mandag den 24. februar 2014

Stash abonnement - pink er februars farve!

I januar startede jeg et nyt moderne stof abonnment kaldet "Stash". Det kan du læse mere om her

Hver pakke hentes af/sendes til abonnenterne efter den 20. i måneden ... og denne måned er farven rødviolet ... eller som den populært kaldes, pink.

Abonnementet er et rent stof-abonnement ... der følger altså ikke noget mønster med og du må selv vælge om du VIL sy noget med dem eller blot lægge dem på lager, ind til din stash ;-)

Jeg har møjsommeligt syet mig igennem endnu én spiderweb blok. Det går stadig meget langsomt her men bare en tråd om dagen dagen bliver jo også til noget.


Der er stadig ledige pladser på dette abonnement, så tag kontakt, hvis du er interesseret.

lørdag den 22. februar 2014

En verdensdame kommer til Hørning 25.-26. september 2014

Jeg er utrolig stolt over at kunne tilbyde et kursus med den verdenskendte designer og underviser Sue Daley fra Australien … damen, der har gjort syning i hånden over pap populært i hele verden, selv i USA, hvor man jo traditionelt mest har syet ”på amerikansk” (uden papskabeloner). Sue Daley rejser rundt i hele verden … og i september ligger hun altså for første gange vejen forbi Danmark ... helt bestemt Hørning, bare 14 km fra Århus.

Kender du ikke Sue Daley kan du evt. læse mere på mit "Ugens darling indlæg fra oktober 2012"

Nu er der jo mange ting, der skal falde på plads, når man laver aftaler med den slags "superstars" indenfor vores dejlige hobby, så den første dato, der blev meldt ud i mit kursusprogram i januar (22.-23. september) er nu ændret til torsdag den 25. september, med mulighed for udvidelse med endnu en workshop fredag den 26. september.

Torsdag den 25. september vil der være workshop i et af Sue's nye mønstre i ”The Waggon Wheel Quilt” 

”The Wagon Wheel” er et perfekt valg for dig, der evt. skal prøve et af Sue's mønstre for første gang, da det indeholder en kombination af teknikker; needleturn applikation, omvendt applikation og håndsyning over pap. Quilten måler 61”x 61” (ca. 155x155 cm).

Kurset er fra kl. 10-16 og koster Dkk 525,-. Inkl. i kursusprisen er der en let frokost samt eftermiddagskaffe/ the & kage. Dertil skal lægges udgift Dkk 550,- på mønster til "Waggon Wheel" (der ligesom de fleste af Sue's mønstre er inkl. alle skabeloner samt acrylskabeloner).

Jeg har lejet et festlokale, hvor vi kan være hele dagen, så jeg forestiller mig at de der har lyst, fortsætter med at sy og hygge, når Sue skal tilbage til sit hotel. Så finder vi ud af at organiserer noget mad fra den lokale pizzabar eller lign.. 

Om aftenen er der så mulighed for at tilmelde sig et ”Trunk Show” (det koster Dkk 100,- ), hvor Sue viser sine mange smukke quilts. Til dette arrangement vil der også blive serveret kaffe/the og kage.

Jeg vil - som altid når jeg arrangerer den slags kurser - stille en mini-filial af butikken op, så man har mulighed for at handle under kurset. Der vil være mulighed for at købe mønstre på de fleste af de quilts Sue viser til sit Trunk Show. Har man særlige ønsker om mønstre, så kan de også skaffes hjem til kurset.

Hvis der er interesse for det har jeg (i hvert tilfælde indtil videre) mulighed for at få en ekstra kursusdag med Sue, hvor jeg forestillede mig at hun kunne undervise i et andet af hendes flotte mønstre, ”Lancaster”. Fredag den 26. september fra kl. 10-16, Pris Dkk 525,- (Inkl. i kursusprisen er der en let frokost samt eftermiddagskaffe/ the & kage)

Størrelse 72" x 72"/ ca. 183 x 183 cm

"Lancaster" er  ligeledes syet vha. en kombination af forskellige teknikker; syning i hånden over pap, alm. håndsyning (det vi kalder amerikansk syning) eller evt. maskinsyning , needleturn applikation og kanten består af clamshells, som Sue Daley har en meget nemt måde at lave på. Mønstret indeholder alle de nødvendige papskabeloner samt acryl skabeloner og koster Dkk 649,-. Mønstret skal købes for at kunne deltage i kurset.

