mandag den 28. oktober 2013

Mrs. Billings BOM café aflyst i aften pga. stormen

Der er nok ikke mange, der vil våge sig ud i vejret her til aften ... og det er vist også lykkedes mig at få en sms igennem til de fleste af dem, som skulle være kommet til BOM café her til aften.

Jeg har valgt at aflyse. Det er nok bedre at vi alle bliver under eget tag her til aften. Det behøver jo ikke forhindre os i at sy selvom det rusker gevaldigt derude, men jeg synes det er for risikabelt at køre fra Horsens, Skanderborg, Hedensted, Kolding, Odder og hvor de søde damer nu kommer fra.

Håber alle er nået godt hjem og i sikkerhed under eget tag?
Jeg mangler stadig den ene af mine drenge, som nu er på vej hjem inde fra Århus her ved 17.30-tiden.

Pas på jer selv og hinanden derude!

lørdag den 26. oktober 2013

Green Tea & Sweet Beans - DU mødegang nr. 2

I dag mødtes årets Design Udfordrings kursister endnu en gang ... og nu hvor vi har haft en måneds tid til at sy var der virkelig noget at vise frem, så vi startede med en fin omgang "Show & tell"

Her viser Maria sine blokke
 
Og her er Helles ... vi blev vist alle lidt forelskede i hendes farvevalg
 
Susanne startede først i tirsdags, så hun var nået imponerende langt
 
Lissy havde været ENORMT flittig og havde både syet blokke tilhørende section 1 og 2
 
Bordet bugnede af lækre stoffer og ting og sager og vi havde en HYGGELIG eftermiddag
 
Maria lavede en lille demo i brugen af strygeplast og strygestivelse
 
 
Har du lyst til at se flere billeder, så kig i butikkens flickr-album

onsdag den 23. oktober 2013

fra killinger til katte

Her sker ikke ret meget lige nu. Det er sgu' skidt at være syg, når man ikke engang orker at sy ;-)

Men, så kan jeg jo vise de sidste nye kattebilleder. Vores kattekillinger har nu passeret det første ½ år og selvom de stadig er små ifht. vores store gamle hankat, så ligner de nu rigtig (små) katte og skal faktisk steriliseres på fredag.
 
 
Cindy
 
 
 
Lea
 
 
 
Det er selvfølgelig Herren i Huset, der har fotograferet!
 
FRÆKKE små katte-piger, der bare er SÅ KLAR til den store verden. Håber vi får lov at beholde dem ... længe!

mandag den 21. oktober 2013

Butikken lukket i dag pga. sygdom

Butikken i Kolt er lukket i dag pga. sygdom.
Håber at jer, der sædvanligvis kigger forbi om tirsdagen husker at kigge forbi blog, Facebook eller hjemmesiden og orienterer jer, så I ikke kører forgæves.

Håber og regner med at være på "min pind" igen fredag.

Bedste hilsener
Helene

fredag den 18. oktober 2013

Årets Design Udfordring, Green Tea & Sweet Beans ... fra New York

Som de fleste sikkert har fået med sig har jeg hvert efterår en sjov udfordring kørende i butikken, som man enten kan være kursist på eller abonnere på, hvis man bor for langt væk fra butikken.

De øvrige år (den har kørt siden 2009) har det været mig, der har fundet på hvilke udfordringer deltagerne skulle udsættes for.

I 2009 var det "lakridskonfekt-farver" og medaljonstil. Det var et helt nyt koncept jeg havde fundet på der og jeg havde et stort hold, både i butikken og som abonnenter - og min fornemmelse er at deltagerne syntes det var meget udfordrende, men også meget sjovt at være med ... og der kom nogle lækre quilts ud af det. Se flickr-albummet her.

I 2010 var det Kaffe Fasset/Rowan stoffer og det som jeg kaldte "puslespils-blokke", altså blokke der skal "pusles" sammen til slut fordi de ikke har samme størrelse. Kaffe-manden har altid været populær og igen dette år var der mange deltagere - måske også fordi første års deltagere havde talt så varmt om det? Billeder fra denne udfordring kan du se i dette flickr-album.

