onsdag den 30. marts 2011

Hjælp os med at hjælpe Japan!!!

Som jeg skrev i et blogindlæg den 22. marts er der kommet en appel fra Japan til verdens quiltere om at sy tæpper til de mange japanere (ca. ½ million), der har mistet deres hjem og alt hvad de ejer. En quilt kan være med til at varme en frysende japaner, men har også en helt andet psykologisk betydning ... nemlig bevidstheden om, at der er mennesker rundt omkring i verden, der tænker på én og gerne vil hjælpe.


I quiltemiljøet har man en fin og gammel tradition om at sy til godgørende formål og jeg vil gerne på egne og flere syveninders vegne opfordre alle jer derude med at hjælpe os med at hjælpe Japan. Vi er en flok tøser, der er blevet enig om at mødes til et par sydage; udstyret med UFOer (indrømmet, dem har vi alle ... og nogle har ligget længe), "forældreløse" blokke og stof og se om ikke vi lynhurtigt kan få syet nogle quilts og få dem sendt til Japan.

Har du lyst til at hjælpe os? Vi vil gerne opfordre alle quiltere til at kigge i gemmerne. Måske ligger der en top, der "bare" mangler montering. Send den til os, så skal vi tage os af det. Det kan også være, der ligger halvfærdige projekter, løse blokke mm som med et par timers kærlig opmærksomhed kan blive til et fint lille tæppe? Så send dem til os (adresse følger nederst) så skal vi sørge for at disse UFOer kommer ud af glemslen og forvandles til dejlige varme quilts.

Har du lyst til at hjælpe til, men har du måske ikke nogle UFOer liggende, så kan du f.eks. sy én eller flere af Ayumill's fine stamps/paper piecing blokke, hvor der (på japansk) står "Japan". Så vil vi forsøge at indarbejde disse i vores Japan quilts. Linket til Ayumill's gratis blok kan downloades via hendes blog eller her.

Vi mødes højst sandsynlig første gang i Påsken, så skynd dig at sende noget til os, hvis du vil hjælpe. Adressen kommer her:
Helene Juul Design
Vester Allé 2N
8362 Hørning
Danmark

søndag den 27. marts 2011

Gaver og balloner

Da jeg kom hjem fra butikken i går så gavebordet således ud:

Vin og blomster og små spændende gaver fra kunder, en blød og en hård pakke og en kuvert fra min veninde Anne-Mette og en kuvert fra mine forældre ... ja så kunne min fødseldag bare komme.

Det gjorde den så i dag ... og jeg har haft en dejlig dag. Vi gik jo samtidig over til sommertid, så der blev hugget en time af "syvsoverens"-sove-længe-søndag, men da kl. var 10.00 vækkede Albert mig med kaffe og rundstykker.
Lækker pyjamas/hjemmedragt fra Albert, flotte hjemmestrikkede sokker fra Anne-Mette der også havde sendt cremer, en check fra mine forældre og 2 flotte mug rugs til samlingen. Herligt! :-)

Mug rug'en øverst i PA-farver er syet af Nanny og den blå nederst af Karin. Tusind tak I to ... I er bare så søde!!!
Og ikke et øje var tørt da min yngste søn Magnus havde pyntet stuen med disse balloner ... som han selv havde været oppe og købe for lommepengene:

Sikke en dejlig dag!

Jeg var også i butikken og skære og pakke online-udsalgsordre i nogle timer, men nåede ikke helt igennem bunkerne af bestillinger ... og da det trods alt var min føs'da håber jeg, at jeg er tilgivet. Jeg skal nok ekspedere alle så hurtigt som muligt.

lørdag den 26. marts 2011

Trætte arme

er resultatet af 2 dages HEKTISK OG INTENSIV skæren stof i butikken i anledning af det store fødselsdagssalg. Maria, der var og hjælpe mig (sammen med Pia) fredag, fik ondt i fødderne ... men jeg er vant til at stå og gå meget, så mine fødder var ikke mere ømme end normalt ;-)
Derimod har jeg slidt huden af tommeltotterne og kan mærke i armene at jeg har "jongleret" med "et par bolts" i går og i dag.
Tak til de mange søde (og tålmodige) kunder, der besøgte butikken enten fredag eller lørdag .. ja, nogle af jer kom jo begge dage ;-) Og tak til Maria, Pia, Nanny og Karin, der var rigtig god hjælp i butikken.

Husfotografen var også på arbejde i dag og tog lidt billeder. Der ligger flere på mit flickr-album.

onsdag den 23. marts 2011

Helene Juul Design fylder 5 år!


