"Ich bin ein Berliner", er en af de sætninger, der står klart i erindring (også for de af os, der som mig er "for ung" til at have oplevet det selv). Det var daværende amerikanske præsident John F. Kennedy, der sagde de berømte ord den 26. juni 1963 i West Berlin for at markere USA's støtte til Vesttyskland efter at Sovietunionen havde rejst Berlinmuren.
I dag, den 11. september 2011, som markerer 10-års dagen for terrorangrebet på World Trade Center i New York, kunne man med rette sige: Today we are all American/ i dag er vi alle amerikanere.
Der er nok ikke mange voksne mennesker i verden, som ikke husker, hvor de var, hvem de var samme med, hvad de tænkte og følte den smukke september dag for 10 år siden? Nøjagtig på samme måde som de fleste da-levede husker mordet på selvsamme JFK den 22. november 1963? Jeg husker selv at have tænkt som teenager, at det var da noget fjollet noget ... at mennesker her i Danmark kunne huske denne dag ... at det skulle have gjort så stor indtryk på nogen, at en amerikansk præsident døde. Efter 11. september 2001 var jeg blevet så meget klogere.
Jeg havde lige mødt Albert og vi var (næsten) blevet kærester ... det var i allefald tydeligt, at det var den vej, det gik. Jeg havde ikke noget arbejde i den periode og havde derfor god tid foran tv den morgen. Jeg husker TYDELIGT at jeg bare sad lamslået foran tv-skærmen, ikke bare den morgen ... men hele dagen. Først fattede man jo selt ikke, hvad der skete ... det lignede noget fra en (dårlig) amerikansk film. Da det gik op for én, at det var virkeligt, blev det ikke mindre uforståeligt. I dag 10 år senere er det stadig ufatteligt.
11. september 2001 blev en dag, der ændrede ikke bare New York og USA, men hele verden. På en måde mistede vi vores uskyld den dag ... i allefald os almindelig mennesker. Verden blev på et øjeblik pludselig et meget usikkert sted. Sådan havde jeg det i allefald.
I dag har jeg igen tilbragt meget af dagen foran mit tv og set de samme (og en masse nye) billeder og live-optagelser fra denne dag ... og igen oplevet samme følelse af afmagt, vantro og forbløffelse. Man får stadig tårer i øjnene, når man ser disse frygtelige billeder ... og følelsen af samhørighed og solidaritet med det amerikanske folk står stærkt.
Meget af tiden kunne jeg slet ikke løsrive mig så meget, at jeg kunne sy ... men det er dog blevet til en håndfuld nye "kasser" også denne weekend, helt præcis 11 nye. Denne gang lidt flere blå end røde, som jeg vist er ved at få "overvægt" af (jeg elsker rødt). Jeg bruger (næsten) alle farver. Der er ikke gult, grønt og violet stoffer med og jeg har en overvægt af stoffer fra midt 1800-tallet til start 1900-tallet. Jeg har også inkluderet en del stoffer, som IKKE er reprostoffer, men som har den "feel" jeg er ude efter for at få det rigtige antikke look til min quilt, nemlig tern og striber af mange slags.
Jeg har regnet mig frem til at jeg nu har syet ca. 2/3 af det ønskede antal kasser. Jeg regner med at skulle have 11x13 rækker og mangler nu omkring 50 stk ... og så naturligvis at sy dem sammen ... men med den fart, jeg har haft på (i forhold til mit sædvanlige tempo ;-), så sker det måske før end man aner.
Tak til alle jer, der kommentere på mit sidste indlæg om sytørke/-kvalme og kom med gode råd. Råd som jeg helt sikkert vil afprøve. I dag stoppede jeg f.eks. mig selv i at ville starte et nyt projekt op!
Rådet om helt at lade være med at sy, går næsten af sig selv. Jeg har ofte dage og uger i træk, hvor jeg ikke får syet et sting ... enten fordi jeg har for travlt ... eller er for træt, når jeg endelig får sat mig ned om aftenen. Jeg passer jo min butik ved siden af mit lærerjob og har også arrangementer, kurser og cafeer i butikken et par gange om ugen. Mine weekender er også ofte ret korte ... som denne weekend, hvor det kun var søndag, der blev fridag ... og så har man jo også mange ting i hjemmet som vasketøj mm, der skal ordnes.
I aften får jeg nok syet en kasse eller to mere, da der er masser af 9-11 udsendelser endnu!