BEMÆRK: "Lancaster" kurset bliver UDELUKKENDE gennemført, hvis der er nok tilslutning for 2 kursusdage med Sue Daley, men jeg skal sørge for at jeg under alle omstændigheder har mønstret hjemme!

Nogle af jer kommer langvejs fra og vil måske overveje en overnatning?
Her kan jeg bestemt anbefale Hørning Kro, hvor Sue også overnatter. 

fredag den 21. februar 2014

Butikken har åbent i dag

Det er fredag og Elisabeth passer igen igen butikken for mig.
Lægen har lige "grounded" mig endnu en månedstid. Det er både rigtig træls og en stor lettelse på samme tid. Jeg VIL gerne igang igen, men helbreddet er altså ikke til det endnu.

De som selv afhenter deres Flora pakker kan komme forbi og hente pakke nr. 11, da Elisabeth har dem klar. Abonnenterne får tilsendt en faktura og vil få dem tilsendt efterhånden som der betales for dem.

Blok 11 er en endnu en rigtig fin og forårsagtig blok ... elsker I ikke også bare Wenches streg?


... og nu begynder man jo også snart at tro på at det bliver forår her. Skønt, ikke?

onsdag den 19. februar 2014

Et fund

Jeg forsøger stadig her at komme ovenpå efter mit uheld i januar, men ting tager tid ... lang tid ... og det er (sagt på godt jysk) rigtig træls. Jeg er langt fra der, hvor jeg kan sige at jeg er tilbage i om ikke topform, så den sædvanlige form ;-)

Jeg bliver stadig utrolig hurtig træt ... også uden at lave noget.
De få gange jeg har forsøgt at være social et par timer, er jeg totalt bombet bagefter ... bare at at være til stede og prøve at følge med i andres snak. Allerbedst går det, når jeg tuller rundt i stilhed herhjemme.

Jeg kan stadig ikke læse. Tiden foran pc'en skal begrænses og syning bliver der næsten ikke gjort. Jeg tænker mere på syning end jeg reelt syr ... men bare det at jeg er begyndt at TÆNKE på det opfatter jeg som et fremskridt. Jeg SAVNER at sy.

Jeg er begyndt at kunne gå mig nogle små ture. Op til postkassen eller Brugsen og hjem igen. Rart at få lidt luft og de seneste par dage har det været helt forårsagtigt. På min tur til postkassen i dag passerede jeg vores lokale Genbrugs, hvor man indimellem kan finde en lille fin ting til ingen penge.


I dag brugt jeg en flad 20'er på at købe denne søde lille flødekande og en lille (sukker?) skål. De tilhører ikke samme stel. I bunden af kanden står der "Coaching Taverns 1828 Royal Tudor Ware Staffordshire England" og under skålen står der bare "Made in England" og et nummer 25-4, men det er engelsk fajance og rødt ... og rigtig sødt. Manden min vil nok ryste på hovedet og undre sig over, hvad jeg skal bruge det til ... og det vil jeg ikke kunne svare på. Jeg kunne bare ikke stå for det. Jeg elsker engelsk fajance og drømmer om engang at kunne dække et helt kaffebord ... og det skal ikke nødvendigvis være kopper og tallerkener magen til hinanden.

Er der andre, der har det som mig og har svært ved at passere et loppemarked, en gebrugs, marskandiser og lign.?

torsdag den 13. februar 2014

Improviseret fredags café

Elisabeth passer butikken i morgen og hun vil gerne have godt selskab og holder derfor en improviseret fredags café ... så grib sytøjet og kig forbi i morgen mellem 15-17.30, så byder hun en (eller flere) kop kaffe/the og lidt sødt til.

I morgen er det 14. februar og dermed også Valentinsdag, hjerternes og kæresternes dag. Tror du manden i dit liv forkæler dig? Min plejer godt nok ikke at gøre det. Jeg tror nu han synes det er noget "amerikansk pjat".

