søndag den 31. juli 2011

18 år

Er der gået siden dette billede blev taget på Glostrup Amtssygehus 31. juli 1993

Lidt utilfreds lige i situationen, men ellers en nem fødsel af et nemt, ønsket og elsket barn, der bare sov og voksede og trivedes ... dog uden mange ord og ofte lidt i sin egen verden. I dag ved vi hvorfor og det har på mange måder været en aha-oplevelse og en befrielse både for mig som forælder og for Oliver selv at få en diagnose på, selvom den kom så sent, at det meste af hans barndom og skolegang var op ad bakke.

I dag fejrer vi Olivers skridt ind i de voksnes rækker. Hans barndom var ikke som så mange andre børns - og hans liv bliver sikkert heller ikke som de fleste voksnes, men jeg har i dag en søn, der har udviklet sig til at være en fin og selvstændig ung mand ... stadig uden mange ord og stadig ofte lidt i sin egen verden. Vi går spændt og venter på at høre mere fra VUC, hvor han forhåbentlig skal begynde at læse HF snart.

Vi tog forskud på festen i går eftermiddags og delte denne dejlige lagkage til eftermiddagskaffen.

Jordbærlagkage har lige fra Oliver var helt lille været været fast tradition til hans fødselsdag. Han ELSKER jordbær. Mormor og morfar har været på besøg, men er nu kørt hjem til hovedstaden igen. I aften skal vi ud og spise, Oliver har selv valgt at vi skal på Lotus.

torsdag den 28. juli 2011

Norsk weekend, del 5/Broderusk til festlige lejligheder

Søndag den 19. juni 2011 var norske Wenche Wolff Hatling fra Northern Quilts igen i DK og give kursus i broderusk, som er det særlig navn hun har givet den teknik, man på egelsk kender som "stitchery"; broderi blandet med patchwork og applikation.
Denne gang var temaet festlige lejligheder og Wenche havde designet en mængde fine modeller specielt til kursets deltagere, som senere på året vil komme til salg i et mønsterhæfte sammen med flere nye modeller. Et af højdepunkterne var igen i år uddeling af godteposerne, som indeholdte årets broderimønstre + bonusmønster fra Wenche samt gaver fra butikken.

Hver pose var udstyret med et håndtegnet monogram ... de sidste sad Wenche faktisk og tegnede aftenen før kurset! ;-)
Det var en dejlig og kreativ søndag - og at dømme fra billederne, taget af husfotografen , blev der storhygget med syning, snak og godt selskab.
og der blev syet mange fine ting
Forplejningen på Hørning kro var som sædvanlig heller ikke ringe.

Alt i alt en perfekt dag på en rigtig dejlig weekend
Har du lyst til at se flere billeder fra dette kursus, så kig forbi mit flickr-album


onsdag den 27. juli 2011

Tålmodighed/ patience

kære kunder, kursister og abonnenter
Min postkasse flyder over med tilmeldinger til efterårets kurser og cafeer ... og "rykkere" fordi man ikke har hørt fra mig endnu.
Jeg skal nok vende tilbage hurtigst muligt til jer alle sammen ... så snart jeg har fået lidt overblik. Tilmeldingerne bliver taget i den rækkefølge jeg har modtaget dem.

Selvom der står "ferie" i kalenderen endnu, så har jeg faktisk været på arbejde på skolen i dag ... igen. Sammen med en kollega er jeg igang med at forberede engelskundervisningen for de kommende 9. klasser. Det har vi efterhånden brugt en lille uge på - og vi er ikke færdige endnu ... og det var så "bare" engelsk ;-)

mandag den 25. juli 2011

Kursusprogram for efterår/vinter

I dag fik jeg endelig færdiggjort mit kursusprogram for efterår/vinter 2011.
Det er altid lidt spændende - også for mig - at se det hele "serveret" i et fint kursusprogram. Også for den kommende sæson, synes jeg, vi har fået "strikket" et godt og varieret tilbud sammen. Her er en lille "smagsprøve" på noget af det vi tilbyder.

