lørdag den 31. august 2013

Træf 2013 i Herning Kongrescenter

Som lovet kommer her en rapport om Træf. Det har holdt hårdt og denne uge har været temmelig hård at komme igennem. Nu kører man ligesom ikke på adrenalin mere ... og 3 uger i streg uden én eneste fridag og arbejdsdage på 12-15 timer begyndte ligesom at sætte sine spor. Men, nu er butikken sådan nogenlunde oppe og køre igen, selvom jeg stadig mangler at få lidt mønstre og modeller på plads. De fleste af de ordre vi fik med hjem fra Herning er også sendt ... på nær dem som ikke kan sendes før der kommer nye forsyninger af varer fra USA.

I år var det Herning og byens kongrescenter, der lagde hus til Dansk Patchwork Forenings årlige Træf.



Helene Juul Design deltog også med en stand (nr. 21) og pigerne og jeg havde en forrygende sjov, hyggelig og travl weekend, der var kulminationen på mange ugers hårdt arbejde med at sy modeller, skrive mønstre, skære og pakke stof og sykits.


I år havde jeg udover Nanny og Maria og madmor Karin også Elisabeth (non blogger) til at hjælpe til bag disken, da Nanny skulle til "familie-tam-tam" det meste af lørdagen. Albert var forbi standen om lørdagen efter Nanny var gået, men her er Maria, mig og Elisabeth.

 
 Og fordi der var plads i det lejede sommerhus, havde jeg også medbragt 2 af mine søde kunder, Kari og Tove ... bare for hyggens skyld. De 2 damer sørgede for at vi var godt forsynet med slik og søde sager. Tove havde desuden smurt dejlige sandwich til os til fredagens aftensmad og bagt de skønneste kager. Skal vi ikke bare sige, at vi gik IKKE sukkerkolde den weekend ;-)

Her er madmor Karin (tv) og Tove (th)
 
Karin havde sørget for det hele; stole, bord med dug og alt hvad der hører til og vi vakte (som sædvanlig) stor opsigt, når hun dækkede op til frokost på parkeringspladsen ;-)
 
 
I år havde jeg lejet den størst mulige stand, så der var plads til (endnu flere) store tæpper på standen. Alligevel måtte vi pakke adskillige modeller væk igen, da der ikke var plads til alt, vi havde med ... nå ja et luksusproblem. Her er et af dem, som der var plads til, "Hope Medaljon" som har været månedsblok hos Helene Juul Design i 2011 (så vidt jeg husker) og som nu findes som et købemønster. Denne version er syet af en af mine kunder, Hanne Vestersgaard (da min egen - som sædvanlig - stadig ligger som "samlesæt" ;-)
 
Quilten er vidunderlig flot maskinquiltet af Maria Harrits
 
Min butik er vel mest kendt som butikken med reproduktionsstoffer og mønstre på store håndsyede tæpper, syet i hånden over pap (?), men jeg har lige siden jeg åbnet fysisk butik også altid haft et stort udvalg af moderne designerstoffer. Af pladshensyn på Træf har jeg normalt ladet det meste af de moderne blive hjemme, men i år besluttede jeg mig for at "slå et slag" for de moderne stoffer og alt det skønne man (også) kan lave med dem.
 
 
Dette var hjørnet med de lidt mere afdæmpede moderne modeller og stoffer. På væggen til venstre hænger tæppet "Dalar heste" fra Northern Quilts. Det er også herfra at den utrolig søde pingvin pude stammer. Det gule og grå tæppe til højre for "Dalar hestene" hedder "Stacks". Det har jeg syet op i stoffer fra kollektionen "Glimma" tilsat lidt "Comma" mm og mønstret findes i bogen "Growing up Modern". Ved siden af dette hænger der et tæppe med nogle store cirkler. Det er et gratis mønster fra Andovers hjemmeside og de flotte stoffer er fra kollektionen "Pearl Bracelet". Det er Maria, der har tryllet her.

 Og her er så det mere farverige moderne hjørne. Helene Juul Design sælger de trendy og utrolig lækre ensfarvede Kona Cottons fra Kaufman og dem vil vi gerne slå et slag for, så vi tog alle de bolts med som vi pt. har hjemme ... og solgte rigtig godt agf dem. De koster Dkk 70,- pr. meter og er 120 cm brede. Farvekortet hænger øverst til højre og vi bestiller gerne en bolt hjem, hvis man ønsker en farve vi ikke har.
 
