lørdag den 30. april 2011

"Byggemateriale" - "Building materials"

Der kom et brev fra USA i dag. Det kom fra en af mine søde quilteveninder, Dawn, som har set at jeg er igang med mine "kasser" (læs Tumbling Blocks) og derfor har sendt mig nogle "rester" til at inkludere i projektet.
Her er Dawns "rester" sammen med den stak kasser jeg har syet og riet indtil videre. Dawn er en meget dygtig quilter, elsker antikke quilts og reprostoffer som jeg og har desuden en stor samling af antikke quilts, toppe og blokke samt gamle syartikler. Hun er fornylig begyndt at blogge, tjek hendes blog Collector With a Needle ud. Den er et besøg værd!

Dawn er desuden et meget kreativt menneske ... se lige et nydeligt kort hun selv havde lavet:

 Den første arbejdsuge efter en dejilg lang Påskeferie er nu overstået (min weekend starter jo først lørdag efter lukketid i butikken). Det er ikke blevet til ret meget syning i denne uge, men jeg kan da vise nogle ting, som mine kursister på mit kursus "Håndsynings Klubben" har lavet.

Her er Inger (non-blogger) med starten på en "Inner city", som hun har lavet efter mit kursusoplæg. Bliver det ikke flot?
Og her er Annemettes (non-blogger) sekskantsblokke:
De fleste af stofferne 1800-tals reprostoffer er fra Helene Juul Design. Annemette har planer om at alle de blokke hun laver på dete kursus skal ende i samme quilt og har derfor valgt en palette, som hun konsekvent kører igennem alle blokke. Herunder kan de se de 2 blokke hun syede efter oplægget, der handlede om romber/diamanter. Det er også kasser, men syet sammen således kaldes mønstret "Seven Sisters".


søndag den 24. april 2011

Resten af Påsken ...

Skal stå i familiens og hyggesyningens tegn - ikke at jeg ikke har hygget mig med at sy til Japan, men nu vil jeg for en stund sy noget for og til mig selv ;-)

Jeg har allerede skåret strimler til flere af mine vanedannende kasser
31 kasser er det blevet til nu og adskillige diamanter riet. Der var kun et par stykker, da jeg startede på min Påskeferie, så lidt er det da blevet til ... og jeg måtte jo slet ikke sy kasser, for jeg havde nogle kursusmodeller, jeg også skulle sy ... og lidt er det da også blevet til på den front.

I morges startede jeg med at sy det sidste lukkekant på mit hjemmearbejde (læs en Japan-quilt). Jeg sad simpelthen og faldt i søvn over de sidste 20 cm i nat, så der var ikke andet at gøre end at lade det ligge til i dag. Jeg nåede simpelthen mit nul-punkt i nat, kulminationen på en hel uges mangelfulde søvn (3-4 timer hver nat) og en meget aktiv weekend. Klokken 02.00 gik jeg i seng, sov som en  sten til kl. 07.30, hvor jeg kun vågende fordi naturen trængte sig på... og gik så i seng igen og sov videre til kl. 10.30. Nu føler jeg mig frisk og nogenlunde som menneske igen.

Her er endnu et par billeder af en af vores (nu færdige) Japan quilts. Jeg kan slet ikke komme mig over alle de skønne tæpper vi har fået lavet af andre menneskers mere eller mindre uønskede UFOer.

Jeg har føler jeg har lidt ejerskab over denne søde quilt, toppen er syet af Ruth fra Esbjeg, den er VIDUNDERLIGT quiltet af Maria, jeg har doneret bagside og lukkekant og har syet lukkekanten til i hånden og hæftet alle enderne.

Marias smukke maskinquilt er virkelig prikken over i'et. Håber du kan lide, hvad du ser Ruth?

Hvis I har lyst til at se en MASSE billeder fra vores "Sy til Japan" dage, så har jeg nu fået lagt billeder ud på mit flickr-album.

lørdag den 23. april 2011

Fantastiske dage!!!

Det har været nogle fantastiske dage ...

Vi har limet...

og limet ..

 og limet ...

 og limet ...

og riet og riet ...


og quiltet ... i hånden

og på maskine ...




 hæftet ender ...


fremstillet og syet metervis af lukkekanter.