Men, man kunne jo også forkæle sig selv?
Har du set at butikkens pre-cuts er nedsat for tiden?
F.eks. den lækre "Flirt" egner sig rigtig godt til lidt selvforkælelse på Valentinsdag


Den søde lille mug rug syet op i "Flirt" er syet af Maria Harrits. Kvadraterne er 2,5". En charmpakke er 5", så du får altså 4 kvadrater af hvert stykke stof i charm pakken. Det betyder at du kan lave hele 8 mug rugs af én charmpakke (eller f.eks. 2 mug rugs af en candy pk).

Har du lyst til at vide mere om Valentinsdag så prøv at tjek dette blogindlæg jeg lavede sidste år om emnet.

tirsdag den 11. februar 2014

Flot taske af moda abonnement stoffer

Laila fra Norge har været hurtig ved symaskinen og har allerede fået syet noget af moda abonnementspakken som kom ud i januar.


Superflot ... og herligt at se hvad kunderne får ud af dette stof abonnement, så er du en af mine abonnenter og syr noget af stofferne, så send mig gerne et billede.

Dette abonnement kommer hver 2. måned og stofferne afspejler års-/højtiden og hver pakke koster Dkk 199,- + porto. Du kan læse mere om det her. Der er ledige pladser ... og stadig mere af de flotte stoffer fra januar pakken, så er du interesseret så send en mail.

søndag den 9. februar 2014

Butikken holder IKKE Vinterferie

Under normalte omstændigheder ville jeg - og butikken - holde ferie i den kommende uge 7, men jeg er stadig sygemeldt (og så kan man jo ikke ligefrem kalde det ferie) og Elisabeth det søde menneske har tilbudt at holde butikken åben som normalt tirsdag og fredag i uge 7!


Så der er altså åbent tirsdag 11. februar fra 10-13 og som sædvanlig sycafé indtil kl. 12-30, og fredag er der åbent kl. 15-17.30.

... og nu har hun vist oven i købet lært at bruge kort terminalen ;-)

Der er i øvrigt et rigtigt godt tilbud på pre-cuts i butikken resten af februar ud (eller så længe lager haves) for at give plads til alle de nye varer, der er bestilt hjem til foråret.

De små søde 2,5" candy pakker fra moda er sat ned fra Dkk 55,- til Dkk 25,- pr stk
Charm pakker med 5" kvadrater fra moda er sat ned fra Dkk 150,- till Dkk 99,- pr. stk
Jelly Rolls med 2,5" strimler fra moda er sat ned fra Dkk 375,- til Dkk 299,-

Kig forbi eller tag et kig på hjemmesiden og se udvalget. De kan naturligvis også bestilles via bestillingsformular eller mail og sendes.


onsdag den 5. februar 2014

Søndags-kaffe

På søndag den 9. februar er der søndags café i butikken fra kl. 13-16. Der er stadig ledige pladser, så send en mail hvis du har lyst til at tilbringe et par timer i hyggeligt selskab.



Det er Elisabeth, der er café bestyrer.
Jeg er stadig sygemeldt og skal være det et par uger endnu.

... og jo tak, det går bedre  ... og det går fremad ... men LANGSOMT. Alt for langsomt ... også for en del af mine kunder, der indimellem bliver noget utålmodige, men der er jo ikke noget at gøre ved det.

Og bare for at dette ikke skal være et helt uden noget visuelt indhold, så kommer her lige et dugfrisk snapshot af mine misse-piger.


mandag den 3. februar 2014

Tirsdags café & BOM pakker

Imorgen er det atter tirsdag og dermed åbent i butikken med formiddagscafé fra 10-12.30. Elisabeth passer butikken og hjælper kunderne så godt hun kan, så lov mig at være søde ved hende ;-)


Det vil være muligt at hente Flora Nordica BOM pakke nr. 10


samt Best Friends Forever BOM pakke nr. 3


Så grib et sytøj og kig forbi til en hyggelig snak og en kop/kaffe eller the. Deltagelse i cafeen koster Dkk 30,-