onsdag den 31. august 2011

Jubilæumstræf i Odense

Sikke en weekend vi har haft!
En absolut FANTASTISK weekend; sjov, arbejdsom og temmelig travl. Rigtig mange kiggede forbi Odense Congress Center i løbet af weekenden og vi havde så travlt lørdag, at vi knapt kunne huske, hvad vi hed, da dagen var omme.
Weekenden startede med at vi var 4 timer om at køre fra Århus til Odense fredag eftermiddag pga. ulykker og meget trafik. Det betød at vi blev noget forsinket med opsættelse af standen og kun lige på et hængende hår nåede at blive færdige til kl. 22.00, hvor vi SKULLE være ude.

"Hjemme" på vores B&B stod madmor Karin klar med DEJLIG aftensmad, da et par trætte standopbyggere endelig dukkede op ved 22.30 tiden. Vi var dog ikke mere trætte end at vi sad og hyggede lidt et par timer inden vi gik i seng ... og Maria fik lagt sidste hånd på de allersidste modeller, den sødeste lille elefant nålepude
Og en sjov bold med arme. Her er et billede af armene ... indtil videre har jeg ikke noget billede af den færdige bold. Begge billeder er fra Marias blog.

Lørdag var messehallen et "hvepsebo" af ivrige quiltedamer og vi var i lange perioder fuldstændig "belejret" på vores stand. Flere venner og bekendte opgav simpelthen at hilse på os ... de kunne ikke se os for "bare" quiltedamer - og der skal nok også have været et par potentielle kunder, der opgav at handle hos os. Indeklimaet i messehallen var absolut ikke det bedste og iltniveauet til tider temmeligt dårligt. Der var også for lidt plads imellem butikkerne, hvilket gav nogle "trafikpropper" indimellem og gjorde det vanskeligt både for os udstillere og for kunderne.

Her kommer et par billeder af standen ... der som det kan ses var PROPPET med nyheder. Øverst i billedet til venstre kan man skimte "Charmerende juledug" designet af All Momas Quilt til Helene Juul Design. Mønstret delte vi gratis ud på vores stand. Dugen/tæppet er syet af en charmpakke + lidt matchende metervarer.
Her ser du (i baggrunden) den flotte Flower Garden quilt, designet af Kim McLean, syet og venligst udlånt at Camilla, der er den eneste jeg kender her i DK, der har et færdigt KM-tæppe ... oven i købet syet på REKORDTID.
Lidt flere stemningsbilleder fra standen ...
 
som vi forøvrigt vandt en 2. plads for i konkurrencen om at blive "Årets butik". Lidt ærgeligt at være lige-ved-og-næsten ... men jeg tror alligevel at jeg kan være både glad og stolt over, at det nu for 3. år i træk er lykkedes butikken enten at vinde eller være "runner up" :-)

Nu mangler "blot" at få butikken hjemme til at se anstændig ud igen. Det kan godt tage yderligere et par dage. Og så skal jeg have bestilt nye varer hjem, for der er selvfølgelig ting og sager, der er udsolgt nu ... og kunder, der venter på deres bestillinger.

Tak til alle, der kiggede forbi og sagde hej i weekenden, tak til alle kunder som handlede hos os ... og naturligvis tak til alle, som stemte på os i konkurrencen. Også en STOR OG VARM til de af mine kunder, der gav et nap med og hjalp med at folde og pakke stof i ugen op til træf ... og til mine SØDE hjælpere, der knoklede hele weekenden og gjorde dette muligt. Og tak til de veninder, der har hjulpet med at sy modeller igennem de sidste par måneder - jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden jer.

Nu går der heldigvis lige et godt stykke tid, før vi skal "på den" igen ... men vi ses igen til Nordisk Træf 2012 i Ålborg!

fredag den 26. august 2011

Så går det løs...

Står med det ene ben på vej ud af døren.
Turen går til Odense Congress Center og DPF's Jubilæums træf.


BUTIKKEN I KOLT ER DERFOR LUKKET, både i dag fredag og i morgen lørdag. Vi kan i stedet findes på vores træfstand i Odense.

