onsdag den 29. februar 2012

2 ledige kursuspladser

På grund af et afbud har vi helt uventet 2 ledige pladser på Pia's Pre-cut kursus søndag den 18. marts kl. 10-16.
På dette kursus kan du under Pias kyndige hjælp sy et projekt med de såkaldte pre-cuts. Det kunne f.eks. være Jelly Rolls, Layer Cakes, Candy Bars eller Charm packs. Har du ikke nogle pre-cuts kan de købes i butikken (man får som altid 10% kursus rabat) eller evt. skære strimler og kvadrater af stof fra egen samling. Der bliver syet i inch og Pia vil desuden demonstrere forskellige special linealer og vise de muligheder man har med dem.

Kurset koster Dkk 350,- og inkl. sandwich og sodavand til frokost samt eftermiddags kaffe og the samt kage. Har du lyst til at være med så send en mail: helene@helenejuul.dk

søndag den 26. februar 2012

Kursus taske

Her i februar har Pia holdt kursus i butikken, hvor hun viste hvordan man kan sy sig en flot og personlig taske, der kan rumme både plexiglas symaskinebord, linealer og skæreplade - altså den perfekte kursustaske.

Her ser I Pias egen model, forside

Bagside:

og indvendig

Pia opfordrede sine kursister til at gøre som hende og evt. bruge nogle overskudsblokke fra tidligere projekter eller sy nye blokke og kursisterne havde derfor fået ydermålene på forhånd. Karin valgte at tage denne opfordring op og brugte et regnbuestof, som hun havde syet efter et bytte med syveninder for et år siden. På den ene side brugte hun de varme farver

og på den anden  side de kolde farver

og læg lige mærke til den fine detalje med den påsyede "blomst" af knapper. Der blev i det hele taget udvist stor opfindsomhed og kreativitet og alle kursister gik hjem med (næsten) færdige og meget forskellige tasker.

Her er f.eks. Nannys. Nanny har leget med en dresden lineal og lavet en flot fan blok, inspireret af det stof hun bruger til kant på tasken.
og her er Bodils

der også er rigtig fin indvendig

Se evt. flere billeder på butikkens flickr-album

Skulle der sidde nogen, der kunne tænke sig at sy deres egen version af denne taske, fåes mønsteret til Dkk 66,- hos Helene Juul Design. Jeg har stadig problemer med min hjemmeside og du kan derfor ikke finde mønstret i netbutikken, men send mig en mail på helene@helenejuul.dk, hvis du ønsker at bestille.

torsdag den 23. februar 2012

Når enden er god...

Nej, overskriften hentyder bestemt ikke til at jeg har løst mit computerproblem. Nu har jeg brugt det meste af ugen på at få gen- og reetableret det hele igen på min nye pc, og jeg er ikke færdig endnu. Det største problem pt er stadig, at jeg ikke kan uploade til butikkens hjemmeside ... og dermed altså hverken fjerne udsolgte varer eller tilføje nye, så jeg håber på forståelse fra kundernes side.

Næh, titlen på dette blogindlæg går mere på dette billede

Det er min bedre halvdel, Albert, der som Stiftens udsendte har skudt dette interessante billede under Sallings lingeri show og billedet er lige blevet kåret som Årets Spotterfoto. Er der letpåklædte kvinder i farvandet finder man ofte også min egen lille fotograf ;-)

onsdag den 22. februar 2012

Computer crash og varmelommer

Forleden døde min gamle stationære computer. Den har tjent mig godt og længe (tror den må være omkring 7 år gammel!!!), og den har haft nær-døds-oplevelser et par gange før, men hver gang fik vi den genoplivet hos pc-doktoren. Nu gik den dog ikke længere ...
Den var dog så venlig at advare mig pænt  et par dage i forvejen ved at vise mig en sort skærm og skrive "permanet harddisk faliure imminent, please back up" ... og det gjorde jeg så. Jeg fik vist det meste hevet ud af den (hm hm ... desværre ikke alle mine EQ designs, så jeg må vist lige se om jeg kan "kilde" den lidt og lokke lidt mere ud"), men gud hvor er det besværligt at skifte computer.