I 2009 introducerede vi et helt nyt koncept hos Helene Juul Design, "Designudfordringen", som blev en stor succes, og vi skal nu for 3. år udfordre og inspirere hinanden i denne sjove leg med stoffer, farver og mønstre.
Har man ikke mulighed for at deltage på kurset, er det også muligt at lege med pr. abonnement

Stash-buster er et amerikansk udtryk, der vel nærmest kan oversættes til ”lager-knuser”. I foråret 2010 kørte jeg for første gang dette kursus og flere har efterspurgt det, så nu tager vi en omgang mere.

Oprindeligt var kurset tænkt som et oplæg til maskinsyersker med hurtige skæreteknikker og maskinsyning i inch, men i år vil jeg gerne åbne op for at også håndsyersker kan deltage og få ny inspiration til at sy restetæpper.
Jeg er ret sikker på at mange er glade for at se dette kursus annonceret?
 
Maria Harrits' ”Pretty in Pink” taske er blevet meget beundret. Nu har hun syet samme taske op i moda serien ”Happy” og denne model hedder så selvfølgelig ”Pretty Happy”. Nu kan du komme på kursus og sy denne flotte taske hos Maria. Mønstret egner sig til Jelly Rolls, men kan selvfølgelig også syes af rester.

Patchwork kan også bruges til andet end tæpper og tasker … og Pia er en mester til at udtænke sjove og anderledes projekter … som f.eks. dette strygebrætsbetræk.

Så har dit gamle strygebræt brug for en Makeover, så er dette kursus lige noget for dig!

Dette var bare en lille teaser. Hvis du vil se hele programmet, kan du gå ind på butikkens kursusside, hvor du også kan downloade programmet som en pdf-fil.

søndag den 24. juli 2011

Et smil

er lige hvad jeg trænger til på sådan en søndag aften.

Tilfældigt stødte jeg på historien om naturfotografen David Slater, der i fik dette fantastiske selvportræt i kassen på Indonesien, da hans kamera udstyr i et uopmærksomt øjeblik blev snuppet af en flok nysgerrige Makakaber. Læs selv historien her

Er det ikke bare et herligt billede? Man kan næsten ikke lade være med at smile tilbage...

Dagen i dag er blevet brugt på at lave kursusprogram til efteråret/vinteren i butikken. I morgen skal det lige finpudses og så ryger det ud på nettet. Jeg ved, der er nogle, der venter i spænding på det.

Oprydning/ decluttering

Jeg er langt fra et minimalistisk menneske ... næsten tværtimod - og min bedre halvdel er desværre som mig. Læg til at vi bor i et lille hus og har meget omfangsrige hobbies/livsstil ... ja, så har I næsten billedet.

Denne ferie har vejrmæssigt været temmelig ringe, men det har givet anledning til en ordenligt omgang oprydning her i huset. Jeg har skrevet om det flere gange ... og denne uge gik det ud over min stash/stofsamling. Det er nu ikke mere end et års tid siden, at jeg sidst gik min stofsamling igennem og med hård hånd smed stof ud (ja, det gjorde jeg ... gamle, grimme, stive stoffer købt for måske 20 år siden) og i samme forbindelse samlede en hel sæk "outdatede" stoffer til den skole, jeg arbejder på. Det som var tilbage i mit stofskab var altså stof, som på ingen måde fejlede noget ...

Jeg må bare erkende at tiden til at sy for sjov er meget begrænset for mig - og når jeg syr, så er det hovedsagelig i reprostoffer.  Dem elsker jeg ... og de bliver aldrig for gamle. Faktisk er det næsten bedre, jo ældre de er ;-)

Her er et par "kaos"billeder fra processen ... I ved nok at det skal blive ringe, før det kan blive godt. Der var faktisk ikke andet at gøre end at tage fat i hvert eneste stykke stof og kigge godt og grundigt på det ... og enten smide det i sækken eller farvesorteret på plads i reolen. Det kan synes som om jeg stadig har meget, men jeg har i denne uge reduceret min stash med 50% !!!

sengen blev brugt til sortering
hvert eneste stof blev kigget og klappet - det var et trip down memery lane
og resultatet, et nogenlunde opryddeligt skab, hvor der faktisk er plads til mere ... og som man nu kan komm ind i. Det var et rigtig "trip down memery lane". Jeg kan huske hvor jeg har købt (eller byttet mig til) næsten hvert stykke stof. Hvert stykke stof symboliserer en periode i ens liv og det er sjovt at tænke på, hvad der er sket i den mellemliggende tid. Meget af det stof, jeg har købt for 10-15 år siden, ville jeg ikke skænke et blik i dag. Sådan skifter man jo smag efterhånden.  

