fredag den 27. januar 2012

Når alt (ikke) går op i en højere enhed...

Hele denne uge er gået med terminsprøver for "mine" 9. klasses elever. I dag er det så den sidste kraftanstrengelse for ungerne - og deres lærere - før det kan blive weekend.
Vi afslutter i dag med diktat og læseprøve ... og alle anstrengelserne slutter kl. 14.00, hvorefter jeg lige skal have pakket sammen og derefter DRØNE ned til en bus og begive mig til Kolt, hvor butikken åbner kl. 15.00. Så hvis du har tænkt dig at lægge vejen forbi min lille butik i dag, så kan jeg altså godt blive 10-15 minutter forsinket, hvis ikke det hele flasker sig. Nu har det jo oven i købet tænkt sig at blive vinter her i Jylland i dag!

Jeg havde af flere grunde glædet mig ekstra meget til den kommende weekend, da jeg skulle have deltaget i en syweekend sammen med nogle søde sypiger, et arrangement der har været planlagt i et år og som der er skrevet om her, her og her, men som nu hænger i en tynd tråd for mit vedkommende. Jeg er nemlig SYG (igen igen) med feber, ondt i hals og ører og snot så det basker, men har altså holdt ud og passet både skolejob og butik alligevel i denne uge i stedet for at pleje mig selv lidt. Resultatet er en Helene, der ikke har det bedre end da jeg vågnede i mandags med feber :-(
Og det omtalte blokbytte, som jeg i øvrigt selv har taget initiativ til, kommer jeg heller ikke til at deltage i, da jeg ikke har fået syet så meget som én eneste bytteblok. Æv ... så her går tingene altså ikke op i en højere enhed lige pt.

onsdag den 25. januar 2012

Repro-abo: Prærie Sampler 2012

I disse dage sender Wenche (norsk samarbejdspartner) og jeg årets første repro-abo pakke ud til abonnenterne (efterhånden som de bliver betalt). Igen i år har vi besluttet os for at lave et gennemgående tema - og årets tema er perioden i USA's historie, hvor de store vidder Vestpå blev udforsket og erobret af den hvide mand  - og kvinde (ca. 1850-1910).

I 2012 kommer det efter planen 5 flotte pakker med 6 stk 30cm flotte reproduktionsstoffer passende til denne tidsperiode. I hver pakke vil der ud over den historiske tekst om nybyggerlivet, kvinde- og quiltehistorie være mønster på forskellige tidstypiske blokke. Du kan sy så mange blokke du vil (og har stof til), men vores oplæg er at du f.eks. enten kan sy et stort projekt, slumretæppe, som Wenche vil eller "nøjes" med at sy én af hver blok som Helene og ende op med at få en dug eller et vægtæppe.  På baggrund af  til stofleverancen fra USA kan det hænde at Wenches og mine abonnenter får lidt forskellige stoffer. I denne første pakke har vi f.eks. kun ét enkelt fællesstof. Wenche repro-pakke har stoffer i rosa, rødt, gyldent, turkis og blåtoner (Se f.eks. Wenches stoffer her), og mine abonnenter vil modtage stoffer i rosa, rødt, brunt og blågrøn.


Altså Lidt forskellige stoffer, men samme "feel" og tidsperiode.

Jeg har fuldt optaget på repro-abonnementet, men kan godt skrive interesserede på venteliste ... men da Wenche pt. har et par ledige pladser vil vi gøre en undtagelse for vores regel om at danske kunder skal skrive sig på hos mig og norske kunder hos hende, så henvend jer gerne til Wenche i Norge, hvis I er interesserede i at hoppe på abonnementet NU og være med fra starten.

søndag den 22. januar 2012

Brude(i)butikken

Lørdag var en stille dag i butikken ... men efter lukketid var der masser af liv og aktivitet ... af en noget andet "karakter" end normalt
Albert havde en fotoopgave for frisør La Cutta samt en sød dame, der sælger brudekjoler. De brugte hele formiddagen på at make-up'e og sætte hår og diademer og iklæde de 4 yndigheder de flotteste rober ... og da jeg havde lukket pw-butikken fik de lov til at brede sig ind på mine enemærker for at have plads til de mange skønne kjoler.
Enhver kvindes drøm ... hvid brud, ikke sandt? ;-)

Den ene skønne silkesag efter den anden ...

og de yndigste "brude" ...

Så hvis du nogensinde spekulerer på, hvad der mon foregår efter lukketid ... så kunne dette være et af svarene ... vi er vel alsidige ;-)

Der var endda nogle af pigerne, der viste interesse for patchworkstofferne ...


mandag den 16. januar 2012

Inklusion og rummelighed

Jeg er på kursus i denne uge ... eller fandt jeg ud af vel ankommet til kursusstedet (en naboskole) i morges - læringsuge.

Emnet er Inklusion, som er det helt store mantra i Folkeskolen for tiden. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene endnu - men dybest set så handler det om, at vi som lærere skal blive bedre til at rumme og inkludere ALLE elever ... således at kommunerne kan spare penge på specialundervisning, ville nogen så tilføje ;-)

Det jeg fik med hjem fra første dag var følg. ... at det er HÅRDT at stille stille og lytte i så mange timer, når man er vant til selv at "være på" og være i bevægelse hele dagen ... og at jeg egentlig udemærket godt kender til inklusion, for det er det jeg gør i min hverdag - jeg kan ligesom ikke andet med bl.a. 9 forskellige nationaliteter og flere børn med diagnoser og faglige- og/eller sociale problemer i min klasse. Men, mon ikke jeg kan lære noget nyt og få ny inspiration og "værktøjer" med hjem alligevel.

Alt dette fører mig til at minde mine kunder om at butikken i Kolt af samme årsag er lukket her på onsdag den 18. januar - og der er således heller ingen formiddagscafé.