Desværre var den gamle "født" med en del programmer, som jeg nu ikke har på de nye - og financerne er desværre ikke til at få genetableret det hele med det samme. Det værste er dog, at jeg har glemt mit login og password til min hjemmeside (det har jeg jo ikke brugt de sidste MANGE år), så lige pt kan jeg slet ikke få kontakt med den ... og altså hverken tilføje eller fjerne noget, så der står altså stadig at butikken holder ferie i uge 7 osv., men nu tror jeg nok der er en flink mand hos TDC, der forsøger at hjælpe mig. Kryds fingre for mig ... jeg er ikke så forfærdelig teknisk - og foretrækker når tingene virker.

Men, altså ... butikken er IKKE lukket. Faktisk var der rekord i dag med antal af deltagere på formiddagscaféen, så vi måtte faktisk sætte ekstrabordet til, og mange andre kunder fandt også vejen til Kolt i dag. Det var herligt med lidt liv i butikken :-)

Jeg har fået Northern Quilts nye mønster på Varmelommer hjem (du vil dog ikke kunne finde det i netbutikken før jeg finder ud af at etablere kontakt igen). "Varmelommer" er mønster på en sød lille kurv med (eller uden) indsats, hvor man kan holde sine morgenæg og boller varme. Varmelommen kan syes i flotte stoffer eller der kan broderes små kyllinger i æg, perfekt til Påsken. Med i mønsteret er også et bonusmønster på en dækkerserviet med broderi. Mønsteret koster Dkk 129,-

Helene Juul Design er eneforhandler af Northern Quilts mønstre i Danmark

Der er hverken blevet hæklet flere firkanter eller syet særlig meget i denne uge endnu (læs = ingenting overhovedet), da arbejdsugen startede med et BRAG i går med først 2 lange arbejdsdage mandag og tirsdag og dernæst 2 møder i rap i går eftermiddag/aftes, så da jeg endelig var hjemme ved 21-tiden i går aftes, så orkede jeg ikke andet end at få lidt mad (for den slags serverer man jo ikke for kommunalt ansatte selvom møderne ligger midt i spisetiden) og så smække benene op til lidt tv-kiggeri.

Men, jeg er jo i fuld sving med næste blok af "8-pointed Star Sampler BOM'en" og den skal nok nå at blive færdig inden kurset på mandag. Jeg kan lige løfte en lille flig af, hvordan den ser ud.

Og min søde mor har ringet i dag og fortalt mig, at hun nu har sørget for at sy martsblokken ... så den skal der ikke tænkes mere på heller. Herligt :-)

søndag den 19. februar 2012

At hækle ... eller ej

Måske er det en brist i min opdragelse ... og jeg er da også lidt flov over at indrømme det ... men jeg hverken strikker eller hækler. Jeg har strikket en smule som barn sammen med min mormor (husker udemærket hvor svært det var at slide de 2 strikkepinde fra hinanden, så stramt strikkede jeg), men hækle har jeg aldrig lært. Det synes folk åbenbart er UNDERLIGT, når man er håndarbejdslærer, men jeg er broderiuddannet (og under broderi ligger stort set alt, der kan syes i hånden) og har altså aldrig været en garnpige ... eller en hestepige for den sags skyld ;-)

Jeg har dog altid været facineret af garn og de mønstre, man kan lave med det - det minder jo en del om det at sy patchwork... og jeg elsker at kigge på strikkegarn ... og her i min Vinterferie fik jeg lyst til at lære at hækle, så jeg skrev til en af mine søde veninder, Maria, om hun kunne lære mig det. Det kunne hun ... og hun har blogget om det her ;-)

Lysten opstod fordi jeg så disse skønne Bedstemorfirkanter hos Mia

En hyggelig lørdag eftermiddag sammen med Maria ... og udstyret med et par siders hurtig nedskrevne instruktioner og tegniner og forskellige hækleprøver, så var jeg klar. Jeg tænkte at jeg jo kunne starte med at hækle mig en lille krusbrik. Sådan nogle har jeg i patchwork - og det ville (forhåbentlig) ikke være en uoverkommelig opgave. Vi har ikke en strikkebutik lige i nærheden, så jeg var i vores lokale Brugsen og fandt både hæklenål og bomuldsgarn i flotte farver der - meget lig Mias farver herover.

I går aftes fik jeg så hæklet den første firkant

Ja ja ... den er da ikke perfekt, men det jo først forsøg og den kan da godt bruges til en kaffebrik. Albert ville også have én, så i dag var jeg endnu en  tur i Brugsen og købe lidt flere farver, så han også kunne få sin helt egen bedstemor kaffebrik.

