søndag den 14. januar 2018

Kursusprogram og andre vigtige datoer i foråret 2018


kære kunder og kursister

Så er kursusprogrammet for forår 2018 klar og kan ses og/eller downloades her.
Der er altid noget, der går galt, selvom jeg gennemlæser det flere gange ... og denne gang glemte jeg et helt kursus, men nu er programmet opdateret og vi kan således tilbyde hele 8 forskellige kurser til både hånd og maskinsyning her i forået.

Tøv ikke for længe med at tilmelde dig, da vi kører med små hold på 6-8 deltagere!

Send mig en mail på helene@helenejuul.dk for at melde dig til. Lad være med at rykke mig, hvis jeg ikke STRAKS svarer. Der plejer at være run på tilmeldingerne den første uges tid ... og jeg vender tilbage til dig, så snart jeg har overblik.

OBS: Der tages forbehold for evt. tryk/tastefejl ;-)

Datoer for forårets pw-cafeer

Patchwork café: Tirsdag den 23. januar kl. 19-22 / OVERTEGNET!

Patchwork café: Mandag den 19. februar kl. 19-22 OVERTEGNET!

Patchwork café: Torsdag den 8. marts kl. 19-22 OVERTEGNET!

Patchwork café: Onsdag den 4. april kl. 19-22 OVERTEGNET!

Patchwork café: Mandag den 23. april kl. 19-22 OVERTEGNET!

Patchwork café: Torsdag den 3. maj kl. 19-22 OVERTEGNET!

Patchwork café: Tirsdag den 15. maj kl. 19-22 OVERTEGNET!

Patchwork café: Mandag den 4. juni 19-22 OVERTEGNET!

Patchwork café: Torsdag den 21. juni kl. 19-22 OVERTEGNET!



Bemærk: Min. 6 deltagere for at en café aften bliver afholdt! Må jeg aflyse, får du selvfølgelig pengene tilbage!


Patchwork caféerne er et kreativt og hyggeligt forum for patchworkpiger, der måske mangler nogle at
sy sammen med. Der foregår ikke egentlig undervisning på patchwork caféen, men der er gensidig inspiration og hjælp til dem, som trænger et puf til at komme videre … og forhåbentlig masser af snak og hyggeligt samvær. Hver (aften) patchwork café har en varighed af 3 timer og der serveres kaffe/the ad libitum & kage eller andet sødt.

Vores Patchwork café er utrolig populær og bliver hurtig overtegnet, da vi ikke kan være flere end max. 10 personer, så betænk dig ikke for længe, før du melder dig på. Tilmelding er bindende; dvs. du får ikke dine penge tilbage, hvis du afmelder eller ikke møder op. Af pladshensyn kan man IKKE sy på maskine til café!

BEMÆRK: MAN KAN IKKE SELV OVERDRAGE SIN PLADS TIL EN ANDEN, HVIS MAN ER FORHINDRET! ET EVT. BYTTE SKAL GÅ IGENNEM MIG, DA DER KAN VÆRE ANDRE PÅ VENTELISTE!


Tilmelding kan ske i butikken i kolt eller pr. mail: helene@helenejuul.dk

Bemærk: Betaling straks ved tilmelding! (jeg sender en faktureringsmail med betalingslink)


Andre vigtige datoer 

Butikken er lukket  for VINTERFERIE i uge 7 (fra 12/2 - 18-2)

Butikken er LUKKET( pga.  min fødselsdag) lørdag den 24. marts

Butikken er lukket LANGFREDAG den 30. marts

Butikken holder  FØDSELSDAGSUDSALG lørdag den 31. marts kl. 10-14

Butikken er lukket i BEDEDAGSFERIEN, fredag 27.  &lørdag 28. april

Butikken er lukket ifbm KR. HIMMELFART, fredag 11. maj & lørdag den 12. maj

Butikken er lukket for SOMMERFERIE i uge 27 - 29 (vil muligvis blive ændret)

onsdag den 10. januar 2018

Chocolatier BOM - i farvehjulets farver

kære kunder
så kommer vi til den 3. og sidste af butikkens 2018 BOMs, "Chocolatier BOM" - farvehjulets farver.