Måske ses vi?

tirsdag den 23. august 2011

I kassevis

ankommer varerne i disse dage ... med det sidste som vi liiiiiiiiiige skulle bruge inden weekendes træf. "Mor, du kan jo åbne dit eget posthus", blev der sagt til mig i dag ... og de ER ellers vant til pakker her i huset.

Således er postmanden indenfor de sidste par dage kommet med nye Sewline produkter

Friske forsyninger af mønstre og det helt nye broderusk hæfte, "Festlige Broderusk" fra Northern Quilts

og en masse ander mønstre, som Helene Juul Designer er eneforhandler af i Danmark. På Northern Quilts blog kan du se en lille filmsnut med indtryk fra dette nye hæfte.

Den søde postmand har i det hele taget bragt mange herligheder til huse ... også "varm fra trykken" den spritnye bog "History Repeated"
... jeg lover, det er GUF for os, der kan lide reprostoffer og at kopiere antikke quilts. Bogen er skrevet af 2 medlemmer af Texas quiltegruppen "19 Century Divas", som er en flok quiltere, der har det tilfælles at de kan lide antikke quilts og gerne ynder at bytte blokke syet i reprostoffer og traditionelle mønstre.

De har udstillet deres smukke quilts ved flere lejligheder og nu kan de altså også ses i bogform.
Ingen af disse ting ligger i netbutikken endnu .. men jeg HAR dem og medbringer dem (og MEGET ANDET) til træf i Odense Congress Center her i weekenden 27.-28. august. Vores stand er nr. 47, kom gerne forbi og sig hej.

Selv har jeg været "nedlagt" af noget mavevrøvl de sidste par dage ... jeg har nogle "rejehaler" (er de ikke lavet af en form for sammenpresset fisk? De har i allefald ikke meget at gøre med rejer) i mistanke, men det vides ikke med sikkerhed. Jeg håber at være helt frisk igen til weekendens store begivenhed.

lørdag den 20. august 2011

De sidste krampetrækninger

Der arbejdes på livet løs med at gøre alting klar til DPF's jubilæumstræf i Odense næste weekend. Der syes stadig rundt omkring på de sidste modeller af de søde piger, der hjælper mig med at opsy modeller. Og i butikken skæres og pakkes der stof og mønstre til den store guldmedalje.Weekend bliver der nok ikke meget af - hverken i denne eller næste uge, men selvom det er HÅRDT arbejde, er det også meget sjovt.

Mit lørdags-aften-projekt er denne lukkekant på en af de nye modeller, som skal med på træf

Et rigtig flot tæppe, som min mor har syet ... ikke bare for mig, men TIL mig. Jeg har haft det en tur i Norge hos Merete Ellingsen for at blive quiltet og jeg er rigtig glad for det. Nu håber jeg bare at det sidste tæppe, som Merete har quiltet for mig når frem i tide ... og jeg har en del varer på vej hjem fra USA også, som jeg virkelig krydser fingre for når at ankomme inden vi kører fredag. Sådan går det hvert år - det når lige at blive lige lovlig spændende og hektisk her!

lørdag den 13. august 2011

Design udfordring 2011 ... og en uventet kop kaffe!

I dag var det første gang "designholdet" skulle mødes til DU 2011.
I juli måned havde de fået deres første udfordring som var 3 stykker stof; ét stof med ugler og et pink stof fra kollektionen "It's a hoot" designet af MoMo for moda samt et lyst småmønstret 1930er stof og opgaven "Præsentér og/eller ram ind"; når man har sådan et fint motivstof som det turkise med uglerne, så er det synd at klippe det ud i småstykker.
Vi havde en rigtig hyggelig dag - oven i købet med flag og kage, da én af kursisterne, Anne Mette, havde fødselsdag - og der var mange kreative bud på, hvordan denne opgave kunne løses. Her kan du se et par eksempler:
Her er Grethe's blokke, lidt log cabin-agtige efter eget design tror jeg. Det er første gang at Grethe er med til DU - og hun har haft travlt, da hun først er hoppet på her i august (de andre har fået deres stoffer inden butikken lukkede til ferie i juli).