Det kan bestemt anbefales at tage sådan et kritisk blik på stofsamlingen indimellem. Det føles helt befriende at skille sig af med noget af alt det, der "fylder".

Ellers er weekenden også her gået med at se tv fra Norge. Jeg har sendt mange tanker nordpå i denne weekend. Norge er et dejligt land og jeg har mange norske venner og bekendte. Det er helt ufatteligt, hvad der er sket .. man mangler ligesom ord til at udtrykke det.

Mine varmeste tanker og kondolencer går til vores broderland mod nord!

torsdag den 21. juli 2011

Venindehygge

Når kvinder (quiltere) skal hygge igennem er der ofte et par faste ingredienser, der skal indgå, for at det bliver den helt rigtige "cocktail"; masseraf tøsensak, stof (naturligvis), kage og andre søde sager samt kaffe i kandevis (og et par colaer).

I dag var der masser af det hele, da jeg mødtes med veninderne Maria og Pia i butikken til et par hyggelige timer. Vi var enige om, at det var et fint sted at mødes ... der er hverken mænd, børn eller dyr ... og masser af plads ... og ikke mindst stof. Jeg var ellers lige ved at tage mælet fra de to damer (og det er ellers svært), da jeg kom slæbende med en kuffert ... fyldt med batikstof. Jeg har simpelthen ryddet hylden i mine reol for batikker her i al min oprydnings-iver. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide batikker mere ... jeg må bare erkende, at jeg ikke får dem brugt. Jeg har så lidt tid til at sy af lyst (læs = sy ting som ikke skal blive til modeller til butikken) ... og når jeg endelig engang imellem syr noget helt til mig selv, så ender jeg oftest op med mine elskede repros.

Jeg ved ikke, hvor mange meter stof, der var i kufferten ... men det var mange. Mange af stykkerne var pænt store (yard-stykker), noget var rester fra tidligere projekter ... og en del havde stadig labels på fra da jeg i sin tid købte dem og har ligget sådan i et par år.

Der var batikker i mange farver og mønstre ... og de 2 damer enedes pænt om at fordele dem imellem sig. Det er heldigvis sådan, at de kan lide lidt forskelligt ;-)

Pia havde haft føs'dagsgæsterdagen før ... men havde også tænkt på os og lavet et eksemplar af Gittes fantastiske frugttærte til os. Den var bare så god!

Kagen blev serveret på Pias flotte jordbærdug, et mønstre fra Butikkens Broderuskkursus med Wenche her i juni (mønsterhæfte med modeller fra kurset + flere andre nye kommer sidst på sommeren). Vi har desværre ingen tallerkner i butikken ... men nøden lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, så vi fandt et par plastiklåg fra de mange dåser pingvinmix, der bliver spist i butikken. Ikke så stilfuldt som dugen, men det fungere da.
Så syede og sludrede vi resten af dagen ... og Maria hjalp mig med at pille resten af pappet ud af min Autumn Splendor, der nu er klar til at få syet kanter på. En rigtig hyggelig dag!

onsdag den 20. juli 2011

Verden i farver

Da regnen - for en gangs skyld - ikke stod ned i stride strømme, besluttede vi os for at tage en tur til Århus og se byens nye vartegn "Your Rainbow Panorama" (ja, spøjst navn, men i daglig tale blot kaldt "Regnbuen") på topppen af kunstmuseet AROS. Det var en rigtig fin oplevelse, der varmt kan anbefales.

Efter et par omgange i regnbuen og en tur rundt på Aros tagterasse, gik vi en tur igennem deres samling af af malerier fra 1770-1930, som er mine favoritter - vi har set museet så mange gange før - og så en tur ned på cafeen for at få lidt lækker frokost og en kop kaffe.

