA og England, som da jeg f.eks. besøgte Christoper Wilson Tate fra Antique Textiles Company i London første gang i 2015. Det skrev jeg senere en artikel om til DPF's medlemsblade Kludemagasinet.


 Nogle af mine antikke quilts har jeg købt online hos udenlandske antikdealere. Sommetider "lyver billederne" og en quilt er mere slidt end det umiddelbart fremgik af fotos ... og jeg har også prøvet at få en quilt ind af døren, som mildest talt lugtede lidt specielt....og der var dengang en af mine katte kastede op på en af de antikke sager ... så var det bare at tage en dyb indånding og krydse fingrene ... og smide den en tur i vaskemaskinen ;-)

Helene Juul 2018, fotograf Albert B.M. Tureczek 

Hele min indgangsvinkel til hobbyen patchwork var via (kvinde- & tekstil-)historie. Jeg er uddannet tekstilformgiver fra Haandarbejdets Fremmes Seminarium i 1999 og har siden da brændt for at formidle både teknikker indenfor og viden om håndarbejde.

Det gør jeg bl.a. via min hjemmeside, hvor jeg på siden under reproduktionsstoffer giver mange informationer om farver, mønstre og tidsperioder. Desuden har jeg en del publikationer bag mig, hvor jeg i artikler har redegjort for mange aspekter af quilthistorie. Senest har jeg lavet bla. en artikel om Reproduktions-quilts i Kludemagasinets genreserie om quilts. Denne blev også trykt i det norske quilteforbunds medlemsblad.

Men, ikke mindst så har jeg siden 2004 (da INGEN i lille DK vidste noget om reprostoffer) kørt et abonnement i samarbejde med min norske veninde Wenche Wolff Hatling fra Northern Quilts. Vi er i disse dage ved at udsende vores pakke nr. 56, som denne gang handler om de særlige "ombreprints" og er starten på et lidt større quiltprojekt, hvis vores abonnementer har lyst.


Som repro-abonnent får du 4-5 pakker om året, som indeholder 6 stk 30 cm/fuld bredde flotte reproduktionsstoffer, et par siders quilt-/tekstil- & kvindehistorie samt et mønster, som du kan bruge dine stoffer til. Prisen er Dkk 265,- pr. pakke. Der er ledige pladser på dette abonnement, så tag kontakt på helene@helenejuul.dk hvis du ønsker at abonnere. Er du norsk så tag kontakt til Northern Quilts.

Helene Juul 2018, fotograf Albert B.M. Tureczek 

Mit eget udgangspunkt ifht. patchwork ligger i det traditionelle og i historien, og jeg elsker at sy kopier af antikke quilts og/eller skabe nye med rod i traditionen ... og jeg bliver aldrig træt af traditionelle blokke og reproduktionsstoffer.

Jeg har tegnet og syet mange BOM projekter (BOM = Block of Month/Månedsblok) med inspiration i antikke quilts og et par stykker, som er deciderede kopier af antikke quilts. En af de sidstnævnte, som jeg er allermest stolt af er nok Sarah's Sampler. Der er så vidt vides ingen andre, der har lavet mønster på denne meget specielle antikke quilt.

Sarah's Sampler
designet og syet i hånden over pap af Helene Juul, longarmquiltet af Merete Ellingsen

Jeg elsker samplere, da jeg ellers ret hurtigt kommer til at kede mig, hvis jeg skal sy den samme blok i samme farver/stoffer igen og igen, så dem har jeg lavet flere af. 

I forbindelse med en rejse til USA med gemalen hvor vi var rejst over for at højtidligeholde 150 års jubilæet for Slaget ved Gettysburg (det største slag i Den Amerikanske Borgerkrig), besøgte vi antikdealer og reprostof designer Mary Koval i Bedford, PA.

Mary Koval (tv) og Helene Juul (th), 2013

Mary og jeg "klikkede" med det samme ... som de to nørder vi begge er ifht. quilts.
Hun viste mig en antik quilt, som hun kørte som BOM i sin egen butik ... og opfordrede mig til at lave min egen kopi til salg i min butik. 

Marys antikke quilt med hendes nye blokke ovenpå

Gemalen Albert (der er mand bag alle fotos i dette blogindlæg) knipsede løs og herunder ser du mit bud på en kopi af Marys antikke quilt. Til ære for hende og til minde om en vanvittig dejlig ferie opkaldte jeg min version efter hende. Den hedder således:

Mary's Sampler
designet og syet i hånden over pap af Helene Juul, quiltet af Susanne Paysen

Jeg skrev flere artikler om denne rejse; bl.a. til Kludemagasinet. Hvis du er medlem af DPF, kan du stadig finde mønstrene til denne sampler på foreningens hjemmeside.