Her er Henriettes bud på en indramning af uglestoffet; tredimensionelle "solsikker" på ensfarvet sort bund, dramatisk ... og typisk Henriette.

Her er Susannes bud på 1. udfordring. Susanne er "fjernkursist" i år og har været med til alle udfordringerne hidtil.
Anne havde sin FÆRDIGE DU 2010 med og et par af de andre kursister havde også medbragt deres færdige og halvfærdige toppe, så vi andre kunne se, hvor langt de var nået.
Har du lyst til at se flere billeder så besøg butikkens flickr-album . De fleste billeder er taget af husfotografen.

Og så til den uventede kop kaffe ...
Flere af jer har sikkert fulgt med i min oprydning her i sommers ;-)
Nå, men der var åbenbart endt et par halvfærdige projekter i "udsmidningsposerne" som mine veninder kom og hentede ... og stor var min overraskelse, da jeg i går fik overrakt den sødeste lille mug rug:

Det var Pia, der havde fundet min kop og besluttet sig for at gøre den færdig med applikation, broderi og quilt og montere den til en lille mug rug til min samling. Den er jeg rigtig glad for!
Men, må indrømme at jeg blev noget mystificeret lige da jeg fik den i hånden ...

Blokken har jeg lavet for år tilbage, men forkastede den ... og valgt nogle andre stoffer til det mønster jeg lavde til "Håndarbejde, i tråd med tiden", hvor jeg havde en lille pw-skole med forskellige teknikker - denne altså applikation.

tirsdag den 9. august 2011

Applikation og stilhed før storm

Jeg sidder her og nyder den sidste dag i "frihed" før jobbet for alvor kalder igen i morgen. Ganske vist har jeg allerede arbejdet en del på skolen i løbet af de sidste par uger, men fra i morgen af er det MED børn til stede ;-)

Jeg glæder mig til at se om "mine unger" er vokset i ferien ... de fleste er allerede væsentlig højere end mig ... ikke at der er noget usædvanligt i det, for de bliver jo store i dag de unge mennesker. Og så glæder jeg mig til at høre om de har haft en god ferie ... og ikke mindst til at tage hul på deres allersidste obligatiorske skoleår sammen med dem.

Og med det kommende træf lige om hjørnet er her også nok at gøre i butikken, så hvis I synes her igen bliver lidt stille på bloggen i fht. i sommerens løb, ja så er det såmænd bare fordi jeg er blevet arbejdsramt igen ;-)

Jeg har lige lavet et indlæg på den danske Kim McLean blog hvor jeg har lavet en lille tutorial om hvordan man kan foreberede og applikere cirkler til f.eks. projektet Lollipop Tree quilten.

Her er en testblok, som jeg er igang med for at afprøve forskellige applikationsmetoder

At arbejde med denne testblok ... og det at jeg har "dvælet" (om end lige rigeligt) med projektet, har faktisk været meget afklarende for mig.  For de første er jeg lidt usikker på om jeg skal sy HELE tæppet, der jo faktisk er ret stort (96"x96"). For det andet er jeg blevet klar over, at selvom jeg var sikker i min sag og havde mægtig lyst til at arbejde med Kaffe Fasset stoffer, så er det ikke sådan mit Lollipop skal se ud. Hvordan det så skal være skal jeg lige lidt i tænkeboks med ... 
Det bliver under alle omstændigheder et langtvarigt projekt, da jeg - grundet butikken - ikke har så meget tid til at "sy for sjov".

Testblokken skal nok blive færdig. Jeg tænker det bliver til en pude til min søde papdatter, der længe har tigget om nye sofapuder ... og mon ikke der er lidt rester, så hun kan få et par matchende puder.
 