I 2011 havde jeg lagt mig fast på blokstørrelsen og på at selve layoutet var en sampler quilt og så fik deltagerne hver gang en udfordring i at fortolke en sætning/en følelse, et begreb i en pw-blok. Stofferne var denne gang en blanding af en moderne moda kollektion ... og 1930'er reproduktioner, og jeg er lige ved at tro at det var den allersværeste udfordring jeg nogensinde har stillet op idet 1930'er stoffer ikke er for alle? Billeder fra denne udfordring kan ses i dette flickr-album

I 2012 syntes jeg selv at jeg havde været snedig og meget udfordrende idet jeg denne gang havde et moderne tema. Deltagerne fik en blanding af "Fleamarked Fancy" af design-ikonet Denyse Schmidt og en kollektion fra Kate Spain for moda, der hed "Central Park". Af dette skulle de sy moderne blokke/elementer efter forskellige retningslinjer. Supersjovt syntes jeg selv denne udfordring var. Billeder fra denne udfordring kan du finde i dette flickr-album

Da jeg skulle finde på 2013-udfordringen var jeg lidt i vildrede. Man skal jo forny sig og umiddelbart syntes jeg at vi havde været rundt i mange udkroge de sidste par år. Som så mange gange før var det indkøb af én bestemt stofkollektion, der satte ideen igang. Endnu engang faldt mit valg på Denyse Schmidt, der designer nogle lidt skal vi sige "anderledes" kollektioner, ofte vintage inspireret, både i farve og stil. Hendes stoffer vil for de fleste være "noget andet" end det de som sædvanlig sidder og "nusser" med og det er netop det som jeg gerne vil ... sparke deltagerne lidt i en anden retning end den trygge og det som de plejer ;-)

Hendes nyeste kollektion "Florence" findes både i en varm (rød, pink) farveskala og i en kold (grå, blå, grøn) ... og da mit valg ofte ville være den varme, så udfordrede jeg også mig selv og valgte den kolde. Deltagerne får 4 x 3 stk 30 cms stof; 3 stk af gangen over 5 måneder fra september til januar (vi holder december fri).



Men, hvad skulle vi så sy???
Mit valg faldt på et vælge et allerede færdigt mønster kaldet "Green Tea & Sweet Beans", designet af australske Jen Kingwell. Projektet havde for år tilbage været en BOM i en australsk pw-butik og allerede dengang havde jeg set blokke på forskellige blogs og flickr-albums og syntes de var utrolig spændende.


Projektet havde alle elementer, der kunne være med til at udfordre deltagerne i årets DU; forskellige blokke der skulle syes i forskellig stoffer og med forskellige teknikker. Godt nok ville vi alle sammen komme ud med "samme" quilt, hvilket vi ikke har gjort de andre år, men jeg vurderede at det sikkert OGSÅ ville være meget sjovt at se, hvorledes vi kunne fortolke nøjagtigt samme projekt, når vi har en fælles pallette af 12 stoffer og derudover må sætte vores eget præg alt efter hvad vi vælger af farver og stoffer.

Os, der deltager i disse Design Udfordringer har det med så også at lægge yderligere udfordringer/restriktioner ned over os selv (som da jeg sidste år pålagde mig selv at jeg den store håndsynings-elsker SKULLE sy alt på maskine) - og det tror jeg også er tilfældet for flere i år. Jeg har besluttet mig for at jeg skal bruge de indkøb jeg gjorde i The City Quilter og Purl SOHO i New York i sommers, da de typemæssigt (moderne stoffer) ville egne sig godt til dette projekt.


Det er selvfølgelig langt fra nok, så jeg vil også tilsætte andre stoffer fra stashen og butikken, som jeg synes passer, men det vil er bestemt en udfordring at jeg SKAL bruge mine New York stoffer, der ikke er købt for at skulle passen i samme projekt ;-)

DU-pigerne har allerede mødtes første gang, i september, og jeg har lavet et flickr-album til Design Udfordringen 2013. Du har måske allerede set et par billeder hist og pist, f.eks. på Hannes, Berits eller Marias blog?

Skulle du have været deltager på en af de tidligere års DU og ligger inde med billeder af en evt. færdig udfordring, så send dem gerne til mig, så jeg kan lægge dem i det pågældende flickr-album.

... og skulle du sidde og fortryde at du ikke har meldt dig på årets udfordring, så har jeg stadig et par ledige pladser!

onsdag den 16. oktober 2013

Best Friends Forever BOM - ny stitchery BOM hos Helene Juul Design


Australske Rosalie Quinlan Designs har netop udgivet en vidunderlig ny BOM bestående af 8 mønster pakker, der hver består af 4 forprintede stitchery designs på hør (så slipper man selv for at skulle tegne op). De 8 designs kan bruges til at lave en fin quilt (133cm x 118cm/ 52” x 72”), eller bruges hver især til mange forskellige projekter som f.eks. dækkeservietter, bordløbere, puder mm. 