Her er en stribe billeder ... ja, måske ikke af verden i farver, som blogindlægget lover ... så Helene i farver. Tro nu ikke det er fordi jeg er rigtig glad for billeder af mig selv (næsten tvært imod), men jeg har en kæreste, der er vældig glad for at tage billeder  ... også af mig ;-)



Det var ret fascinerende at se byen skifte farve og stemning efterhånden som man bevægedes sig rundt i "Regnbuen".

Er man interesseret i flere billeder fra "Regnbuen", så tjek hans galleri ud på Stiftens hjemmeside

tirsdag den 19. juli 2011

At finde en skat

Som jeg skrev forleden har vi gevaldig travlt med at rydde ude og inde i denne sommerferie ... og at dømme ud fra vores mange ture frem og tilbage til Genbrugsstationen, så er vi ikke de eneste, der bruger ferien på denne måde.

Når man sådan rydder og sorterer i bund, så dukker der både glemte og savnede skatte op. Således fandt jeg i går den pose med noget af pynten til Marie Antoinette BOM'en, som jeg ikke havde set siden jeg tog dette billede for et par måneder siden:

Ud over dette hører der en mængde perler mm til. Jeg er gået igang med sy min pynt på ... og det bliver bare så flot. Wenche er igang med at udsende pakke nr. 5 til sine abonnenter, men jeg har stadig mange, som ikke har fået pakke 4 endnu, men kig her og se, hvor flotte Wenches blokke er blevet med pynt og stads og det hele. Mine blokke og udtrykket på hele min quilt bliver pga. variation i stof og pynt en smule anderlede ... men ikke mindre flot. Jeg skal nok vise billeder af mine blokke på et senere tidspunkt.

Wenche og jeg "barsler" forøvrigt med endnu en historisk BOM senere på året. Det bliver NOGET HELT ANDET end Marie Antoinette BOM'en, men rigtig spændende tør jeg godt love. Wenche har blogget lidt om det her. Det er ikke så tit Wenche og jeg er sammen, men når vi endelig er det, KOSER vi os (sådan hedder det at hygge på norsk ;-) og finder altid på "gale streger".
Vi har vel snart kendt hinanden omkring 10 år og jeg betragter hende som en af mine allerbedste veninder, selvom vi i bedste fald max. ser hinanden én gang om året. Men, det bedste er, at vi ikke bare er veninder ... vi er kolleger og samarbejdspartnere. Vi er meget forskellige; ikke bare af udseende og sind, men også i den måde vi arbejder på - og vi supplerer hinanden rigtig godt.

Vi har hver vores eget designfirma og quiltebutik i hvert sit land, som vi har relativ stor succes med ... og som sådan BEHØVEDE vi ikke involvere os i mere ... vi kan bare ikke lade være ;-)
Når vi designer sammen kalder vi os Wolff & Juul Creative Design og jeg bilder mig selv ind, at de ting vi laver sammen, kunne vi kke gøre hver for sig, da disse projekter har helt deres egen stil. Selvfølgelig kan man genkende Wenches særegne streg og mit historiske fingeraftryk, men vi får altid det bedste frem i os begge, når vi gør tingene sammen.

At Wenche og jeg fandt hinanden (igennem en online quiltegruppe på nettet) var virkelig som at finde en skat ... og jeg glæder mig over det hver dag.

mandag den 18. juli 2011

Norsk Weekend, del 4/Amerikansk håndsyning med Wenche Wolff Hatling

Lørdag den 18. juni 2011 gav norske Wenche Wolff Hatling fra Northern Quilts kursus i amerikansk håndsyning hos Helene Juul Design. 12 ivrige og lærenemme danske quiltere var mødt op for at se om de kunne overtales til at skifte deres pap ud med denne metode. Alle billeder fra kurset er naturligvis af abmmodel

Det var et meget spændende og inspirerende kursus, hvor Wenche viste mange fine modeller frem syet i denne teknik, bl.a. nogle utrolig fine blokke syet med nogle Marti Michell skabeloner.

Skabelonsættene blev selvfølgelig udsolgt denne dag ... men er bestilt hjem igen.