Og vi har HYGGET OS, grint, drukket spandevis af vand og kaffe og spist kage


 og chokolade og andre dejlige sager som Gittes hjemmebagte knækbrød


Og vi har bare været SÅ FLITTIGE.
Nu hvor denne Påskes Sy til Japan aktion er til ende (24 timer syning i butikken + div. derhjemme), kan vi gøre status og konstatere, at vi har 3 HELT FÆRDIGE quilts, endnu 3 quilts, hvor lukkekanten er ved at blive syet til i hånden (det er blevet hjemmearbejde) og 8 quilts er kommet med hjem i "sandwich'et" tilstand og bliver gjort færdig hjemme. 3 stk "samlesæt" til børnetæpper er også blevet uddelegeret; Inger og Kari har fået nogle af Anne-Mettes siggies (hun havde sendt 333 stk!!!) + vat og stof med hjem og lege med. Alle er faktisk gået hjem med noget.

Vi er TRÆTTE ... men glade.
Og vi har faktisk kun fået monteret de toppe vi har fået.... mange hundrede blokke ligger stadigvæk og kan blive til flere tæpper, så vi må se om vi kan finde tid til at mødes igen. Det bliver dog ikke i denne omgang. Nu skal resten af Påske nydes med eget sytøj og familien.

TUSIND TAK til alle jer, der har sendt jeres UFOer til os. Vi er meget glade og taknemmelige for dem ... ikke mindst tak til jer søde piger, der har brugt en hel weekend på at skabe nogle flotte quilts ud af andres ufærdige projekter. I er guld værd!!!

Imorgen vil jeg lægge flere billeder ud på mit flick-album. Resten af aften skal jeg vist have benene op i sofaen ;-)

fredag den 22. april 2011

Det bliver SÅ GODT!!!

Langfredag har stået i Japan's tegn i Hørning.

Vi var 6 piger(Pia, Maria, Nanny, Inger, Susanne og jeg), der mødtes i formiddags ved 10-tiden i butikken. Efter et par timers "sandwich-ing" var vi klar til quiltning. Maskinpigerne ved deres maskiner og vi, der bedst kan  styre det i hånden, med nål og tråd. Senere på dagen stødte Karin til, da hun havde fået fri fra arbejde. Hun afløste så Susanne, der skulle på arbejde ... de gamle skal jo passe uanset om det er Påske eller ej. Da Susanne gik hjem, var det med Ruth's quilt i ensfarvede stoffer (den med cirklerne nederst), som hun ville håndquilte hjemme samt Tinas romantiske stjernetæppe, som hun ville sy lukkekant på.

Da en del af "sandwich"- og syarbejdet foregik udenfor i det gode vejr, var vi lidt af en attraktion for dem, som kom for at handle i Netto. Flere var henne og kigge og spørge, hvad vi lavede ... og alle synes det var en forrrygende god idé.

Ved 18-tiden kørte jeg hjem, men Pia, Maria, Nanny og Karin blev (og havde bestilt pizza), så de ville fortsætte nogle timer endnu. Jeg er stadig helt høj efter en dejlig dag. Det bliver SÅ GODT. Det er skønt at se de gamle UFOer forvandles til flotte quilts.

Jeg ville gerne have vist jer billeder fra dagen ... men det må vente til i morgen, for jeg har glemt mit kamera i butikken. I stedet for får I lige endnu et par billeder af UFÆRDIGE UFOer ... mens I venter. De følgende quilts er også sendt af Ruth I Esbjerg, som sendte en hel kasse, fortrinsvis toppe.



Som I kan se, så var disse quilts stort set bare klar til montering. Jeg har dog siden billedet blev taget, pillet den sorte blomstrede kant af den ensfarvede quilt med cirklerne, da den efter min mening ligesom ikke passede ind i stilen med resten af quilten.

Nu skal der slappes af i sofahjørnet resten af aftenen. Jeg skal hygge med chokolade og kaffe ... og lidt flere "kasser" (læs Tumbling Blocks).

torsdag den 21. april 2011

Der er så meget man kan gøre med kvadrater...

Ja, som jeg jo truede med i går, så er der startet endnu et nyt projekt op her!
Denne gang er det noget med kvadrater og reprostoffer ... jeg siger (og viser) ikke præcis, hvad det er, for der er jo nogen, der snart skal mødes i Håndsyningsklubben ;-)

Solen skinner og man burde gå i haven (om ikke andet så med en kop kaffe og et sytøj) ... men jeg har lidt arbejde, der skal gøres (i netbutikken).
Og kasserne ... de er altså vanedannende ... igen snuppede jeg 2 til "morgenkaffen" ... som igen blev lidt sen, da det atter var en lang søvnløs nat her.