Helene Juul Design tilbyder 8 mønsterpakker til Dkk 169,- pr. Stk (+ evt. Porto). Første pk. Udsendes 31/10 og derefter ca. hver 6. uge.

Du kan tillige vælge også at købe en start stofpk. med 15 fqs til Dkk 529,- (+ evt. Porto). Her er stof til ca. ½ af quilten som så kan suppleres med flere stoffer undervejs (enten af de samme - så langt lageret rækker eller andre lign. stoffer). De stoffer der er brugt til butikkens version er en blanding af “Gypsy Girl” & “Summerhouse” modakollektioner af Lily Asbury med supplement af prikker og dots mm fra Michael Miller mm. i farverne pink, gul, grøn og turkis.


Det er også muligt at købe matchende tråd. Maria Harrits, der syr butikkens lækre version op, har brugt den japanske Cosmo tråd fra Lecien. En tråd startpk. Med 11 smukke Cosmo tråde koster Dkk 140,- (+ evt. Porto). Her er nok til de første 4 stitcheries fra pk. 1, men især de grønne skal der bruges meget af (hvor meget præcis ved vi ikke endnu), så du må supplere undervejs. De enkelte Cosmo dukker koster Dkk 13,- pr. stk.

Du kan NATURLIGVIS også bruge egne stoffer og tråd og blot købe mønsterpakkerne!

Maria laver desuden en dansk monteringsvejledning i ord og billeder til sidste pakke.

Tilmelding pr. mail til helene snabela helenejuul dot dk

onsdag den 2. oktober 2013

Det er altid dejligt ...

når man ser nogle færdige resultater af mønstre man selv har designet ... eller stof man har solgt til kunder.

På udstilling på Årets Træf spottede jeg flere af den slags quilts - og det er en skøn følelse. Dog ville jeg ønske at flere gjorde sig den ulejlighed at angive kilde på deres udstillede quilts ... altså hvilket mønster man har brugt. De fleste syr jo efter et mønster fra en bog eller et mønster af den dansk eller udenlands designet, som de har købt i en pw-butik. Hvis man angiver mønsterdesigner eller bog så gør man jo både udstillingens tilskuere en tjeneste (hvem har ikke prøvet at stå foran en quilt og tænke "den kunne jeg også godt tænke mig at sy, men hvor finder jeg mønsteret?") samtidig med at man giver mønsterdesigneren den anerkendelse han/hun fortjener. Som regel står der blot "syet af ..." på udstillede quilts ... og det er jo kun den halve sandhed.

Har man fået en anden til at quilte for sig - og det sker jo indimellem efterhånden som long-arm quilting bliver mere og mere almindeligt også i Danmark - så er det også på sin plads at nævne det. Quiltningen udgør en jo ikke helt uvæsentlig del af et design. En god quiltning kan løfte en quilt helt op på et andet niveau!

På træffet spottede jeg straks en fin lille barnequilt. Der var noget bekendt over både stoffer og design ... og jo da jeg kom tættere på kunne jeg se at jeg både kendte quilt og quilter. Det var nemlig Birgith der udstillede en lille quilt syet i reprostoffer fra Wolff & Juul's repro-abonnement.

Jeg har lånt billedet her på Birgith's blog
 
 
og se lige en fin label hun har lavet til den
 
Har du syet noget op med mønstre enten designet af mig eller købt hos mig, så vil jeg gerne se :-)

tirsdag den 1. oktober 2013

Nyt design i Hendes Verden

I denne uge er der igen patchwork i Hendes Verden


Og det er (til dels) mit "værk" det ene af de 5 tæpper, der er mønster på i nr. 40
 
 
Tæppet er nemlig syet af bytteblokke. Min mor og jeg har byttet 9-patch blokke med en flok skandinaviske quiltere ... og det er der indtil videre kommet dette ene tæppe ud af. Dette er nemlig min mors tæppe og skal hjem og bo hos hende, men da hun ikke så gerne syr på maskine, så er det mig, der har syet blokkene sammen for hende. Mine egne blokke ligger stadig og venter på at jeg får 2 søndage i en uge ... søndag er jo ugens eneste fridag her ;-)
 
Dette er et oplagt resteprojekt, men har man ingen 1800-tals reprostoffer kan man selvfølgelig købe LIGNEDE materialer hos mig. Kanten fås dog ikke, da den er taget fra den private "stash", men jeg har noget der ligner i butikken.
 
Bytteblokkene var en blandet landhandel af håndsyede og maskinsyede blokke og jeg har monteret dem på maskine, men sy vejledningen i Hendes Verden er beregnet til håndsyning over pap.