Jeg lovede ellers i sidste blogindlæg at gøre mit næste indlæg mere håndarbejdsrelateret, men det bliver godt nok svært for mig at holde. Jeg har stort set ikke fået svunget synålen endnu  - i dette år. Tiden er gået med arbejde og andre ting, så når jeg endelig er sunket ned i sofaens dyb om aftenen ... tja, så har jeg forvandlet mig til en rigtig "sofakartoffel" og har ikke orket andet end at prøve at forholde mig til den pågældende aftens tv-flade.

Jeg har også rent mentalt været noget på "efterslæb" ... og det er i den grad kommet bag på mig at jeg har reageret så stærkt på ældstesønnens fraflytning. Herregud, jeg har jo stadig 2 af mine 3 drenge hjemme - og Victor er ikke længere væk end et telefonopkald, fortæller jeg mig selv - og lover at jeg vil forsøge at hive mig selv op af det mentale hængedynd, jeg sidder i.

I stedet for at sy har jeg arbejdet lidt (en BOM syes nemlig ikke "bare" - der skal også tænkes og skrives mm) med min og Wenches nye BOM, "Immigrant BOM" og på vores repro-abonnement, som vi pt. er ved at planlægge for 2012 og allerede igang med at sy til, til første pakke. Jeg har også syet på den BOM - "8-pointed Star Sampler BOM", som jeg kører i Helene Juul Design regi i 2012 (et kursus og abonnement som nu er fuldtegnet). Og jeg har tænkt (dog ikke syet) på nogle blokke til et blokbytte, som jeg skal lave med nogle syveninder, når nu vi i slutningen af måneden skal på syweekend sammen igen. Nu ved jeg godt, at der ikke kommer så meget ud af kun at TÆNKE - der skal også handling til, men indtil videre er jeg ikke nået længere end til at tænke på hvilke stoffer, jeg mon skal sy sammen ;-)

søndag den 8. januar 2012

Flyttedag..

Puha ... en weekend, der har trukket tænder ud på alle måder ... fysisk og mentalt. Ældstesønnen er nu officielt flyttet hjemmefra.

Lørdag passede Pia butikken for mig, så vi kunne raide IKEA. Selvom det var en nøje (moder-)planlagt "operation" og alle indkøb på forhånd var listet med navn, nummer og pris så vi præcis vidste HVAD vi skulle købe og gik meget målrettede efter dette, tog det alligevel en del timer ... men man er jo også lidt sindsyg, hvis man helt frivilligt tager til IKEA en lørdag formiddag umiddelbart efter lønningsdag. Folk holdt i kø for bare at komme ind på parkeringspladsen derude ..

Victor fik mange skønne og praktiske ting til studenterhyblen ... og resten af dagen gik så med at samle det hele (her er jo forklaringen på at IKEA er så BILLIG), så vi var trætte, da vi endelig kom hjem lørdag aften ved 21-tiden. Og her i formiddag flyttede vi så ham og de få ejendele han skulle have med herhjemmefra ... computer, cykel ... og en hulens masse tøj, sko og duftevand ;-)

Både mor og barn klarede afskedsscenen rimeligt ... selvom jeg følte mig noget "kørt over" på vej hjem. Jeg forlader dog "mit barn" i trygge omgivelser med 3 søde medstuderende og en sms først på aftenen med beskeden "jeg har fået handlet og vi skal vist have noget med laks", gav mig lidt ro i sjælen. Han sidder ikke ensom og forladt på sit kollegieværelse og hensmægter ;-)

Jeg tog min tudetur i morges, da jeg lige var vågnet og på vej ud i køkkenet så hans kasser og poser stablet op ude foran hans værelse. Først da forstod jeg ligesom rigtigt, at det var I DAG at min "lille dreng" forlod mig og barndomshjemmet. Indrømmet, jeg har lidt ondt af mig selv, men jeg er samtid glad og stolt. Jeg tror jeg har givet min søn lige præcis det, der skal til for at han nu kan klare sig og stå på egne ben ... og en god veninde har forsikret mig om, at man er lige præcis så meget mor som man altid har været ... bare på en anden måde.

... og herhjemme gik mellemstesønnen STRAKS igang med at erobre det nye territorium. Han vaskede og ryddede og flyttede rundt på møbler resten af dagen og var vist vældig tilfreds med situationen og endelig at have fået sit eget værelse, så man kan da godt sige, at livet jo går videre, også her.

Og mon ikke bloggen snart igen kan komme til at handle lidt om sytøj og nål og tråd??? ;-)
 

torsdag den 5. januar 2012

Et nyt år ... nye tider

I dag har jeg brugt min fridag til at male ... ældstesønnens kollegieværelse, som han fik nøglen til i tirsdags.
22 forjættede kvadrateter med eget badeværelse og fælles stue og køkken med 3 andre studerende i et rigtig hyggeligt kollegie i Brabrand. Noget Victor har ventet på i 9 måneder...

Nu er det ved at være alvor ... vi har malet i dag (Victor i en af morfars aflagte t-shirts)
På lørdag kører vi til IKEA og "ekviperer" den unge mand ... og søndag flytter vi ham så!

Hans 2 år yngre bror sidder på spring for at overtage hans værelse herhjemme og yngste lillebror synes også det bliver meget fedt med at få sit eget værelse. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har det ... det er lidt vemodigt, men det er jo sådan det SKAL være.

Victor bliver hjemme fredag aften for som han sagde: "at nyde den sidste fredag HJEMME med tv, hygge og fredags-slik" ;-)

Uha, jeg er sikker på at der sidder nogle forældre rundt omkring som har prøvet dette før?!?!?
Og som "overlevede"??? ;-)