Det er ikke svært at huske butikkens fødselsdag ... da den stort set falder sammen med min egen. Nu er det 5 år siden at den fysiske butik for første gang slog dørene op ... bevares den gang (27. marts 2006) var det en anden dør, og der er løbet meget vand i åen siden da ... eller skulle vi sige, der er kommet meget stof på hylderne siden da ;-)

Sådan en halvrund føs'da skal da fejres med manér og derfor inviterer vi til stort fødselsdags-salg i weekenden. Fredag den 25/3 fra kl. 15.00-17.30 og lørdag fra kl. 10.00-13.00 er ALT stof (metermål) i butikken nedsat med 50%. For at opnå rabatten skal du købe min. ½ meter. Rabatten gælder således også de i forvejen nedsatte stoffer - hvor du her får yderligere -50% (dog er min. salget af disse stoffer 1 meteter som normalt).

Fødselsdagssalget gælder også i netbutikken; alle ordre på stof modtaget i tidsrummet fredag kl. 15.00 til lørdag kl. 13.00 er der -50% rabat på. Disse ordre vil først bliver ekspederet efter alm. lukketid i butikken lørdag og vil blive taget i den rækkefølge, de er kommet ind, og vi kan ikke garantere for evt. udsolgte stoffer, da hjemmesiden ikke vil blive opdateret under udsalget.

BEMÆRK VENLIGST AT ORDRE I NETBUTIKKEN I FORBINDELSE MED FØDSELSDAGSSALGET KUN KAN BETALE MED KORT, FORUD FOR FORSENDELSEN ... OG AT INGEN ORDRE SENDES, FØR BETALING ER MODTAGET!

Jeg glæder mig til at se dig :-)

tirsdag den 22. marts 2011

Hjælp Japan med quilts

11. marts rammes Japan af et massivt jordskælv (9.0 på Richterskalaen) og efterfølgende skyller en 10 meter (visse steder 30 meter) høj Tsunami ind over landet. De, som i første omgang overlevede det kraftige jordskælv, skal nu kæmpe for deres liv i vandmasserne. En kamp som mange ikke overlever. Der er eksempler på at hele landsbyer er blevet skyllet væk og alle indbyggere savnes og må forventes døde.

Det mudrede billede af kejserparet midt i ruinerne stammer herfra, hvor du også kan se mange andre billeder fra katastrofen, men vær forberedt på at det er STÆRKE billeder!

Katastrofen er enorm for Japan og japanerne (der nu efterfølgende også kæmpe imod en uundgåelig atomkatastrofe). Den japanske økonomi er verdens 3. største og katastrofen vil med garanti få langt større konsekvenser for os alle end vil lige nu kan forestille os. Men, lige nu handler det mere om at handle i nuet og hjælpe japanerne til at komme ovenpå igen. I går så jeg på tv, at UNICEF sendte kasser med skoleudstyr afsted til Japan, noget helt udsædvanligt, da UNICEF normalt kun sender U-landshjælp.

Dødstallet forventes at overstige 10.000, og det vurderes at ca. ½ million japanere nu står uden tag over hovedet. De har kun de få ejendele, de kunne nå at gribe på vej ud af døren. Vejret er ikke for godt i Japan; det har regnet og sneet en del siden tragedien indtraf og flere ældre er allerede døde af kulde på de midlertidige opholdsteder. Der er nemlig heller ikke hverken el eller varme.

Og her er det så vi som quiltere kan hjælpe!
Der er kommet opfordringer til quiltere i hele verden fra Japans førende patchwork magasin "Patchwork Quilt tsushin" samt fra det amerikanske "Quilter's Newsletter" om at sende quilts til Japan. Har du fået lyst til at hjælpe, så læs mere herunder. Jeg har samlet oplysningerne fra bloggen Quiltsalot :

Patchwork Quilt tsushin
Der søges quilts der er mindst 40″ x 40″ (100 cm x 100 cm), nye, forholdsvis ubrugte og rene quilts. Deadline er slutningen af maj eller senere.
Send quilts til:
Indtil midten af april kan quilts sendes til
Naomi Ichikawa,Editor of Patchwork Quilt tsushin
Patchwork Tsushin Co.,Ltd
5-28-3,Hongo,Bunkyo-ku,Tokyo,Japan
zip:113-0033


Efter midten af april til:
Naomi Ichikawa
Patchwork Tsushin Co.,Ltd
2-21-2,Yushima,Bunkyo-ku,Tokyo,Japan
zip:113-0034

Quilter's Newsletter skriver:

