Så skete det, som ikke måtte ske ...

Kære bloglæsere og kunder

Jeg vil gerne have lov til at offentliggøre en mail jeg har fået fra Elisabeth i går – og det gør jeg med Elisabeths viden og tilladelse. Hun skriver:

”Undertegnede vil gerne hermed dementere, at der har været tyveri fra Helene Juul’s butik 25. marts 2014. Jeg hjælper p.t. med at passe butikken tirsdag og fredag under Helene’s sygdom, og var af forskellige årsager noget overbebyrdet denne tirsdag, hvor der skulle pakkes mange netordrer, BOM-pakker blev afhentet og skulle afskrives på lister, der var mange kunder som skulle hjælpes en del og samtidig var der mange mennesker på formiddagscafé, så jeg skulle abstrahere fra meget snak rundt omkring mig, når jeg betjente kunder.
Samtidig var jeg i den situation, at jeg skulle være ”færdig” med alle gøremål inden lukketid præcis kl. 13, da jeg havde en privat aftale 13.30 - og så gik det altså galt med min hukommelse, da jeg bad Helene om at bestille flere sakse følgende fredag, hvilket hun undrede sig over, da vi jo lige havde fået sakse hjem.

Jeg har BRUDT min hjerne i den uge, der gik inden Helene lavede sit blog-indlæg for at se om jeg kunne rekonstruere dagene og prøvet at huske om jeg havde solgt saksene og i givet fald til hvem, men jeg kunne simpelthen ikke huske det, og efter at have talt om skal/skal ikke, postede Helene sit blogindlæg om tyveri. Dette har nu fået en kunde til at henvende sig, som kunne fortælle, at hun (som dagens sidste kunde) købte – og betalte – saksene den pågældende dag; en ekspedition som var omfattende og som for øvrigt blev afbrudt flere gange af andre kunder. Denne henvendelse fik så min hukommelse i sving, og jeg kan bekræfte, at ingen er under ”mistanke”, fejlen er min og min alene. Jeg BEKLAGER dette og håber på jeres forståelse – jeg er jo kun et menneske.

Mange hilsner Elisabeth”

Jeg kan kun tilslutte mig Elisabeths dementi. INGEN er under mistanke om noget og det er VIRKELIG BEKLAGELIGT at jeg fik skrevet dette blogindlæg … men havde jeg ikke gjort det, så ville vi stadig tro, at saksene ikke var solgt, men stjålet. Og I drømmer ikke om hvor glad og lettet jeg er over, at det forholder sig således! En sten er faldet fra mit - og sikkert også andres - hjerte, da det viser sig at denne gang var der ikke tale om tyveri, men om en menneskelig fejl.

Elisabeth har trukket et meget stort læs i de sidste 3 måneder og har været i stand til at holde butikken åben tirsdag formiddag og fredag eftermiddag. Elisabeth gør det fordi det er sådan noget venner gør for hinanden i en svær tid. Hun påstår selv at det er ”payback” for det jeg har gjort for hende, da hun havde en svær tid … men igen, sådan er det jo imellem venner. Man går ikke og holder ”regnskab” på venskabs-kontoen.

For hendes venskab og for det hun har gjort for mig og for butikken vil jeg for altid være hende DYBT taknemmelig. At hun så samtidig er en meget kompetent og dygtig syerske og et venligt og hjælpsomt menneske, der gør sit yderste for at yde den bedst mulige hjælp til kunder og ekspedere dem så godt hun kan, når hun står bag disken … det er jo en gave.

Jeg er i det hele taget meget taknemmelig over den støtte, sympati og hjælp jeg har fået af mine fantastiske kunder i en svær tid. Mange har udover de mange søde hilsener, blomster, chokolade og andre dejlige ting de har sendt og afleveret til mig, tilbudt deres hjælp hvor der nu var brug for den. Det har betydet at flere af mine kunder er gået på posthuset for mig (med de store forsendelser som jeg ikke selv har kunne få i postkassen), har handlet ind til cafeerne, har hjulpet med at pakke abonnementspakker, støvsuget, vasket gulv i butikken … og hvad der nu ellers var behov for..

Og ikke mindst er jeg DYBT DYBT taknemmelig for den omsorg, varme og støtte jeg har fået fra ALLE de dejlige piger, der er omkring mig og hjælper mig i butikken – ikke bare nu hvor jeg er sat ud af spillet – men i det hele taget. Det er de piger, som I andre f.eks. også møder på og omkring standen, når butikken er på træf.

Denne ulykke er noget af det mest traumatiske jeg har været ude for i mit liv endnu - og jeg er desværre langt fra "fit for fight" endnu, men dog langsomt på vej den rigtige vej .. og som et ordsprog ganske rigtig siger, så er det i nøden at man skal kende sine venner.

DYBT BEKLAGENDE – men EKSTREMT LETTEDE – hilsener Helene