Ja ja ... lidt vind og skæve er de og jeg har muligvis brug for en mindre hæklenål? Men, det er da et fint første forsøg ... og nu drømmer jeg så om et tæppe. Der er jo nogen, der ikke kender egne begrænsninger ... ha ha ha.

Jeg havde besvær med at huske, hvordan man slog op til sin firkant ... og kunne ikke tyde Marias skriblerier, men fandt stor nytte i denne video fra Youtube

Nu er vinterferien slut for mit vedkommende og hverdagen starter med et BRAG af en arbejdsuge ... med bl.a. hele 3 møder på jobbet :-(
Men, nu vil jeg klemme den sidste rest af hygge ud af denne søndagsaften og gøre mig mentalt klar til ugen, der kommer. Måske ses vi i butikken, der har åbent som den plejer onsdag kl. 10-13, fredag kl. 15-17.0 og lørdag kl. 10-13. I morgen mandag er der fuldt hus i butikken til patchwork café - det bliver sikkert hyggeligt.

torsdag den 16. februar 2012

Tumbler

Jeg har altid været fascineret af antikke quilts (surprise surprise) - især one-patch charm quilts. Måske fordi man i dem får lov til at lege med rigtig mange forskellige stoffer, da hele ideen med disse nemlig er, at man bruger udelukkende FORSKELLIGE stoffer.

Da min mor på et tidspunkt spurgte mig om jeg kunne tænke mig et slumretæppe (om jeg kunne!!!) og i så fald hvilket, var jeg ikke sen til at vælge tumbler mønstret. Tumbler betyder vandglas - og på dansk kender nogle den som en urtepotte. Det er altså et slags kvadrat (? øh, det har i alle fald 4 hjørner), som har 2 lige lange vertikale sider, men hvor top og bund ikke er lige lange (faktisk er den ene dobbelt så lang som den anden) ... bortset fra at man vel ikke kan sige at der er top og bund på en tumbler facon, da den kan vende begge veje?

Nå, men jeg har elsket disse antikke tumbler quilts så længe jeg kan huske - som f.eks. denne antikke top fra Marie Miller's Antique Quilts

Jeg har længe haft 3" færdigudstandsede tumbler papper i butikken (3" er højden, fra top til bund), men det var først da min mors slumretæppe blev færdigt, at der kom lidt gang i salget af dem. Her ser I min mors quilt:

Det passer lige præcis med en pakke med 300 tumblere til et slumretæppe som dette. Ideen er at man bruger udelukkende FORSKELLIGE stoffer (her alle 1800 tals reproduktionsstoffer) og syr dem sammen skiftevis lys/mørk i rækker. Forelsk jer nu ikke det enormt flotte kantstof som er en GAMMEL reproduktion af indisk oprindelse fra Den Haan & Wakenmakers i Holland - og jeg har det ikke i butikken. Jeg har så nogle andre bortstoffer, der godt kan minde lidt om det min mor har brugt. Køber man en pakke med 300 stk tumbler papper, får man et lille gratis mønster med billede af min mors quilt med.

Nyt i butikken er bittesmå tumblere på 1" (ca. 2,5 cm fra top til bund) ... og i går kunne jeg ikke nære mig for liiiiige at skulle prøve at lege lidt med dem. Jeg fandt ud af at det gik lidt nemmere med en sewline lim-pen fremfor at ri dem ... for de er altså ikke store.

Hverken skabeloner (Dkk 32,- for 100 stk) eller limpen (Dkk 54,- med en ekstra lim refill) ligger i netbutikken, da jeg pt. har vanskeligheder med at opdatere denne (har en døende computer her) ... men jeg HAR dem altså ;-)
Her ser I mine fingerspidser ved siden af ... ikke store ... altså tumblerne. Hvad skal man lave af dem? Ja, det er nok ikke et slumretæppe - måske et dukketæppe ... eller en mug rug?

Når skabelonerne er så små som de er, er man næsten nødt til at fuzzy cutte /udsøge sig motiverne, hvis der er for langt imellem motiverne.

tirsdag den 14. februar 2012

Valentine mosaik

I dag er det Valentine's dag ... og selvom man måske ikke ligefrem "fejrer" den, så er hjertet som symbol og motiv jo alligevel universielt og tidsløst.