Send quilts i hvilken som helst str. fra baby til voksen til:
Quilters Newsletters editorer:

Dana Jones
Quilters Newsletter

741 Corporate Circle, Suite A
Golden, CO 80401

Mærk forsendelsen "Quilts for Japan"
Inkludér dit navn, din adresse, telefonnummer og e-mailadresse

Send venligst kun nye quilts

Evt. spørgsmål kan rettes til Dana Jones, Quilter's Newletter
For at holde dig opdateret på projektet, kan du besøge bloggen, der tilhører 

Der bliver syet quilts af quiltere over hele verden til mange godgørende formål. Her i Danmark har vi f.eks. vores "Projekt Puttetæppe", som også er et værdigt projekt. Et projekt som jeg tidligere har støttet med materialer og gerne gør igen. Men, jeg vil alligevel gerne opfordre alle til at overveje om der mon ligger en UFO (løse blokke, toppe eller lign.), der med en smule arbejde kunne blive til en dejlig varm quilt til et menneske i Japan, der har mistet alt ... og fryser.

Det man giver af et godt hjerte, kommer tifold igen. Prøv engang ...

mandag den 21. marts 2011

Samlingen vokser!

I februar deltog jeg i et mug rug bytte, og da jeg lidt overmodigt skrev, at dette var starten på en samling af mug rugs, kom RAK-genet (RAK står for "Random Acts of Kindness") op i Pia og hun syede mig en fin lille mug rug, så jeg kunne prale af at have hele 2!
En af mine søde kunder, Ulla Knudsgaard,  så dette på bloggen og kom derfor og gav mig denne mug rug:

med et fint lille gruk af Piet Hein ... kloge ord.

Og i da lå der et fedt lille brev fra min mor i min postkasse, som indeholdte denne:
Den sødeste lille mug rug i nogle af mine ynglingsfarver ... syet i 1930 repros. Den er også fin bagpå:


Hvilken herlig overraskelse på en dag, hvor jeg er "sendt til tælling" med influenza-lign. symptomer (ondt i knolden og i "skroget") og der for har måtte blive hjemme fra arbejde. DERFOR ER BUTIKKEN NATURLIGVIS OGSÅ LUKKET I DAG (OG MULIGVIS IGEN I MORGEN)!

Tak for kommentarer ang. håndsyning vs maskinsyning. Det er spændende at læse, hvordan andre har det. Jeg tror meget det handler om MENTALITET og PERSONLIGHED. Om mig plejer man at sige, at går det langsommere, går det baglæns ;-)
Jeg ER bare én, der nusser og kæler for mit håndarbejde. Derfor tiltaler LANGSOMHEDEN ved håndsyning mit temperament fortrinligt. Det har sikkert også noget at gøre med, hvad man først er blevet introduceret til, da man lærte at sy patchwork. Jeg har haft en glimrende lærermester i Ann Baird fra Patchworkhuset i Glostrup (nu Brøndby). Jeg boede dengang i byen og det var Ann, der lærte mig at sy. Alle de mange tips og tricks hun lærte mig dengang, bruger jeg stadig. Ann er selv inkarneret håndsyer, har engelsk familie og er meget præget af den engelske mosaik pw-tradition ... og det var naturligvis det hun lærte videre til de kunder og kursister, der kom hos hende (det var også Ann, der introducerede færdigudstandsede pap-skabloner til de danske patchworkpiger),  ligesom jeg lærer disse ting videre til mine kunder og kursister ... og hele tiden prøver at overbevise dem om at antikke quilts, traditionelle blokke og reprostoffer er SAGEN ;-)

Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke kan lide pang-farver og moderne stoffer. Jeg elsker dem faktisk, men det er mest et "platonisk forhold" jeg har til dem ... lidt på afstand. Det passer ikke min psyke så godt at sy med dem og jeg synes ikke det passer ind i mit hjem heller. Jeg beundrer alle de nye unge quiltdesignere rundt omkring i blogland, der med deres symaskiner frembringer den ene smukke quilt efter den anden ... i en HELVEDES FART (lad mig nævne i flæng Crazy Mum Quilts, Red Pepper Quilts, Oh Fransson! og mange af de designere man ser på Moda Bakeshop, men kan ikke lade være med at trække på smilebåndet over, at flere og flere af dem også lader sig inspirere af "vintage" og "retro-stilen" og blander 1930'er repros med designerstoffer og samler det hele med hvidt/råhvidt. Så ser man at alting går i ring og at "old is new again".