I anledning af butikkens 10 års fødselsdag i 2016 designede jeg et andet gratis projekt. Dette lagde jeg ud på min blog, så alle kunne få adgang hertil. Igen en sampler, men denne gang med et lidt anderledes design end den traditionelle blokopbygning, som er meget amerikansk. I England ville man oftere se layouet kaldet "strippy" eller "stripquilts", hvor blokkene er syet saammen i vertikale rækker, fremfor i et layout/"grid" med stolper og hjørnesten.

Victorian Sampler
designet og syet over pap af Helene Juul (med god hjælp fra Tove & Hanne)
longarm quiltet af Beo Beo

Mønster på denne quilt er stadig tilgængelig her på bloggen. Syr du et eksemplar, så vil jeg rigtig gerne se billeder :-)

Selvom jeg har begge ben godt plantet i alt det gamle, og quilthistorie er jeg samtidig også meget optaget af alt det nye, som rører sig i quiltverden. Jeg elsker moderne quilts - også de superminimalistiske - men når jeg selv syr moderne, så falder de ofte i kategorien "Modern Traditionalism", da mit udgangspunkt ofte er traditionelle blokke og/eller layout.

Her er f.eks. en lille miniquilt med hexagoner, som jeg lavede til et bytte på instagram for et par år siden.
#TextMeminiswapquilt
håndsyet og håndquiltet af Helene Juul, 2015

Og min til dato nok mest moderne/minimalistiske quilt 

Fleamarket in Central Park
designet og (maskin-)syet af Helene Juul, quiltet af Maria Harrits

Denne quilt har en lidt sjov forhistorie, som du kan læse her

Den var længe undervejs ... påbegyndt som en kursusmodel i 2012, men blev først færdigsyet ifmb at den skulle udstilles på Træf i 2016. Mønster på denne har været i Quiltemagasinet, så vidt jeg husker i 2017.

Foredrag & kurser

Men, jeg vender altid tilbage til min første og største kærlighed ... de antikke quilts. 
Jeg ser  mange flere quilts og BOMs fra min hånden i fremtiden inspireret af antikke quilts :-)

Det er også muligt at gå på kursus hos mig og lære at sy quilts, der ser ud som om de er flere hundrede år gamle. Se f.eks. billederne herunder fra et Medallion kursus i butikken i 2015

Karins Toile medallion

Gittes Clamshell medallion

Nannys Hope Medallion


Jeg har ved flere lejligheder været inviteret ud til lokalgrupper for at holde foredrag om enten mine rejser og/eller mine antikke quilts.

Helene Juul 2018, fotograf Albert B.M. Tureczek 

Både jeg og min bedre halvdel er meget begejstrede for både historie og for at rejse. Vi deler en fælles passion for Den Amerikanske Borgerkrig og ved begge rigtig meget om dette. Albert skriver selv for diverse (tysk og engelsksprogede) magasiner om mange historiske emner ... og så er han en fantastisk fotograf :-)

I 2013 holdt vi flere foredrag om dette emne sammen. Vi har også et foredrag, vi kalder for "1000s Miles West", som handler om vores 2013 USA tur (som bl.a. inkluderer vores besøg i Gettysburg). 
Bemærk at dette foredrag kræver, at I selv kan stille projektor & lærred til rådighed, da vi kommer med en MASSE fantastiske billeder. Dette foredrag varer ca 2 timer + evt. snak og spørgsmål.

Man kan også få besøg af mig, hvor jeg medbringer mine antikke quilts samt de mange quilts, jeg har syet inspireret af antikke quilts. Det gjorde Skanderborg Quilterne f.eks. i marts 2017. Det kan du læse om og se billeder fra på deres blog.

Sådan et besøg varer typisk også et par timer. Jeg har så mange quilts med og så meget at fortælle, at det vil være vanskeligt at kombinere med besøg af butikken også. 

Helene Juul 2018, fotograf Albert B.M. Tureczek 

Lyder dette spændende kan du kontakte mig via mail på helene@helenejuul.dk for, hvis du ønsker at vide mere og evt. booke et foredrag 

mandag den 22. februar 2016

Skøre kvindemennesker - reproabonnment pk 48

I disse dage er pakke nr. 48 i den episke følgeton, som har kørt siden 2004, Wolff & Juuls Repro-abonnement, på vej ud til abonnenterne.