Det rigtige værktøj e vigtigt. En roterende skæreplade er en stor hjælp til denne teknik. Butikken har disse 14" gule Rotating Cutting Mats fra Fiskars til Dkk 279,- pr. stk.. Til amerikansk håndsyning skal man ligeledes bruge god håndsyningstråd, Wenche anbefalede Select fra YLI, hvilket også er den håndsyningstråd, som jeg anbefaler til al håndsyning og som derfor altid er på lager i mange farver. Gode lange fine tynde nåle er ligeledes et must til amerikansk håndsyning. Her anbefaler vi Jeanne Kimballs nåle, som også fåes i butikken.
Der var mange gode fif at hente hos Wenche. Her viser hun f.eks. Bodil hvordan man skal holde på nålen. Alt i alt en rigtig hyggelig dag, hvor regnen trommede på taget, mens vi sad indenfor og lærte nyt i hyggeligt selskab.
 Hvis du vil se flere billeder fra kurset, så besøg mit flickr-album!


søndag den 17. juli 2011

Regnvejrs sysler

Selvom det er kedeligt sommerferie-vejr, så er det nu meget hyggeligt at sidde inde og kigge ud på regnen med Tour de France på tv og et sytøj i hånden. Jeg er stadig standhaftig og er igang med at rydde ud i UFOerne.

Mit Autumn Splendor tæppe er nu syet sammen. Nu skal der pilles (meget) pap ud og syes kanter på.

Og så er jeg gået igang med at sy lukkekanterne til i hånden på Mit Marie Antoinette BOM tæppe, som Maria har quiltet utroligt flot for mig. Jeg kan kun vise en lille teaser, for BOM abonnenterne har ikke set tæppet færdigt. Men, jeg tør godt love ... det bliver flot.

Nu mangler jeg bare at finde min pose med "pynt og stads". Det er efterhånden mange måneder siden, at jeg fik det hjem til pyntning af mine egen quilt samt til de abonnenter, der også har bestilt pyntepakke ... jeg kan huske at jeg tog det med i haven og tog et billede for at vise Wenche (da vi ikke har helt samme pynt) ... og så har jeg lagt det et godt - og åbenbart meget hemmeligt sted, for nu kan jeg ikke finde det ;-)

Nå, men jeg er ved at arbejde mig godt igennem husets mange bunker af papir og poser med stof og håber jeg finder det snart ...

torsdag den 14. juli 2011

Oprydning på flere planer

Når nu vejret er så elendigt som det har været de sidste par dage, så må man jo finde på noget andet, så her i huset har vi kastet os over oprydningen ... altså ikke bare den daglige slags, men den slags oprydning, som desværre foregår alt for sjældent her i huset.

Med hård hånd har vi gennemgået bunker af papirer mm og de sidste 2 dage har jeg set alle mine magasiner igennem for projekter og ideer, jeg ikke er helt færdig med at beundre samt for de magasiner, hvor jeg selv har haft noget publiseret i eller er blevet omtalt i. Denne stak er dagens arbejde, altså de frasorterede:
Jeg har allerede været i butikken med 2 lige så store  stakke fra i går. Faktisk har jeg tømt hele 6 tidskriftsholdere ... så nu er der plads til en masse nye magasiner. Albert er lige så slem som mig til at akkumulere magasiner; han skriver selv for hele internationale 5 magasiner, så de har det med at hobe sig op. Han har også sådan ca. reduceret sine til det halve ... så nu har vi fået flere meter hyldeplads.

Hver gang jeg laver sådan en oprydning, tager jeg de "gamle" magasiner med i butikken og sælger dem for en flad 20'er stykket. Mange af dem er læst én enkelt gang, andre er gode gamle travere, som jeg har suget al næring ud af. Fælles for alle er dog, at alle er HELE; der er altså ikke klippet/hevet sider ud af dem. Der er alt muligt; mange Australian Patchwork & Quilting, Quilter's Newsletter Magasin, McCall's Quilting, American Patchwork & Quilting, Fon's & Porter's Love of Quilting, men også mange eksemplarer af det norske Quiltemagasinet, af det fransk producerede Magic Patch og et par tyske magasiner. Skulle du have lyst til lidt sommerferie lekture, så kan jeg godt pakke et par "lykkepakker". For ca. samme pris som et nyt magasin, kan man jo komme ret langt, når de kun koster Dkk 20,-

Oprydning på flere planer kalder jeg dette blogindlæg ... og det skyldes naturligvis også, at jeg får syet lidt på min UFO.