Jeg har lavet en lille Valentine mosaik til jer med forskellige gode ideer og inspiration ... og de ligger faktisk helt gratis og offentlig tilgængelige på nettet ... lige til at downloade

Øverst til venstre en sød mug rug i hjertefacon fra Quiltjane, så en flot Valentines quilt fra Terri Stegmiller og et yndigt broderi fra Badbirds. I midterste række til venstre endnu en sød mug rug og de fineste broderede hjerter til pynt, ophæng ... eller måske nålepuder fra Chatterbox Quilts. I nederste række af mosaikken er der 3 skønne puder; fra venstre et broderet hjerte fra Karen Johnson, i midten søde hjerter på snor fra Diary of a Quilter og til slut applikerede hjerter på rad og række fra CraftSewCreate 

Inspireret?

mandag den 13. februar 2012

Vinterferie!!!

I uge 7 er skolerne i Århus lukket ... hvilket betyder at de "lyksagelige", der arbejder og har deres gang der (læs: Bl.a. mig) HAR FRI!!!!
Med den heftige hverdag jeg holder mig, har jeg tilladt mig den luksus at holde fri sammen med mine unger i (de fleste af) skolernes ferier, så butikken i Kolt er altså lukket hele uge 7.

Tilgengæld har jeg en helt ny og  "jomfruelig" ferieuge liggende foran mig. Jeg startede godt med at sove længe i dag .. det var skønt bare at rulle om på den anden side, da mandens vækkeur ringede ved 6-tiden ;-)
Men, jeg kommer til at stå tidligt op resten af ugen, hvis jeg skal nå alt det, som jeg har lagt planer om.

Først og fremmest har jeg en STOR bunke hjemmearbejde ... opgaver der skal rettes

Dernæst har jeg sat mig mange symæssige mål for ugen ... der er det som SKAL syes (BOM blok for februar - og gerne også for marts), modeller til et par kurser ... og så alt det andet, som jeg også godt kunen tænke mig at snige ind.
Det er f.eks. længe siden mine "Tumbling Blocks" er blevet rørt. Jeg gik igang med at sy dem sammen i rækker i julen, men så har de ligget siden ... og så har jeg nogle dejlige Rowan stoffer i forårfarver, der ligger og beder om at blive rørt lidt ved også.

Det eneste jeg med sikkerhed ved er at jeg har lagt for mange planer for én uges ferie ;-)
Jeg må hellere se at komme igang ...

torsdag den 9. februar 2012

Torsdags-herligheder

I går kunne jeg så ikke nære mig mere ... jeg MÅTTE hen og skære og sy i nogle pink/røde Kaffe Fasset/Rowan stoffer. Måske er det vitaminmangel, men jeg synes jeg trænger til lidt farve lige nu ... og se her sammen med lidt hør bliver det da rigtig elegant

Og hvad skal det så blive til, kunne man med rette spørge .. ja, (selvfølgelig) til hemmeligheder (foreløbig) ... en model, der skal bruges til et kursus, som jeg har kaldt Pudevår. Pudevår er dette forårs udgave af "Håndsyningsklubben", som er et sæsonkursus for dig, der kan lide håndsyning (over pap).

Vi mødes 3 torsdage i løbet af foråret (i februar , april og juni). Hver gang vil jeg komme med et oplæg til et håndsyningsprojekt - i år med temaet puder. Hver gang vil der være oplæg til et par puder, så når våren er slut og sommeren starter, skulle man gerne være i stand til at fylde sin sofa med en håndfuld flotte nye puder - som på billedet herover. Billedet er ment som inspiration og er IKKE de puder,vi skal sy.
Hver gang vil der blive udleveret et inspirationsoplæg samt mønstre på 2-3 puder. Man kan medbringe stof hjemmefra eller købe nyt stof i butikken på kursusdagen med 10% rabat, som vi sædvanligvis giver på vores kurser. Hver kursusgang koster Dkk 175,- og man kan melde sig til én, to eller alle 3 gange. Der er stadig ledige pladser.
Torsdagsherlighederne er ikke slut for mig. Jeg skal mødes med en god veninde om en times tid og kigge på flotte nye stoffer til efterårets projekter ... ja, i denne branche er det vigtigt hele tiden at være foran ;-)

onsdag den 8. februar 2012

Onsdags-blogging

Åh, hvor kan man dog nemt komme til at sidde og savle, når man surfer rundt derude på "the world wide web". Der findes så mange skønne mennesker, der frembringer de mest fantastiske ting med deres hænder og gladeligt deler og viser disse ting med os andre. Det er f.eks. mange af dem, som jeg har på min blogliste og som jeg dagligt nyder at "besøge" og dermed få min daglige dosis af "øjnguf".