I dette abonnement ynder vi som bekendt at beskæftige os med kvindehistorie og inspireret af den stofkollektion I får I jeres abonnementspakke denne gang, ”Storytellers” designet af Nancy Gere for Windham, fik vi lyst til at fortælle en historie, som måske er en lidt overset historie for de fleste? Nemlig det faktum at mange kvinder stiftede bekendtskab med det som på engelsk kaldes ”asylums”, sindsygehospitaler … og af årsager, der i dag kan virke rystende!


Repro-abo pakken her fortæller bl.a. historien om 2 kvinder journalisten Nellie Bly og sygeplejersken Dorothea Dix,  der gjorde hvad de kunne for at sætte fokus på forholdene.


Stoffer i denne pakken er hentet fra kolleksjonen “Storytelles” fra Windham, samt Basics fra Paula Barnes. 

I repro-abo pakkerne er der ikke blot en historisk tekst og lækkert repros-stof, men også et lille mønster/designoplæg til hvad du kan bruge disse stoffer til.


I denne pakke får abonnenterne et lækkert blokmønster! Wenche har syet blokken ind til en lille kvadratisk dug, som vist på billedet herover.

Men, blokken  kan bruges til det man vil– måske kan man sy en eller flere blokke og lægge dem til side og måske bruge dem samme med andre flotte blokke som kommer i kommende repropakker!

Både Wenche og jeg har ledige pladser på abonnementet, så tag kontakt, hvis du ønsker at være med!

Grundet forskel i valuta mm er der lidt forskel i vores priser. 
Prisen for at abonnere hos Helene Juul Design er Dkk 265,- + evt. porto for 6 sider tekst med historie og mønster samt 1,8 m repro-stof. Pakkerne udsendes med 2-3 måneders mellemrum, som det nu passer med stofleverance fra USA.

fredag den 18. juli 2014

Bomuldens betydning for den Amerikanske Borgerkrig, repro-abo pakke nr. 45

I disse dage går Wolff & Juuls 45. repro-abo pakke ud til abonnenterne. Det er desværre kun den 2. pakke i år, da arbejdet med disse blev sat lidt på holdt pga. mit uheld i januar.

Vi har i adskillige af vores repro-abo pakker beskæftiget os med tiden omkring Den Amerikanske Borgerkrig (det som på engelsk kaldes ”Civil War Era”, ca. 1840-70), da vi synes det er en meget spændende historisk periode. I denne repro-pakke ser vi på perioden fra en vinkel vi ikke har dækket før; bomuldens betydning.
foto af abmmodel

Det er ikke tvivl om Borgerkrigen havde temmelig stor indflydelse på tekstil-historien i Amerika. Der er blevet skrevet en del om perioden i de sidste par år grundet højtideligholdelsen for 150 året for krigens udbrud, og desværre er det ikke alt, man ser på tryk, som er sandfærdigt!  I dette 45. afsnit af vores succesfulde nu 10-årige abonnement vil vi forsøge at redegøre for hvad der er fakta og hvad der nok mere blot er gode historier eller i værste fald misforståelser omkring dette emne.

foto af abmmodel

Vi har ladet os inspirere af en antik Sawtooth Charm quilt fra ca. 1840 til denne pakkes projekt; et lille tæppe, velegnet til et barn eller måske som en dug, men det er et fint og hurtigsyet mønster, så har abonnenterne lyst, så er det bestemt muligt at s sy gerne flere (forskellige) Sawtooth Charm blokke til f.eks. et slumretæppe.
foto af abmmodel

Det er mig, der har syet tæppet og på bagsiden har jeg brugt nogle af resterne fra tæppet. Jeg har håndquiltet det i typisk "utility"-stil, altså som om det var et typisk brugstæppe, ikke noget fancy quiltning, men blot i tern/ruter.

Evt. interesserede i dette abonnement, kan rette henvendelse til mig eller til min ven og kollega, Wenche Wolff Hatling fra Northern Quilts, som jeg laver dette abonnement sammen med. 

søndag den 22. juni 2014

Lukkekant...

Når man når til lukkekanten på en quilt, kan man se enden på et projekt ... og det er min favoritdel af selve monteringsprocessen, som jeg egentlig ikke er så begejstret for. Jeg vil hellere finde på nye ting, vælge fine stoffer og SY ... fremfor at montere. Og det er jo et paradoks, for uden montering, ingen færdige quilts ;-)

Det er en skøn følelse at nå til lukkekanten og her i eftermiddag har jeg syet lukkekant på en lille quilt, som model/mønster til næste Wolff & Juul Repro abo pakke.