Den originale quilt er designet af Annemarie Chany fra Gen X Quilters og ses på billedet herunder


Når man ser den originale quilt herover, så forstår man måske navnet.

Hos Helene Juul Design er vi lidt mere farveglade end som så ... og vi har efterhånden et rigtig stort udvalg af de lækre Kona cottons fra Robert Kaufman. Vi har tidligere haft en meget populær BOM syet i kona, nemlig Gravity quilten og havde i år lyst til igen at lege med disse stoffer.

At sy i regnbuefarver er efterhånden ret populært - og det samme er butikkens farvehjulsbundter, så fik vi ideen at kombinere dette med Annemarie Chany's fine design.... og er der en der som nogen er min "partner in crime", når det gælder regnbuer/farvecirkler og kona cottons, så er det Maria Harrits

Dette billede delte jeg på fb og instagram for et par måneder siden, da vi begyndte vores planlægning ... og allerede der oplevede vi en stor interesse for dette projekt :-)



Da dette mønster oven i købet er syet på maskine, behøvede Maria ingen betænkningstid, men sagde straks ja til at opsy butikkens version. På billedet herunder ser du toppen under arbejde. Den mangler som I kan se på originalen herover den yderste kant.... men jeg tror I kan se nok til at fornemme, hvordan det færdige resultat bliver?


Vi har valgt at køre denne blok over 8 måneder, selvom der er lagt op til at den køres over 12, syntes vi det gav god mening at gøre det på en anden måde. 

Når du melder dig til Chocolatier BOM, får du således:
  • 24 forskellige fat quarters kona cotton i farvehjulets farver
  • 4 meter bundstof (du vælger selv om du vil have hvid som på billedet her, grå eller sort - se EQ-illustrationerne herunder)
  • Det engelske mønster og en KORTFATTET dansk vejledning, der hvor vi har valgt at gribe tingene anderledes an end, der er lagt op til i mønsteret.
Her ser du en EQ-illustration af mønsteret med hvid bundfarve

Her ser du en EQ-illustration af mønsteret med grå bundfarve

Her ser du en EQ-illustration af mønstret med sort bundfarve

Teknik: Skæring og syning i inch på symaskine

Niveau: Ikke for begyndere - du skal kunne læse en engelsk instruktion samt være vant til at sy på maskine!

Størrelse på quilten: 72" x 72" (ca. 183 x 183 cm)


PRIS FOR CHOCOLATIER BOM

Pris for 1. pk, Dkk 520,- + evt. porto
Du får mønster, bundstof og 3 fqs

Pris pr. stk for 2.-8. pk, Dkk 125,- pr stk + evt. porto
Du får mønster samt 3 fqs i hver pakke

Hvis du evt. ønsker at betale hele projekter på én gang, får du 10% rabat, PRIS DKK 1255,- + evt. porto

kontakt helene pr mail helene@helenejuul.dk, hvis du ønsker at tilmelde dig denne BOM, som starter slutningen januar/ starten af februar

mandag den 1. januar 2018

Briemfield Block - ny BOM til håndsyning over pap

¨kære kunder og andet godtfolk
Godt nytår og velkommen til 2018

Så er det blevet tid til at løfte sløret for årets håndsyning over pap BOM!
I år har jeg ikke selv tegnet og designet ... for i efteråret fik jeg via instagram øje på en rigtig spændende blok, The Brimfield Block og tæppet syet af det.

The Brimfield Quilt
str. 47" x 61" (ca. 120 x 155 cm)

Mønster af Kim Martucci & Nisha Bouri


De 2 designere Kim og Nisha er veninder. De kan lide at gå på loppemarked og i antikbutikker sammen. I  fandt en for dem ukendt blok på et loppemarked.

Den originale blok som Kim og Nisha fandt, ca 1925-30


Blokken er faktisk en traditionel blok, bedre kendt under navnet "Friendship Ring". Se billedet herunder som jeg har lånt på instagram hos @buttoncounter som har fundet et andet vintage eksemplar af blokken sammen med et mønster på blokken.



Veninderne gik straks igang med at reproducere blokken og sy deres egen moderne version (som I ser her øverst i indlægget) ... og dannede deres firma Brimfield Awakening med det formål at give nyt liv til det man på engelsk kalder for "orphan blocks" = forældreløse blokke.