Nå, ikke flere overspringshandlinger her ... der skal arbejdes ... så der kan blive syet igen!

onsdag den 20. april 2011

Send en stofdame i byen

... og hvad kommer hun hjem med ... stof naturligvis ;-)

Har lige været på bytur med drengene. Mor her gav frokost på Burger King (stort hit) og der kom også lidt poser med hjem med t-shirts og caps ... og lidt Påskehygge til mig selv i form at lidt nyt stof (Rowan) og et af mine elskede boligmagasiner, så nu er der hygge resten af dagen.
Og nej Maria ... jeg har ikke sluppet kasserne. Her til morgen fik jeg syet 2 inden kaffen var løbet igennem ...

og mit nystartede rød/hvide projekt er næsten færdigt, så det tror jeg,  jeg vil fejre ... ved at starte endnu et projekt ;-)

Det er SKØNT at have ferie!!!!

tirsdag den 19. april 2011

Ups ... I did it again

Sang Britney engang ... jeg kan (endnu engang) "synge" samme sang. Jeg er "kommet til" at starte et nyt projet ;-)

mandag den 18. april 2011

Kassetænkning

Solen skinner, himlen er blå ... og det er FERIE. Kunne det være mere skønt?
Tja der mangler lige noget .... "manden min", som i går er rejst på en far-søn-ferie i USA ... og de som kender mig ved, at så har jeg svært ved at sove!!! Jeg håber sørme det bliver bedre, for ellers bliver det 10 laaaaange dage. I nat blev klokken 03.15 før følte mig træt nok til at gå i seng ... med en quiltebog.

Så mens jeg sad her i nat (og de på tv for længst havde sagt GODNAT), så gik jeg videre med lidt kassetænkning:
Det er mine Tumbling blocks, som jeg startede som en idé til Håndsyningsklubben (jeg skrev for første gang om dem i dette indlæg). Jeg har altid ønsket mig sådan en quilt og ofte tænkt på det, når jeg ser antikke eksemplarer, der med deres "scrappy" look virkelig inspirerer mig. Her er ofte langt fra tanke til handling, men da jeg i det tidlige forår var på Kaffe Fasset udstilling i Silkeborg og så hans udgave af en sådan quilt, lavet før han begyndte at designe stoffer for Rowan og hand udgave derfor også var dejlig scrappy og i en mere dæmpet palette end hans nyere kreationer, så slog det mig, at det måtte være NU.
Jeg syede et par kasser så jeg havde et lille inspirationsoplæg til mine kursister og BURDE så have lagt det til side, fordi der jo er så meget andet jeg SKAL have gjort til BOMs, kurser mm, men må indrømme, at det har kriblet i fingrene.
Jeg bruger kun 1800-tals reprostof til disse kasser og holder mig i en forholdsvis begrænset palette (brun, rød, rosa og blå) - og selvom jeg har MEGET stof, både på hylderne i butikken og i min 20-årige private stash - så syntes jeg selvfølgelig at jeg manglede noget (hvornår gør man ikke det, når man skal starte et nyt projekt op?). Derfor har jeg tigget og byttet mig til lidt små bidder hos veninder her og i udlandet. Det er så dejligt at inkludere stoffer, jeg ikke selv har - og at vide, at disse veninder har bidraget til min quilt, så den bliver HELT PERFEKT.
Jeg har stået på hovedet i min egen stash også og fundet rigtig mange "oldies but goodies" frem fra skabet. Jeg leder efter de helt rigtige kølige brune, varme madders, cadet og indigoblå, tranebærs røde og tyggegummie pinks, som er så karakteristiske for perioden 1870-80. Desuden inkluderer jeg en del ikke-repros (ja, det må man altså godt), for at få den variation af f.eks. striber og tern og prikker, som var så typisk også for denne periode, men som stofproducenterne så sjældent reproducerer, når de laver repro-kollektioner.
Jeg HYGGER mig med at mixe og matche disse stoffer fra egen og venindernes samling og ser hele tiden nye muligheder for kombinationer, der liiiiige må prøves af ... men jeg må da vist nok hellere lægge det til side lidt, for nu skal jeg koncentrere mig om at få gjort denne aftens HOPE BOM materiale klar.