Det flotte stjernetæppe til venstre hedder "Sparkle Plenty" og er fra amerikanske Loft Creations. Det er Maria der har syet dette flotte tæppe. Der er gået 2 charmpacks af serien "Happy Tones" fra Michael Miller samt 2 meter af det fine bundstof med prikker.
 
En af de moderne kollektioner, der var rift om var "Comma"
 
 
Og vores lækre perlegarn fra Valdani er der også altid stor interesse for
 
 
Her er det røde hjørne med lidt jul og andet godt samt naturligvis Sue Daley's "Baskets for You" quilt syet af og venligst udlånt af Susanne Paysen. Helene Juul Design forhandler Sue Daley's mønstre. Det er kun en håndfuld af dem, vi har på lager (da de er lidt dyre), men vi kan skaffe dem vi ikke har.
 
 
De flotte puder (den røde til venstre og den blå til højre) er et design fra Northern Quilts, syet af Anne-Mette Niemann.
 
Jeg er mest en tæppedame ... kan næsten ikke få tæpper nok, men jeg ELSKER også tøjdyr ... og jeg kender én, der altid er til at lokke til at sy den slags for mig, Maria. Her er  helikopter og fly "Herb & Percy" til venstre endelig nogle tøj"dyr" til drenge ... og den frække kat "Kiki" til højre. Begge mønstre fra Melly & Me.
 
 
og hvad siger I til disse herlige snemænd
 
Alle de nye mønstre mangler stadig at blive lagt på butikkens hjemmeside, men tålmodighed så kommer de. Ser du noget her du er interesseret i, så send mig en mail.
 
Tak til alle jer søde kunder, der kiggede forbi standen i løbet af weekenden. Det er simpelthen så skønt at møde jer alle og tak for alle de pæne kommentarer vi fik om standen og butikken som sådan!
 
Her er et par glade norske kunder
 
Alle billeder af taget af min bedre halvdel Albert .. og har du lyst til at se flere, så kig forbi butikkens flickr-album

tirsdag den 27. august 2013

Butikken er åben ...

Så er vi kommet hjem fra Træf (ja, det gjorde vi altså søndag aften men jeg har ikke været ved computeren før nu) og butikken er åben som den plejer i dag tirsdag.

Jeg tilbragte 4 timer efter arbejde med at rydde op i butikken ... men der er vist liiiige et par timers arbejde endnu før den helt ligner sig selv, så kan du abstrahere fra lidt papkasser hist og pist, så kig gerne forbi - og medbring gerne dit sytøj, da der er café.

Der skal nok komme en beretning i ord og billeder fra Træf senere ;-)

torsdag den 22. august 2013

On the road again!

Så er vi pakket og klar til ÅRETS STORE BEGIVENHED ... DPF træf, denne gang i Herning ... og tøserne og jeg er som en flok galopheste klar til at blive sluppet løs ... hvilket måske er meget passende, når der nu er så mange heste samlet i forvejen i Herning ;-)

Dagen i dag var - om ikke afslappet - så dog forholdsvis i kontrol. Det har været nogle lange arbejdsdage de sidste par uger, men det betød også at vi stort set bare skulle bære tingene i bilen i dag. Alt var skåret og pakket og der manglede bare liiiiige det sidste ... som at pakke nogle enkelte  mønstre, der var printet aftenen før og sætte label og priser på de sidste par modeller mm.


Da alt var båret ned og butikken en anelse mere tom end normalt, gik mor Karin lige i gang med støvsugeren.

 
Alt det stofskæring og foldning havde godt nok fået hybelkaninerne til at yngle
 
Fotografen syntes lige vi skulle have et par "familiefotos" foran bilen
"familien" dog ikke hel intakt her; modelopsyer extraordinaire sad (selvfølgelig) foran symaskinen 

 
... og så var det tid til en velfortjent middag
 
 
Nu venter en travl men helt sikkert hyggelig og sjov weekend!

søndag den 18. august 2013

Træf kaos - Butikken er lukket i uge 34

Butikken er lukket i uge 34 pga. DPF's Træf i Herning næste weekend.
Der skæres og pakkes på livet løs ... og andre steder i byen syes der nærmest i vildelse ... for ligesom liiiige at presse den kreative citron helt og aldeles. Det er således "dugfriske" modeller vi kan medbringe.