Det er det første projekt jeg syr fra start til slut siden mit uheld i januar. Der har ikke været overskud til megen syning og jeg har savnet det utrolig meget. Denne lille quilt har da også været noget af en opgave for mig, da jeg har haft svært ved både at regne ud hvordan jeg skulle skære mit stof og hvor mange dele jeg skulle bruge (jeg har desværre stadig problemer med både hukommelse og koncentration), men jeg er glad for at det lykkedes og er tilfreds med resultatet.

Quiltningen ville jeg have gjort på maskine, men jeg har en ældre model uden uden overtransportør og det drillede gevaldigt. Min gode ven og samarbejdspartner, som jeg laver dette abonnement sammen med, tilbød ellers at quilte den for mig, men jeg blev lidt stædig og satte mig for at håndquilte den i stedet. Det er som sagt det første projekt jeg syr i år, og det betyder derfor noget for mig.

I dag nåede jeg så til lukkekanten ... og igen kneb det med hukommelsen. Hvor brede er det nu man skal skære sine strimler og hvordan er det nu at man får enderne til at mødes "usynligt"???

Så er det rigtig dejligt at man kan gå på YouTube og SE det gjort.

Jenny fra Missouri Quilt Company er rigtig god til at lave tutorials. Her er hendes metode at lave lukkekanter på ... den virker!



Nu skal der så lige bruges lidt tid i sofaen med at håndsy lukkekanten ned .... og så mangler bare et par fotos samt redigering af tekst og billeder ... og så er der snart en repro pakke på vej ud til abonnenterne.

fredag den 11. april 2014

Sidste åbningdag før Påskeferie & repro-abo pakker

I dag fredag er det sidste åbningsdag i butikken før Påskeferie. Der er således lukket hele uge 16.

Der er også mulighed for at hente repro-abo pakker, da pakke nr. 44 ENDELIG er blevet klar ... godt forsinket af mit uheld. Dette er således pakke nr. 44 og den sidste af de forudbetalte pakker. De pakker der skal sendes bliver sendt ud over de næste dage.

Stofferne er klassiske indigoblå og shirtings, emnet er to-farvede quilts og pakken indeholder mønster på en bordløber/dobbelt dækkeserviet.


Der er et par abonnenter, der har ønsket at hoppe fra abonnementet efter denne pakke så fra NÆSTE pakke har jeg et par ledige pladser. Tag kontak hvis du er interesseret.

Der kommer 5-6 repropakker om året. Pakkerne koster Dkk 259,- pr. stk (+ porto hvis de skal sendes) og man forudbetaler for 3 pakker af gangen.

onsdag den 2. oktober 2013

Det er altid dejligt ...

når man ser nogle færdige resultater af mønstre man selv har designet ... eller stof man har solgt til kunder.

På udstilling på Årets Træf spottede jeg flere af den slags quilts - og det er en skøn følelse. Dog ville jeg ønske at flere gjorde sig den ulejlighed at angive kilde på deres udstillede quilts ... altså hvilket mønster man har brugt. De fleste syr jo efter et mønster fra en bog eller et mønster af den dansk eller udenlands designet, som de har købt i en pw-butik. Hvis man angiver mønsterdesigner eller bog så gør man jo både udstillingens tilskuere en tjeneste (hvem har ikke prøvet at stå foran en quilt og tænke "den kunne jeg også godt tænke mig at sy, men hvor finder jeg mønsteret?") samtidig med at man giver mønsterdesigneren den anerkendelse han/hun fortjener. Som regel står der blot "syet af ..." på udstillede quilts ... og det er jo kun den halve sandhed.

Har man fået en anden til at quilte for sig - og det sker jo indimellem efterhånden som long-arm quilting bliver mere og mere almindeligt også i Danmark - så er det også på sin plads at nævne det. Quiltningen udgør en jo ikke helt uvæsentlig del af et design. En god quiltning kan løfte en quilt helt op på et andet niveau!

På træffet spottede jeg straks en fin lille barnequilt. Der var noget bekendt over både stoffer og design ... og jo da jeg kom tættere på kunne jeg se at jeg både kendte quilt og quilter. Det var nemlig Birgith der udstillede en lille quilt syet i reprostoffer fra Wolff & Juul's repro-abonnement.

