Nogen er de fødte maskinsyere, andre er håndsyersker om en hals og andre igen kombinerer lystigt de to ting. Jeg hører helt sikkert til i kategori 2, håndsyerskerne. Ikke fordi jeg ikke KAN eller VIL sy på maskine, jeg foretrækker bare at sy i hånden - også når mine syveninder hovedrystende vender det hvide ud af øjnene, fordi jeg har givet mig i kast med noget, som man "meget nemmere og hurtigere ville kunne sy på maskine". Det som de bare ikke altid forstår er, at DET VED JEG DA GODT. Det er nemlig slet ikke det, som det handler om.
Forleden så jeg et indlæg i en onlinegruppe om, hvorvidt man var en process- eller en produktquilter ... og jeg er helt klart en processquilter. Jeg nyder (og dvæler ved) processen og bekymrer mig mindre om, hvornår (eller om) jeg bliver færdig. Det er selvfølgelig også derfor jeg har 40+ UFOer ;-)
I dette forår må jeg desværre konstatere, at UFO-bunken vokser betydeligt. Jeg kører et kursus, jeg har kaldt "Så sødt som i gamle dage, håndsyningsklubben". Her mødes jeg med nogle søde kursister 1 gang om måneden i februar, marts, april og maj. Hver gang kommer jeg med et inspirations-oplæg til et (eller flere) håndsyningsprojekter med inspiration i min store passion, antikke quilts. Fokus ligger på one-patch mønstre og jeg tilstræber at bruge nogle af de mange fine færdigudstandsede papskabeloner, som vi har i butikken.
Første gang vi mødtes var temaet sekskanter og vi var inde omkring "fuzzy cutting". På torsdag, når vi skal mødes igen, er emnet romber/diamanter.
Jeg vil ikke afsløre, hvad det er jeg er igang med her før efter kurset ... og det er så bare ét af torsdagens projekter. Jeg nyder at finde på projekterne til kursisterne og benytter mig af chancen til at starte op på nogle af de projekter, som jeg altid har drømt om at ville lave.
At være håndsyer og en process-person er selvfølgelig ikke altid kompatibelt med det at have butik og være mønsterdesigner og have deadlines og projekter, der SKAL være færdige. Derfor er jeg også ret tit stresset .... og det er ikke en tilstand, der er særlig befordrende for den kreative energi. Faktisk tvært imod.
For de af jer, der undrer jer, hvad der sker med mine Barbara Brackman CW blokke ... så har jeg altså droppet projekter igen. Jeg tænkte jo at dette kunne være en kærkommen lejlighed til at sy noget, der kun var til og for mig selv ... og så oven i købet på maskine, men jeg løb sur i projekter, da jeg kunne konstatere, at på trods af at jeg havde fulgt Barbara Brackman's syanvisninger, så kom mine blokke ikke til at holde mål. Jeg overvejede så at gøre som andre, at tegne dem over på pap og sy projekter i hånden ... men var jeg jo ligesom tilbage ved udgangspunktet med endnu et laaaaaaaangsommeligt projekt ... og dem har jeg nok af. Jeg har snakket lidt med andre, som har samme problem me de blokke og et af problempunkterne er, at hun har mange forskellige blokke; nogle er 9-patch, andre 5-pach blokek osv. og det gør det vanskeligt at få dem til at passe sammen i sidste ende i størrelsen 8". Mine 2 første blokke var kun blevet 7½ og 7 1/4 inch, så det blev lidt for morsomt for mig til at ville fortsætte.
Blokkene var heller ikke PERFEKT syede - og det er jo en anden ting, som jeg er vant til som håndsyer, så gang på gang må jeg konstatere, at jeg altså foretrækker håndsyning. Jeg ved at der er masser af quiltere, der er rigtig gode til at få tingene til at passe, når de syr på maskine ... og det er jo skønt ... for dem! Men lad mig dog nusse videre (i fred) med min håndsyning, når nu jeg er så glad for det. Jeg er nok i bund og grund født i et forkert århundrede ;-)