Butikken i Hørning holder Påskeferie hele ugen (bortset fra de planlagte kurser og cafeer), men netbutikken har åbent og jeg står gerne til rådighed, hvis du har brug for lidt at hygge dig med i ferien.

lørdag den 16. april 2011

Sy til Japan update

Det er helt utroligt, som jeg bliver "begavet" i øjeblikket; i går hentede jeg endnu 2 pakker på posthuset med UFOer til vores "Sy til Japan" projekt.

Pia og jeg har kigget på alle skattene i dag og "gjort status" og vi har på nuværende tidspunkt 13 HELT FÆRDIGE toppe, som vi "bare" skal have monteret og quiltet. 4-5 toppe som er halvfærdige eller ikke behøver meget arbejde før de kan monteres og SÅ MANGE BLOKKE at vi nok kan sy dobbelt op af toppe + omkring 20 færdige (nye og ubrugte) quilts.

Tusind tak til Ruth fra Esbjerg, Anne-Mette fra Strøby Egede, Tina fra Ballerup, Aase og veninde fra Hundested, Alice fra Glostrup, Ulla fra Risskov og Pia fra Ormslev for de donerede toppe og blokke. Vi kommer bestemt ikke til at kede os i Påsken ... faktisk så tror jeg, vi kommer til at sy videre efter Påske også ;-)

Jeg skal nok vise billeder fra vores Japan sy-dage og billeder af alle de flotte quilts vi gør færdige til Japan. Her får I lige et par billeder af nogle af de flotte toppe, jeg har modtaget. Disse (og mange flere) kommer alle fra Ruth i Esbjerg. Jeg fik min ældste søn Victor til at holde dem op til fotografering den dag jeg modtog pakken.



torsdag den 14. april 2011

Titanic Night

Her i huset har vi en tradition, som gentager sig år efter år ... Albert og jeg holder vores såkaldte "Titanic Night". På dagen for et af verdens største skibsforliser i fredstid (14. april), hygger vi os med lidt god mad og ser James Cameron's flotte film "Titanic" fra 1997. Det har vi således også gjort i dag ... for 10. gang. Ja, kald os bare skøre ;-)
Billedet lånt her
RMS Titanic tilhørte White Star Line rederiet og var dens tids største dampdrevne skib. Titanic forliste natten mellem den 14. og 15. april 1912. Forliset gik over i historien. 1517 sjæle omkom denne kolde aprilnat i Atlanterhavets kolde vand, 706 overlevede.

søndag den 10. april 2011

Søndagssyning ... og en ny "fugl" i huset

Ovenpå en både arbejdsmæssig og følelsesmæssig HÅRD uge (der bl.a. involverer autistisk søn og et mislykkes forsøg på at blive optaget på en ungdomsuddannelse) gik jeg helt OMKULD denne weekend; både min fredag aften og det meste af min lørdag blev tilbragt PÅ LANGS, da lærerjobbet og butikken havde fået den saft og kraft, der var tilbage i mig. Jeg har da vist desværre ikke været særlig hygsomt selskab i denne weekend for min kæreste og unger.
Her søndag følte jeg mig lidt mere vågen og klar til at møde verden og har fået en del fra hånden... så nogen af jer, der har ventet på post fra mig kan godt begynde at kigge i postkasserne de næste par dage.

Jeg har også siddet i haven og nydt søndagssolen og syet lidt på et af mine nye projekter, et baby blocks tæppe. Det er en af idéoplæggene til "Håndsyningsklubben" fra den aften, hvor temaet var romber.

Jeg bruger de færdigudstandsede papper 3" 60 graders romber/diamanter, så det bliver alligevel hurtigt til noget. Der er mange muligheder med disse romber, men her laver jeg 3-dimensionelle kasser med lyst, mellem og mørkt stof. Idéen har jeg fra en antik quilt fra ca. 1870-80 og jeg forsøger vha. farver, stoffer og prints at få den samme "feel" frem. Det er HYGGELIGT "syarbejde" og helt for min egen skyld ... jeg BURDE nok i stedet for sy noget andet (som Hope-blokke til BOM), men i dag holder jeg fri. Søndag er trods alt min eneste rigtige fridag.