Men, lige nu og her syes der på modeller til træf, på blokke til Wenches og min kommende BOM og på igangværende BOMs, så der er egentlig nok at lave. Måske skulle jeg se at komme i sving?!?!

fredag den 5. august 2011

Nye projekter

Sommeren går på hæld ... i går tænkte jeg faktisk på, at det allerede føltes lidt efterårs-agtigt; bladene er begyndt at drysse på græsplænen og i haven dufter der stærkt af våd jord og forrådnelse. Hvor blev sommeren af?
Med nye tider kommer også nye projekter og sommeren er altid en travl tid for os hos Helene Juul Design, da der arbejdes intenst på at få lavet en masse nye modeller klar til træf og efterårets kurser mm. Nu er Helene Juul Design jo et én-kvindes firma, men jeg er i den heldige situation at jeg har mange søde og dygtige piger til at hjælpe mig - både med at sy, men også med praktiske opgaver som at skære og pakke til træf. Ellers kunne det heller ikke lade sig gøre!

Maria er en af dem, som har travlt med hemmeligheder til butikken for øjeblikket ... og jeg tror hun er ved at gøre sine faste bloglæsere vanvittige af alle de små "sneak-views" af modeller ;-)

Jeg har lige sendt 2 tæpper til professionel long-arm quiltning hos Merete Ellingsen  i Norge. Det er en luksus, jeg tillader mig selv 1-2 gange om året og Merete er fantastisk dygtig, så selvom det er dyrt, så er det alle pengene værd.

Lige pt. arbejder jeg på flere ting af gangen. Jeg er ved at pynte Marie Antoinette BOM'en med perler, bånd mm, jeg syr på Medallion of Hope BOM'en og på en helt ny BOM, som jeg skal lave sammen med Wenche fra Northern Quilts. Her er et billede taget i går aftes ... og ja, det er med vilje at man ikke rigtig kan se, hvad det er, jeg syr ;-)

Men, jeg kan love så meget ... at kan du lide reprostoffer, klassiske blokke og stitchery, så vil denne BOM være noget for dig. BOM'en vil blive tilbudt til både Wenches og mine kunder i løbet af efteråret. Præcis hvornår kan vi ikke sige noget om endnu ... det afhænger af flere ting, bl.a. stoflevereancer.

Så kan jeg - for en gangs skyld - ikke lade være med også at vise et billede af et af husets kæledyr, vores 8 år gamle hankat Carlos. Han er lidt mageligt anlagt og jeg må ofte kæmpe om den begrænsede plads i vores 2-personers sofa med ham ... for udstrakt fylder han faktisk ret meget.

Han kan rigtig godt lide, når jeg sidder ved siden af og syr; f.eks. kan man da passende lægge sit store hoved på "mors" syboks! ;-)

I dag er det lidt gråt og vådt, men butikken har åbent i dag - og vi har sæsonens første fredags pw-café. Måske ses vi?

mandag den 1. august 2011

Ferie slut

Så er det blevet hverdag igen for en del af familien. Min bedre halvdel er på arbejde og jeg er selv at finde i butikken i dag mandag, imorgen tirsdag og igen på fredag kl. 15.00-17.30 og på lørdag kl. 10-13. På fredag er der desuden vores faste månedlige pw-café kl. 15.30-17.30.

Vejrmæssigt har det været noget af en kedelig ferie, men det har så betydet at jeg har fået gjort en masse praktisk arbejde - og også fået syet en del. Især er der blevet rykket på UFO og WIP siden ... og det er en god følelse. Ikke meget at vise frem endnu dog.

Selvom butikken har været lukket, er der alligvel kommet lidt nye varer. Her er et smugkig på nogle af de nye bøger, der er kommet.
Masser af dejlig inspiration til de kommende mørke måneder!

Lørdag kom et brev, som ældstesønnen i huset har ventet med længsel
Bekræftigelse på at han er kommet ind på det ønskede studie, "Nordisk sprog & litteratur" på Århus Uni :-)
Herligt når tingene flasker sig på den rigtige måde for dem, man holder af. Nu håber vi bare på at der også bliver en bolig til ham på et tidspunkt. Han er fyldt 20 og vil gerne ud og prøve vingerne af ... det er både forståeligt og ønskeligt også herfra ;-)