Den originale blok er syet i hånden over pap og applikeret på et bundstof - og således har Kim og Nisha også tænkt deres moderne version. De har dog maskinapplikeret deres blok ned på bundstoffet. Til formålet har i samarbejde med det kendte amerikanske firma Paperpiecers fået udviklet en pakke med udstandset pap samt akrylskabeloner til at skære og evt. "fuzzy-cutte" efter (at fuzzy-cutte er at udsøge sig bestemte motiver på stoffet).



De opmærksomme har måske bemærket at papskabelonerne har en perforering, således at "husene" kan deles i 2 for et ekstra scrappy look, ligesom på originalen. Klik her for at se en lille video, der viser dette.  Dette har jeg dog ikke valgt at gøre på butikkens version. 

Jeg har fulgt damerne siden de i september kom på Instagram (søg @brimfieldawakening på Instagram for at finde dem) -  og vidste med det samme, at dette skulle være min næste månedsblok til syning i hånden over pap. Jeg har dog været ret meget i tvivl om, hvilke stoffer, jeg skulle sy den op i ... og om jeg skulle tilbyde mere end én mulighed, da denne blok indbyder til så mange forskellige muligheder; lav evt. en google søgning og se mange fine eksempler!

Jeg besluttede mig dog til sidst for at sy butikkens version op i Denyse Schmidt stoffer; absolut min favoritdesigner. Denyse er inspireret af vintage og retro ... og måske derfor elsker jeg hendes stoffer så meget. Hun blander gerne og ofte flere årtiers design udtryk og farver i sine kollektioner - og jeg har altid haft et pænt udvalg af dem i butikken og bruger dem så ofte i mine designs som jeg kan.

For at give blokkene et moderne udtryk har jeg valgt at mit bundstof skal være Essex Linen i farven Charcoal. Herunder ser I den første blok, som abonnenterne af denne BOM skal sy. Bemærk; blokken ligger løst på underlaget og er således ikke applikeret ned på baggrundsstoffet endnu.


Og her er et par snigkig på endnu et par blokke, så man fornemmer lidt mere af, hvordan projektet kommer til at se ud. Som man kan se, så bliver det et scrappy projekt; 4 nye stoffer til hver blok. Alle Denyse stoffer med et par få undtagelser.




Quilten består af 12 stk Brimfield blokke på str. 14" x 14" (ca. 35,5 x 35,5 cm).

BOM'en vil gå over 12 månder; med start i slut januar og sidste pakke i slutningen af december 2018. Hver måned skal du således sy 1 blok.


Pris, 1. pakke Dkk 1210,- + evt. porto

I første pakke modtager du:
  • Brimfield mønster (engelsk) + min danske vejledning
  • Pap til hele quilten
  • En æske med akrylskabeloner til at skære efter (dog IKKE skabelon til midten, da vi ikke skal have motivstof i midten, men lader baggrundsstoffet kigget igennem som på originalen)
  • 4 forskellige stoffer til 1. blok; ialt 60 cm
  • 2,5 m Essex linen baggrundsstof

Pris for 2.-12. pakke Dkk 95,- pr. stk + evt. porto

I de næste 11 pakker modtager du nyt stof hver gang, ialt lidt mere end 7 meter. 


Den samlede pris på tæppet bliver i alt Dkk 2255,-
BEMÆRK: Hvis du evt. ønsker at betale hele BOM-projektet forude, får du 10% rabat!


Det er naturligvis også muligt at deltage i denne BOM og bare købe mønster alene og sy i egne stoffer.

Pris for mønster alene, Dkk 109,- 

Pris for pose med pap til alle 12 blokke, Dkk 399,-

Pris for æske med skabeloner (Fat House, Small House, Tall House + Orange Peel), Dkk 185,-

Pris for Add-on skabelon til midten, hvis du ønsker et motivstof her, Dkk 75,-

Hertil kommer naturligvis porto

BEMÆRK:
Husk at du skal bestille disse ting, hvis du vil være sikker på at jeg har dem hjemme til dig!

Er du interesseret i at deltage i denne BOM, så kan du tilmelde dig pr. mail til helene@helenejuul.dk