En af de sidst ankomne på min blogliste er Mia fra Norge, der har bloggen Mias Landliv, hvor hun fortæller om - og ikke mindst viser billeder af - sit liv på en gård. Mia interesserer sig ikke bare for indretning (og er ret god til det), hun er også en håndarbejdspige, der frembringer skønne ting og hun har også en dejlig have. Man kan også godt blive lidt misundelig ... jeg har hverken Mias land-idyl af et hus eller Mias indretningstalent ... og kunne derfor aldrig bo som hende ... men jeg er ret sikker på, at jeg ville kunne trives i det.

Jeg tror vist jeg et par gange har nævnt at jeg interesserer mig for bolig og boligindreting? Jeg køber og læser mange magasiner om det ... og elsker også blogs, der handler om det ... især hvis disse blogs også handler om andet. En anden - dansk - blog som jeg ogås elsker at besøge er Jettes Part Time Perfectionist, hvor Jette skriver om boligindreting og boligtrends og viser FINE billeder både fra eget hjem og billeder fundet rundt omkring på nettet.

Så har du en dag hvor du - som jeg - har brug for lidt inspiration og øjnguf, så kan jeg varmt anbefale et besøg hos en af de to bloggere.

Her er det tid til at gøre sig klar til "dagens dont". Butikken er åben fra 10-13 og der kommer sikkert nogle søde pw-piger og syr også i dag. Onsdag formiddag har vi nemlig altid åben sycafé.

Åh og inden jeg slutter ... det er da næste ikke til at lave et blogindlæg uden et billede ... men af hvad? Jeg har hverken et pænt hjem eller et sytøj, der er værd at fotografere ... så her kommer bare noget pænt at kigge på ... iøvrigt helt uden sammenhæng med teksten ;-)

lørdag den 4. februar 2012

Lørdags-aftens-inspiration-mosaik

Når man nu ikke har så meget at vise frem ... sådan rent håndarbejdsmæssigt, så kan man jo vise noget af det, som "man" (læs: undertegnede) sidder og savler over sådan en lørdag aften. Ikke fordi jeg mangler inspiration, men nok mere fordi jeg ikke rigtig kan tage mig sammen til at gøre det, som jeg SKAL gøre (jeg burde sy på BOM blokke eller en af de mange UFOer jeg har liggende). I stedet for klør det lidt i fingerne for at startet et nyt projekt op ... og gerne i dejlige friske forårs farver.

Det kunne f.eks. være noget i stil med nogle af de flotte projekter, jeg har fundet rundt omkring på nettet:


1. New York Beauty Rainbow Circle, 2. Lynne's Block, 3. Getting settled/Estableciéndonos, 4. Corey's VIBees block

Mosaikken er lavet vha. Mosaic Maker fra Big Huge Labs

Lige nu føler jeg mig meget tiltrukket af citrus farver - i det hele taget rene klare farver og store kontraster, som når man sætter disse rene klare farver sammen med sort eller hvidt. Det ser også lækkert ud med big stitch quiltning. Big stitch quilting gøres med kraftig tråd, f.eks. perlegarn eller andet broderitråd - og ens quiltesting må derfor godt være lidt større end de plejer.

... men nu skal jeg nok være en god pige og sætte mig hen i sofaen og sy på noget af det, der allerede ER igang fremfor at startet nyt op. Hvordan holder I andre motiviationen og dampen oppe for de "gamle" igangværende projekter? Eller kan I heller ikke lade være med at lade jer rive med af alt det "derude", der frister og inspirerer?

fredag den 3. februar 2012

Fredags kaffe og vitamin Q(uilt)

I dag er det den første fredag i februar ... og dermed tid til månedens eftermiddagscafé i butikken. Medbring dit sytøj og kom forbi til en kop kaffe/the og en småkage og lidt hyggeligt samvær et par timer.

I denne kolde vintertid kan man nemt komme i underskud af vitaminer ... hos Helene Juul Design tilbyder vi vitamin Q(uilt) i både små og store doser ;-)