Jeg har lånt billedet her på Birgith's blog
 
 
og se lige en fin label hun har lavet til den
 
Har du syet noget op med mønstre enten designet af mig eller købt hos mig, så vil jeg gerne se :-)

søndag den 8. september 2013

Repro-abonnementspakke nr. 42 "New Orelans Stjerne Mini-Medaljon"

For de faste læsere af denne blog og for de som har været kunder hos mig siden jeg i 2002 kom på nettet med min netbutik med reproduktionsstoffer er det jo ikke noget nyt, at disse stoffer er hele årsagen til, at jeg overhovedet i dag har en butik!

Da jeg i midten af 1990'erne fik øjnene op for at der fandtes sådanne reproduktionsstoffer, forsøgte jeg - forgæves - at finde en butik i Danmark, der forhandlede disse, da jeg ikke dengang ejede et betalingskort, der gjorde det muligt at købe dem hjem fra USA. Bevares, det skete da indimellem, at jeg kunne finde et stykke eller to som havde "forvildet" sig ind på hylderne hos den ene eller den anden butik, men når jeg spurgte efter stofferne, så vidste man enten ikke, hvad det var ... eller også afviste man at man havde dem eller ville købe dem hjem. Jeg forsøgte også at lokke min dengang lokale pw-butik til at købe dem hjem, men det blev også afvist med ordene "nej, den slags grimme brune stoffer vil jeg ikke have i min butik".

I dag tror jeg den pågældende butiksejer er blevet meget klogere ;-)
At kalde reproduktionsstoffer grimme og brune er i allefald langt fra sandheden.

Konsekvensen af dette blev måtte have mig et visa kort ... og at jeg begyndte at købe stof hjem for at tilfredsstille egen lyst og sult på disse fantastiske stoffer ... og langsomt begyndte at få opbygget mig et fint lille lager af reprostoffer ... i så store mængder at jeg også kunne sælge dem videre til den (på daværende tidspunkt) lille gruppe af quiltere i DK, der overhovedet kendte til deres eksistens. Først da jeg i 2006 fik fysisk butik, begyndte det at tage fart, men jeg husker da stadig med en vis morskab de mange kommentarer jeg fik da jeg for første gang tog til træf og folk måbende pegede på mit skilt, hvor der står "specialist i reproduktionsstoffer" og spurgte "hvad er det???". Det var i Roskilde i 2009 hvor jeg for øvrigt vandt en 2. plads i den nu afskaffede butikskonkurrence, hvor kunderne kårer deres favoritbutik.

Idag er der adskillige af mine kolleger i de andre butikker, der også forhandler repro-stoffer ... men som jeg sagde til en kunde, der på træffet i Herning noget forarget på mine vegne udbryd: "Hvad bilder de sig ind at sælge de samme stoffer som dig", så har jeg jo ikke patent på dem, selvom jeg var en af de allerførste der forhandlede dem ;-) Men, da reprostofferne er hele årsagen til at jeg i dag har butik - og fordi den quilt- og tekstilhistorie disse stoffer gemmer på også er årsagen til at jeg overhovedet er blevet quilter - ja, så kan jeg da i allefald bryste mig af, at jeg nok er en af de få, som ikke "bare" sælger dem, men som også har en vis viden om emnet og kan hjælpe og vejlede mine kunder ifht. farver, stoftyper og blokke, layout og quiltning, hvis de ønsker at lave en quilt, der ser gammel ud.

Siden 2004 har jeg sammen med min søde norske veninde og kollega Wenche Wolff Hatling fra Northern Quilts, kørt et særlig "Repro-abonnement", der ikke blot er en repro-stofabonnement. Hver pakke indeholder også et afsnit af kvinde-, tekstil- og quilthistorie og vi har i årene dækket de fleste aspekter af et menneskes liv fra fødsel til død samt det meste af 1800-tallets quilthistorie ... med et par afstikkere både til 1700- og 1900-tallet.

Der kommer ca. 5-6 pakker om året og de fleste pakker er små afsluttede kapitler om ét bestemt historisk emne, men det sker også at vi laver et større projekt over flere pakker eller kører ét bestemt tema igennem hele året. Det gør vi f.eks. i år, hvor vi hele 2013 i hver pakke leverer et mønster på en mini-quilt, der enten er kopier af antikke gamle dukke- eller barnequilts eller inspireret af disse.