Jeg har solgt 1930'er rproduktioner siden slutningen af 1990'erne og 1800-tals reprostoffer i stor stil i små 10 år efterhånden, og nu kan man så ENDLIG se, at de andre butikker i DK begynder at følge trop og tilbyder reprostoffer. Jeg mener dog stadig at jeg med butikkens udvalg og min historiske viden kan tillade mig at kalde mig "specialist i reprostoffer" ;-)

Håndsyning over pap (især hexagoner) breder sig som ringe i vandet i blogland ... og selv i Norge er man begyndt at gribe til papskabelonerne. Noget som for bare et par år siden var helt utænkeligt. Det kan man nok bl.a. takke Lappemakeriet for, som i nogle år har kørt håndsynings BOMs. Da jeg begyndt at sælge mine håndsyningsmønstre til butikkerne i midten af 1990'erne, var Norge bestemt ikke noget stort marked.

Nu vil jeg kravle hen i sofahjørnet med en uldplaid (ja, de fleste af mine quilts ligger jo "on display" i butikken) og læse lidt i min krimi. Jeg er nu nået til 4. bind i Jussi Adler Olsens serie om afdeling Q, "Journal 64" ... og har allerde sikret mig hans øvrige bøger "Washington dekretet", "Og hun takkede guderne" og "Alfabethuset") ... i Netto til bare Dkk 49,-, så der er nok at gå i gang med.

søndag den 20. marts 2011

I hånden eller på maskine?

Nogen er de fødte maskinsyere, andre er håndsyersker om en hals og andre igen kombinerer lystigt de to ting. Jeg hører helt sikkert til i kategori 2, håndsyerskerne. Ikke fordi jeg ikke KAN eller VIL sy på maskine, jeg foretrækker bare at sy i hånden - også når mine syveninder hovedrystende vender det hvide ud af øjnene, fordi jeg har givet mig i kast med noget, som man "meget nemmere og hurtigere ville kunne sy på maskine". Det som de bare ikke altid forstår er, at DET VED JEG DA GODT. Det er nemlig slet ikke det, som det handler om.
Forleden så jeg et indlæg i en onlinegruppe om, hvorvidt man var en process- eller en produktquilter ... og jeg er helt klart en processquilter. Jeg nyder (og dvæler ved) processen og bekymrer mig mindre om, hvornår (eller om) jeg bliver færdig. Det er selvfølgelig også derfor jeg har 40+ UFOer ;-)

I dette forår må jeg desværre konstatere, at UFO-bunken vokser betydeligt. Jeg kører et kursus, jeg har kaldt "Så sødt som i gamle dage, håndsyningsklubben". Her mødes jeg med nogle søde kursister 1 gang om måneden i februar, marts, april og maj. Hver gang kommer jeg med et inspirations-oplæg til et (eller flere) håndsyningsprojekter med inspiration i min store passion, antikke quilts. Fokus ligger på one-patch mønstre og jeg tilstræber at bruge nogle af de mange fine færdigudstandsede papskabeloner, som vi har i butikken.
Første gang vi mødtes var temaet sekskanter og vi var inde omkring "fuzzy cutting". På torsdag, når vi skal mødes igen, er emnet romber/diamanter.

Jeg vil ikke afsløre, hvad det er jeg er igang med her før efter kurset ... og det er så bare ét af torsdagens projekter. Jeg nyder at finde på projekterne til kursisterne og benytter mig af chancen til at starte op på nogle af de projekter, som jeg altid har drømt om at ville lave.

At være håndsyer og en process-person er selvfølgelig ikke altid kompatibelt med det at have butik og være mønsterdesigner og have deadlines og projekter, der SKAL være færdige. Derfor er jeg også ret tit stresset .... og det er ikke en tilstand, der er særlig befordrende for den kreative energi. Faktisk tvært imod.

For de af jer, der undrer jer, hvad der sker med mine Barbara Brackman CW blokke ... så har jeg altså droppet projekter igen. Jeg tænkte jo at dette kunne være en kærkommen lejlighed til at sy noget, der kun var til og for mig selv ... og så oven i købet på maskine, men jeg løb sur i projekter, da jeg kunne konstatere, at på trods af at jeg havde fulgt Barbara Brackman's syanvisninger, så kom mine blokke ikke til at holde mål. Jeg overvejede så at gøre som andre, at tegne dem over på pap og sy projekter i hånden ... men var jeg jo ligesom tilbage ved udgangspunktet med endnu et laaaaaaaangsommeligt projekt ... og dem har jeg nok af. Jeg har snakket lidt med andre, som har samme problem me de blokke og et af problempunkterne er, at hun har mange forskellige blokke; nogle er 9-patch, andre 5-pach blokek osv. og det gør det vanskeligt at få dem til at passe sammen i sidste ende i størrelsen 8". Mine 2 første blokke var kun blevet 7½ og 7 1/4 inch, så det blev lidt for morsomt for mig til at ville fortsætte.