Jeg kan næsten ikke huske hvordan hverken mand, børn eller katte ser ud mere, da jeg har været mere i butikken de sidste par uger end hjemme. Jeg tog lige et par snapshots med telefonen inden jeg gik hjem i dag.


Det ser rimelig kaotisk ude, men bare rolig - der er skam rimelig tjek på det. Det er bare ligesom når man flytter. Man når til et punkt, hvor man ligesom hele tiden går og flytter rundt på tingene og leger puslespil. Men, nu hvor butikken ikke længere behøver at være sådan nogenlunde præsentabel for kundebesøg, så kan vi for alvor begynde at finde alle hemmelighederne frem og få pakket i kasser og poser.
 
Selv hvis du kommer I butikken tit, så skal der nok være "et par" modeller du ikke har set før ;-)
 
Vi glæder os rigtig meget til Træffet. Det er altid en total fed weekend, fyldt med travlhed, latter og snak med vores mange søde kunder og hyggeligt samvær i sommerhuset for os tøser, der er på tur. Naturligvis også kulminationen på mange ugers hårdt arbejde, men det mærker vi nok først på mandag, når vækkeuret ringer og hverdagen slår os i hovedet igen.
 
Helene Juul Design's stand er nr. 21. Håber vi ses i Herning i næste uge?

 

lørdag den 10. august 2013

Familieforøgelse ...

Fredag eftermiddag blev familien udvidet med 2 søde små kattedamer ... møde Cindy (tv) og Lea (th)

 
12 uger og bare henrivende ...
 
 
... og alle vegne på én gang
 
billederne er taget af Albert
 
Der måtte 4 mennesker til at holde styr på at de 2 ikke løb ud af haven. De har været vant til at gå ude, der hvor de kommer fra, men nu skal de jo lige vænne sig til at de bor her hos os, så vi lukker dem ikke alene ud de næste par uger.
 
Vores store hankat Carlos er ikke helt så begejstret ... han er faktisk RÆDSELSSLAGEN over det småkryb vi har slæbt med hjem, men nu på 2. dagen er det da lykkedes at have alle 3 katte i stuen på en gang 1 times tid.
 
Går det som sidst vi fik "småfolk", så går der ikke mange dage før han sover i arm med dem ;-)

torsdag den 8. august 2013

Lukket i morgen fredag!

I morgen fredag den 9. august er butikken i Kolt lukket, da jeg er på kursus!

Lørdag den 10. er der åbent som normalt (fra 10-13)

mandag den 5. august 2013

Er du interesseret...

"... i at skrive en artikel til os om Civil War perioden?" stod der i en mail fra det danske quiltemagasin Quilt.dk, som jeg modtog i februar.

De skulle åbenbart have et eller flere såkaldte "Civil War" projekter i deres blad og ønskede at finde én, der kunne give lidt baggrundsviden om perioden. Da de også gerne ville have lidt fotos til at pryde artiklen, passede det som fod i hose til, at jeg jo skulle på min rejse tilbage i tiden og overvære genopførelsen af Slaget ved Gettysburg i anledning af 150 års jubilæet.

Da min hjemkomst fra USA var umiddelbart før bladet skulle i trykken, måtte vi på trods af  træthed og jet-lag lige hurtigt bladre igennem Alberts mere end 6000 fotos for at finde et par gode repræsentative fotos til at illustrere artiklen, som jeg heldigvis havde skrevet, inden jeg drog afsted.

Jeg har i weekenden modtaget mit eksemplar af Quilt.dk, nr. 3, august 2013.


 I magasinet finder du 11 små som store patchwork projekter mm ... og altså min artikel "Den Amerikanske Borgerkrig".

fredag den 2. august 2013

Hemmeligheder...

I øjeblikket er vi nok lidt hemmelighedsfuld her hos Helene Juul Design ... der er både mønstre, stoffer og modeller, der bliver gemt væk fra nysgerrige blikke, således at vi også kan overraske de nærboende/faste kunder med nyheder til Træf.

Men, lidt kan vi dog afsløre indimellem ... Maria har f.eks. vist lidt her, her, her og her og her er lidt afskær fra en hemmelighed jeg har lagt op til i dag

Sæsonen's første fredags-eftermiddags-café

Butikken er åben i dag og fra kl. 15.30 til 17.30 kan du kigge forbi til en kop mokka og en hyggelig snak over sytøjet.

 
ses vi?
Quiltehilsener Helene