Pakke nr. 42, som er den 4. pakke i år, er ingen undtagelse. Vi kalder den "New Orleans Stjerne Mini-Medaljon", da mønsteret netop er en medaljon med en 8-pointed stjerne som midterblok.

billedet er lånt på Wenche's blog, da det er hende der har syet denne gang
 
I pakken kan man bl.a. læse om historien bag medaljon quilts, om hvorfor stjerner er så populære i amerikanske quilts samt lidt om byen New Orleans historie, da et par af stofferne valgt til dette projekt netop er fra en stofkollektion, der hedder "New Orleans 1850"
 
 
Det er ikke altid - næsten mere reglen end undtagelsen - at Wenche og jeg har PRÆCIS de samme 6 stoffer i vores pakker ... på trods af at vi bestiller de samme stoffer, men vi finder altid noget, der ligner og er ligeså korrekt rent historisk. Denne gang har jeg 2 andre stoffer end Wenche, men som man kan se på billedet herunder så kommer udtrykket alligevel tæt på. For at kunne sy den lille quilt, skal du selv tilføje et lyst stykke stof, f.eks. af shirtingtypen, da dette ikke medfølger.
 
 
De første pakker rammer abonnenternes postkasser her i starten af ugen, i takt med at de bliver betalt.
 
Har du evt. også lyst til at være med på dette abonnement, så tag kontakt, da der pt. er et par ledige pladser. Hver pakke koster Dkk 259,- + evt. porto, og man skal betale forud for 3 pakker af gangen. Det betyder således at man ikke kan hoppe fra abonnementet i den forudbetalte periode.
 
 

fredag den 14. juni 2013

Repro pk. 41, ”Da børn blev børn …”

Som I sikkert har set på Wenches blog, så er WJCC's 41. repropakke klar til udsendelse. Jeg har allerede udleveret de første par pakker og efterhånden som jeg får dem pakket og klar, vil jeg sende dem ud til abonnenterne. Dette er så den sidste af de 3 forudbetalte pakker.

Endnu engang indeholder pakken lækre stoffer, denne gang typiske for tiden lige omkring århundredeskiftet. Her er mine stoffer:

Lækre indigoblå, røde, shirtings samt et par ternede stoffer som er så typisk for denne periode.

Igen er temaet børn & barndom og små quilts ... og måske vil nogle af jer blive glade for at høre at Wenche og jeg har tænkt os at fortsætte dette tema året ud?

 
Jeg har syet denne mini på maskine vha. hurtige teknikker og symaskine og har også quiltet på maskine. På bagsiden af quilten blev der plads til et par overskudsblokke.
 
 
Jeg har pt. ingen ledige pladser på dette abonnement, men det er muligt at blive skrevet på venteliste. Kontakt evt. Wenche, som har plads!

tirsdag den 29. januar 2013

Repro-abonnement 2013

Som nogen af jer måske har set på Wenches blog er vi så småt ved at være klar til udsendelse af årets første abonnementspakke ... nogen af os måske mere klar end andre ;-)

Her kom der lige en tøse-sy-weekend og et BOM kursus i vejen, så mine repropakker er altså ikke helt klar endnu, men jeg regner med at de bliver det i løbet af ugen.

Vi har kørt dette abonnement siden 2004 og er nu kommet til pakke nr 39 i rækken, og i begynnelsen af 2013 er temaet dukke-/barnequilts!
I hver pakke er der ca 1,8meter reproduktionstoffer, samt en tekst og et mønster til en dukkequilt! Vi har udarbejdet nye mønster for at genskabe tidligere tiders søde små dukketepper. Men i pakkerne er der jo nok stof til større tæpper, så man kan sagtens sy flere blokke og lave større tæpper. 

Prisen for disse abonnementspakker er Dkk 259,- + porto (Dkk 35,-). Nyt fra i år er det at man skal FORUDBETALE for 3 måneder af gangen, da jeg er blevet TRÆT af at en del abonnenter enten ikke betaler eller afhenter deres pakker ... eller først betaler deres pakker, når næste pakke er klar!

Jeg har desværre ikke ledige pladser på abonnementet lige i øjeblikket, men man kan blive skrevet på venteliste. Man kan evt. kontakte Wenche hos Northern Quilts, som har ledige pladser på sit abonnement (på nær enkelte stoffer ind imellem er vores pakker og pris identiske).

Hvorfor dette tema, dukkequilts?
Og hvorfor skulle voksne kvinder overhovedet beskæftige os med at sy dukkequilts kunne man med rette spørge? Der er nu noget ved disse små quilts, der vækker den barnlige glæde i én, og det er en stor tilfredsstillelse at færdiggøre et projekt på forholdsvis kort tid. Når man syr små quilts kan man afprøve ideer til farve- og stofsammensætninger i en mindre skala, før man kaster sig over et større projekt. Det er en måde at få afprøvet alle de flotte klassiske mønstre og blokke, der findes.
 