Og så har vi ellers fået "fugl" i huset ... eller rettere det er kæresten, der er blevet "fugle-ejer"; en superflot CBR 1100 XX Super Blackbird ... også kaldet "en raket på hjul". Behøver jeg fortælle, at han er MEGET glad for den??? ;-)
Nu vil jeg tilbage til terassen ... på trods af at klokken er næsten 18.00, så er der stadig sol og lunt og godt derude. Fortsat god søndag!

onsdag den 6. april 2011

Som juleaften...

Sådan føltes det at åbne den kæmpe papkasse, der kom fra Esbjerg i dag. Indeni var der den ene flotte pw-top efter den anden, faktisk hele 7 FÆRDIGE toppe og 1 halvfærdig. De fleste syet i hånden og bare rigtig fine. Desuden var der lidt løse blokke; log cabin, katteblokke, bow tie og en fin japanerpige.¨


STOR TAK til Ruth fordi du vil støtte den gode sag. Vi skal gøre hvad vi kan for at få nogle færdige quilts ud af dine flotte UFOer.

tirsdag den 5. april 2011

En fed kurvert kom

i går fra min mor Alice (quilter, men non-blogger) og der lå 40 stk af de fineste 1930'er blokke, som hun ville donere til vores "Sy til Japan" projekt. Det skal vi nok kunne få et par flotte quilts ud af:

Det er blokke, som min mor har byttet sig til igennem et par 1930er swaps - og en del af dem har hun syet selv, da hun altid syr 2 eksemplarer af hver blok; én til at bytte og én til at beholde. Der er både hånd- og maskinsyede samt applikerede blokke. De ældste har ligget fra 2003, så på trods af at min mor er meget glad for dem, så har hun nu erkendt, at hun nok IKKE får gjort noget med dem og ville derfor gerne skænke dem til et godt formål.

I kuverten lå også 2 stjerneblokke og en 9-patch, som hun havde til overs fra 2 andre projekter.

Vi siger TAK!!! Det kribler allerede for at sætte synålen i dem
Desuden har vi fået lovning på 50-60 Dear Jane blokke fra Odense ... wow siger jeg bare!!!!

Det er min ugentlige skemafri dag ... og dagen  står i elevplanernes tegn ... æv. Men, lidt nussen med stof og nål og tråd skal der da være. Jeg har nydt morgenkaffen med "God morgen Danmark" og lidt "Hope"-syning.


lørdag den 2. april 2011

Forårstegn & første top til Japan

De sidste par dage er der ankommet lidt nyt stof til butikken ... og hvor er det dog en herlig følelse at pakke den ene lækre stofbolt op af kassen efter den anden. Nu længes man imod lysere tider, grønne græsplæner, blade på træerne og spirende blomster og jeg blev helt glad over alt det gule, grønne og pink. Fra moda kom der Jelly Rolls og metervarer fra kollektionen Fresh Flowers af Deb Strain samt charmpacks og metervarer fra kollektionen Hoopla og lidt metervarer i den sjove børnekollektion Lollipops som vi også har charmpacks i.

Desuden er der kommet en del nye gode basisstoffer fra P&B's flotte nye "Bear Essentials" kollektion. Jeg skal nok få lagt det hele på hjemmesiden snarest.

I dag kom Pia lige inden butikkens lukketid og afleverede den første top til Japan. Der er den sjove historie bag toppen, at den er syet af stoffer, der under oprydning/pakning af bil efter træffet i Skærbæk endte i en vandpyt og blev beskidte. Pia tog stofferne med hjem og vaskede dem ... og de er nu forvandlet til en fin top, som hun gerne vil donere til vores "Sy til Japan" projekt. Hun er også igang med at sy en matchende bagside.


Indtil videre har jeg ikke fået tilsagn om andre eller flere UFOer, toppe eller blokke, som I derude vil give til projektet, men jeg håber da på at der vil dukke noget frem. Jeg har i allefald været i egne gemmer og fundet både blokke som jeg vil donere samt stoffer, der har ligget længe og ikke er blevet noget af endnu. Maria er også gået igang med at sy. Desuden har jeg fået tigget mig til donation af noget vat fra nogle af mine leverandører, så nu er vi snart klar til at gå i gang.