Denne uge har ungerne og jeg tilbragt i vores Lollandske ferieparadis hos mormor og morfar. Der leves livet i et noget mere adstadigt tempo end jeg normalt er vant til - og der er ikke noget som stille dage på terassen med et sytøj, højt til himlen, solskin og mormors kødgryder til at få mig gearet helt ned igen efter en travl periode.
I næste uge (28) fra mandag den 9. til fredag den 13. juli har jeg EKSTRAORDINÆRT åbent i butikken i Kolt inden jeg for alvor lukker for 3 ugers ferie fra lørdag 14. juli til søndag den 5. august, begge dage inkl.
Hele ugen vil der være forskellige gode tilbud hver dag samt mulighed for at komme og sy, også hver dag samt en fin DEMO. Jeg har et par gange skrevet her på bloggen, at et nærmere program følger, så her kommer det så endelig:
Mandag er der ½ pris på alle bøger (med FÅ undtagelser af de ALLERNYESTE titler)
Tirsdag er der 25% rabat på alle Kaffe Fasset/Rowan stoffer ved minimum køb af ½ meter af hvert design
Onsdag er der 25% rabat på alle pre-cuts (Jelly Rolls, charm packs mm)
Torsdag er der ½ pris på alle i forvejen nedsatte stoffer (= Dkk 35,- pr. meter) ved min. køb af 1 meter af hvert design. DESUDEN kommer Maria Harrits kl. 11.00-14.00 og viser forskellige nemme måder at montere lynlås i punge/tasker/pudebagstykker mm .... noget som mange quiltere viger tilbage for, fordi de synes det er lidt svært. Maria vil desuden vise en nem måde, at sy en sjov lille trekantet pung og vil desuden give "lynlåse-førstehjælp", så har du projekter med lynlås, der ikke lige er blevet færdige pga div. vanskeligheder, så tag dem med, og vi kan se på dem sammen...
Fredag er der 2 gode tilbud: tilbud på mønstre; køb 5 stk mønstre og få det dyreste gratis samt alle magasiner til ½ pris, da butikken stopper forhandling af magsiner.
Alle tilbud gælder også i netbutikken de pågældende dag - så langt lager rækker og med det forbehold, at netordrene først ekspederes EFTER lukketid i den fysiske butik og derfor kan være udsolgt.
ALLE DAGENE (på nær torsdag under Marias demo kl. 11-14) er der sycafé ... så grib sytøjet og gerne en madpakke og lidt at drikke, så byder jeg kaffe, the og lidt sødt. Prisen er Dkk 25,- pr. dag. Tilmelding er ikke nødvendigt og cafeen betales på dagen, men pladsen er dog begrænset til antal af siddepladser, altså omkring 12 personer ;-)
Jeg glæder mig til at se jer!
Sikke da et flot program, jeg håber der bliver tid til at kigge forbi, men jeg er arbejdsramt hele ugen, så nu må vi se.
SvarSlet