 

Disse dukke-/miniquilts behøver jo ikke at blive brugt på en barnlig måde. Mange af dem har en størrelse der gør at de nemt kunne bruges til dækkeservietter … eller hvad med at lave en ”wall of small quilts” og bruge dem som små kunstværker på væggen?
 
billede fra bogen "Collecting American Country"
 
De materialer der er brugt til disse antikke dukkequilts kan afsløre meget om quilterens plads i det daværende samfund. En eksklusiv silke eller silkevelour quilt kan kun stamme fra en velhavende familien, hvorimod en mere “ordinær” scrap quilt kan være syet i en hvilken som helst familie.
Det er hovedageligt også sådanne antikke scrapquilts, der har inspireret os til at vælge dette emne for de næste par repro-pakker. Uanset, så er dukkequilts, antikke eller ej, rigtig søde at udstille rundt omkring i hjemmet; på et bord, på ryggen af en stol eller måske på væggen som et stykke kunst.

 
Det var denne quilt jeg viste jer bagsiden af ... årets første færdige projekt!
Inspirationen til denne kom fra en antik quilt fra ca. 1880 og farverne er double pink, indigo blå og brun ... en LÆKKER kombination.

tirsdag den 11. december 2012

Årets sidste repro-abo pakke

Årets sidste repro-abo pakke "En lille nisse rejste ..." fra Wolff & Juul er i disse dage på vej ud til abonnenterne i det tempo de bliver betalt.

 
Emnet for denne pakke er jul og juletraditioner og inspirationen til pakkens projekt, en fin løber med applikerede nisser, er de danske kravlenisser.

 
Det er som sædvanlig Wenche's fine streg og min pen ... og så har vi fået kvalificeret syhjælp fra en af mine kunder, Tove Jensen, da det kneb lidt med sytiden for os begge. Som det måske kan ses, så mangler monteringen også endnu ... men heldigvis bliver det jo jul igen ... til næste år ;-)
 
 
Der er mange forskellige stoffer i denne pakke; 3 hele 30 cms og 6 ½ 30 cms og stofferne stammer for forskellige 1800-tals kollektioner som "American Spirit" fra Windham, "Maison de Garance" fra moda, "Little Pink Stars" og "Cross Roads to Texas" fra Blue Hill Fabrics og farverne er gammeldags/country jul; gyldent, grønt, rødt og grønt.

Nu er vi i planlægningsstadiet af næste års repro-abo ... vi lover det bliver helt sikkert både spændende læsning, lækre repro-stoffer og fine modeller.

Fra januar 2013 har jeg forøvrigt et par ledige pladser på abonnementet så tag kontakt, hvis du er interesseret.
 

fredag den 9. november 2012

Repro abonnement

Repro-abonnementet er et stof/historie/design abonnement, som jeg kører sammen med min gode ven og kollega norske Wenche Wolff Hatling fra Northern Quilts, nu på 8. år!!!

Vi sender ca. 5-6 pakker om året. Oftes er det mindre afsluttede temaer/projekter, men i år lavede vi en slags BOM, en Prærie Sampler med blokke og stoffer fra slutningen af 1800-tallet og fortællinger om de mennesker, der drog Vestpå i Amerika i slutningen af det 19. århundrede.

Helene syr mest i hånden og Wenche mest på maskine. Ofte er det Helene, der skriver og Wenche der designer og syr. Overordnet tema og valg af stof foretager vi sammen. Sommetider syr vi begge på en model og til andre tider syr vi hver vores. Sådan var det f.eks. med Prærie Sampleren i år.

Helene valgte kun at sy 1 stk af hver blok = 9 blokke til en dug. Wenche valgte at sy 36 blokke til et større tæppe. Vi har desuden valgt hver sit udtryk ifht. montering. Her er mine blokke og det blå stof, jeg vil bruge til "setting"/"tomme" blokke.


Her ser du Karin, der har købt det blå stof til setting blokke hos Helene og desuden har valgt at montere som Helene. Karin har dog syet lidt flere blokke end Helene (og færre end Wenche).


og her ser du så Wenches Prærie Sampler top
Helt anderledes og let og lys ...
 
Jeg glæder mig til at se flere eksempler fra mine og Wenches abonnenter...
 
Vi kan lige nå en enkelt repropakke mere i år og Wenche har i dag vist et lille snigkig på sin blog af en skitse af en sød nisse, som indgår i det syede projekt til årets sidste repro-pakke
Emnet for denne pakke (som udsendes her i løbet af november) er juletraditioner med speciel fokus på den nordiske nisse og dennes forbindelse til julemanden og USA.
 