Blokkene var heller ikke PERFEKT syede - og det er jo en anden ting, som jeg er vant til som håndsyer, så gang på gang må jeg konstatere, at jeg altså foretrækker håndsyning. Jeg ved at der er masser af quiltere, der er rigtig gode til at få tingene til at passe, når de syr på maskine ... og det er jo skønt ... for dem! Men lad mig dog nusse videre (i fred) med min håndsyning, når nu jeg er så glad for det. Jeg er nok i bund og grund født i et forkert århundrede ;-)

søndag den 13. marts 2011

"Pusle-sammen-weekend" med Designholdet 2010

I denne weekend var der "pusle-sammen-weekend" af blokkene, som deltagerne havde syet på mit Designudfordrings kursus i 2010. Siden vi mødtes sidste gang i december, havde mange af dem haft travlt med at få gjort alle opgaver færdige (undtaget mig selvfølgelig, der som sædvanlig har alt for meget andet at lave).
Nogle af pigerne mødtes fredag aften efter arbejde i det beboerhus, der hører til Ingers bebyggelse og hyggede det meste af fredag aften. Flere kom til lørdag ... og jeg deltog i dag, søndag. Jeg nåede dog slet ikke at få mine (få) blokke op af sykurven, da jeg åbenbart var savnet. Mange ville gerne have at jeg gav mit besyv med inden de tog beslutningen og gav sig til at sy deres blokke sammen.
Her er et par billede fra i dag - og har du lyst til at se flere, så kig i mit flickr-album, hvor der nok skal komme flere billeder fra weekenden efterhånden som jeg får dem fra de andre.

Her er nogle af Nanny's blokke. Hun har fået den idé a tsamle sine blokke i elementer á 65 cm for at få lidt "system i rodet":
Det er lykkedes Karin at "personlig-gøre" sine blokke i en sådan grad, at det på trods af, at hun har skulle lege med stoffer og farver, der ligger noget fra hendes normale stil, alligevel har formålet at få noget "typisk Karin" ud af det. Blokkene skal syes sammen "on point" med violette "setting trekanter" og kanter. Det bliver superflot:
Meget af tiden er gået med at kigge på hinandens blokke og komme med gode forslag og in-puts. Her er det Pia og Henriette, der får en sludder om Henriettes blokke:


Og så kan jeg altså ikke nære mig for at bringe endnu et par billeder af lille Emil ... denne gang fotograferet af husfotografen. Jeg tror billederne taler for sig selv, så der behøves vel næppe flere ord ;-)



fortsat god søndag, Helene

torsdag den 10. marts 2011

Pleje"barn" Emil

Vi har adopteret ... eller rettere vi er blevet adopteret. Vores nye "barn" hedder Emil og er en lille, langhåret, fræk men også utrolig kærlig lille "fyr".

Emil er en kat, faktisk genboens kat!
Efter at vi i et par uger havde haft daglige besøg (der blev længere og længere) af denne lille uldtot, måtte vi jo  se at finde ud af, hvor han boede og hvad han hed. Det var nu ikke svært, da han bærer halsbånd.

Vi er nået frem til at Emil er en Maine Coon og at dømme ud fra billeder på nettet, så kan han ikke regne med at han kan blive ved med at bruge vores "katte-indgang", men da han er meget vedholdende og VIL IND så må han jo lære sig at ringe på til den tid, hvor han får sådan et kæmpekorpus, at det ikke kan lade sig gøre ad "katte-vejen" ;-)

Emil "teer" sig som om han boede hos os; han spiser de andre kattes mad, han sover i sofaen og på spisebordsstolene ... og han går på køkkenbordet. Her er han i vindueskarmen på ungernes værelse.

onsdag den 2. marts 2011

400 skridt til "himmerige"

Jeg talte dem ... der er 400 skridt fra mit hjem ... 4 minutter i rask tempo ... jeg kan næsten se derop ... til det som lige nu blot er en gammel stald, men som inden 3 måneder er forvandlet til en rigtig oase ... en lille bid af (patchwork)himlen ...  der hvor jeg og mine søde veninder og hjælpere skal slå vores folder fremover ... butikkens nye hjem:

Det var så næstent endnu et ordløst onsdags indslag!