Jeg har desværre ingen ledige pladser på dette abonnement, men er du interesseret så tag kontakt til Wenche, der stadig har et par ledige pladser.

søndag den 15. juli 2012

"sommerferien" 2012 officielt skudt igang...

I dag har Albert og jeg været på vores traditionelle nu-er-det-sommerferie-tur-til-Ebeltoft. Vi tog en hurtigt beslutning, da vejrudsigten for de næste par dage ikke er forrygende. Det var vejret nu heller ikke i dag (vi fik et par byger på vejen), men det var tørvejr i Ebeltoft og solen tittede da frem et par gange.

Lidt syning i bilen ... på et par blokke til repro-abonnementets præriesampler, som aldrig var nået længere end til at blive riet.

Jeg ser noget betænkelig ud ... men det skyldes mest at jeg ikke helt syntes det var OK at kombinere bilkørsel OG fotografering.

Frokosten blev - også helt traditionelt - indtaget på den skønne kro "Imellem Jyder" og bestod af de ligeså traditionelle Stjerneskud, indtaget i gårdhaven.


Bagefter en is fra Kræmmerhuset  som blev indtaget med udsigt til Fregatten


og nogle af de andre flotte gamle træskibe, der er i Ebeltoft, fordi de har deltaget i Small Ship Race, Nordisk Kystkulturstævne


alle billeder af abmmodel

Resten af eftermiddagen blev tilbragt i sofaen foran tv med et sytøj og Touren 




torsdag den 5. juli 2012

Lancering af nyt moda stof abonnement!

Jeg sidder her i mit Lollandske ferieparadis og arbejder!
En af de ting, som jeg ikke nåede at få gjort inden jeg rejste var at få skrevet om butikkens nye moda stof abonnement.

Abonnement indeholder 6 årlige forsendelser; i januar, marts, maj, juli, september og november.Hver pakke indeholder 5 x 30 cm/fuld bredde af flotte stoffer fra nogle af moda førende designere. Stofpakkerne vil matche årstidne, således at første pakke som udsendes her i juli er let og sommerlig. I september vil det være noget, der igen passer til årstiden, efteråret og i november vil du modtage julestoffer og så fremdeles.

Hver pakke koster Dkk 199,- + evt. forsendelse (efter PostDanmarks takster) og det vil i mange tilfælde være muligt at købe ekstra stof af de samme designs, hvis man forelsker sig vildt i det som jeg har udvalgt til serien (naturligvis i det omfang lager rækker) og også ofte muligt at købe supplerende stoffer (det har jeg f.eks. til denne første forsendelse).
Første moda-abo pakke indeholder en rigtig romantisk og sommerlig kollektion fra "3 Sisters", der hedder Papillion. "3 Sisters" fremstiller kollektioner, der ikke altid er deciderede repro-kollektioner, men som altid er inspireret af gamle franske tekstiler, tapeter og dokumenter og således har denne gammeldags "feel" over sig som jeg - og mange andre - så godt kan lide.


Send en mail på helene@helenejuul.dk, hvis du ønsker at blive abonnent på moda abonnementet (skrive moda-abo i emnefelt). Abonnementet kan (endnu) ikke ses på hjemmesiden, som jeg ikke har forbindelse til på min ferie.

Du binder dig ikke til at modtaget et bestemt antal pakker, men det er ikke som i en bogklub, hvor du kan sige nej til én månedspakke og ja til den næste. Abonnementet løber til det opsiges og skal betales forud for forsendelse. BEMÆRK: Kun kortbetaling over nettet eller kontant eller kortbetaling i den fysiske butik i Kolt - altså nøjagtigt som med repro-abonnementet.

Apropos repro-abo. Som man måske har set på Wenches blog, så er repro-abo pakke nr. 36, 4. del af vores Prærie Sampler, netop i disse dage på vej ud til abonnenterne. Tema denne gang er Vestens Vilde Kvinder; de seje pionærkvinder der kom fra Europa eller USA's Østkyst og skulle få en hverdag med familien til at fungere under meget hårde omstændigheder, de prostituerede, barkvinderne og de mange andre hårdføre kvinder, der blev stammødre til en ny generation af kvinder, der i mange tilfælde blev om muligt endnu stærkere end deres mødre.


Jeg syr 2 blokke hver gang til et mindre projekt og Wenche syr flere blokke til et større projekt, se evt. hendes blog


Jeg har pt. ingen ledige pladser, men det er muligt at blive skrevet op på venteliste. Muligvis har Wenche stadig et par ledige pladser.