Det er faktisk en ganske god følelse ... den slags oprydning på flere planer ... ikke?

mandag den 11. juli 2011

Ebeltoft i sommersol

I dag er Alberts og min (børnefrie) ferie (5 dage) skudt igang med manér. Helt som vi plejer (ja, vi er ret så traditionsbundne) kørte vi til Ebeltoft i dag. Vejret var fantastisk og vi havde en skøn tur.

Frokosten blev indtaget på kroen "Mellem Jyder", som er byens ældste kro ... fra 1600-tallet.

Her har de en SKØN gårdhave, hvor vi ynder at indtage frokosten på vores første fælles feriedag. Med hensyn til valg af frokost er vi også ret traditionelle idet vi altid bestiller et stjerneskud. Både kroen og stjerneskuddet kan varmt anbefales ;-)

Bagefter gik vi en tur i byen, købte en soft ice ... og besøgte Farvergården, som er en gård fra 1700-tallet, hvor man har beskæftiget sig med farvning af garn og trykning af stof helt indtil 1920'erne. Gården har siden den sidste ejers død i 1959 fungeret som museum, og der er gratis adgang. Et rigtig spændende museum, hvis man kan lide gamle huse, gammelt interiør og at lære noget om gammelt håndværk.

Som tekstil uddannet syntes jeg det var ekstra spændende. Vi har ofte gået forbi, men i dag gik vi indenfor - og det kan også anbefales ;-)

I det hele taget skete der ret så meget i Ebeltoft i dag. Der var Børne Jazz Festival, cirkus Panik og kunsthåndværkermarked i byen, så godt med folk ... men det er der nu altid. Albert havde (som sædvanlig) sit kamera med og knipsede lige et par billeder til Stiftens hjemmeside. Det er naturligvis også ham, der har taget billederne her i mit indlæg ... med undtagelse af billedet af Farvergården.

søndag den 10. juli 2011

Fokus

Nu gælder det om at holde fokus og ikke lade fristelsen til at starte (endnu) et nyt projekt overtage fornuften. Jeg har besluttet mig for at prøve at gøre en indsats for at få nogle af de projekter, der ligger og er "lige ved og næsten" rykket i det mindste fra UFO-bunken til WIP-bunken ... og hvis jeg er rigtig heldig så måske oven i købet helt færdige i løbet af sommeren ... og hvis jeg nu er rigtig flittig har jeg lovet mig selv, at jeg må få lov at starte et nyt projekt ;-)

 Mine Tumbling blocks er ikke rigtig nået at blive UFOer endnu ... dem er der stort set blevet syet på siden kurset i foråret. Jeg har nu 70 sammensyede kasser og en del riede diamanter. De fungerer i øjeblikket som "belønning". Hver gang jeg har syet et par timer på UFOen herunder, Autumn Splendor tæppet, må jeg lige sy en kasse eller to ;-)
Hvad gør I andre, når I skal "tvinge" jer til at sy på et gammel projekt og holde trangen til at starte nyt nede? Er der nogen, der kan genkende sig selv i mig?

fredag den 8. juli 2011

Syvejr!

I dag er det et værre øs-sjaske-regnvejr her på Århuskanten ... men sådan et vejr er også et rigtig syvejr. Så behøver man i allefald ikke have dårlig samvittighed over at sidde inde og hygge sig med sytøjet.
Butikken - som forøvrigt har åbent i dag sidste dag før ferien (jeg er her indtil kl. 15.00) - ligger som bekendt på førstesalen af en gammel stald. Jeg har veluxvinduer og ovenlys ... og det lyder bare RIGTIG HYGGELIGT, når regnen trommer på tag og vinduer.

Jeg er ved at belave mig på at skulle holde ferie. Sommerferien er altid den periode af året, hvor jeg får syet mest. For det første har jeg fri ... helt fri ... fra begge mine jobs ... og det frigiver både tid og mentalt overskud til at være mere kreativ end i hverdagen. Dernæst er sommerferien slutspurten ifht. at få modeller færdig til træf.

Det er længe siden jeg har færdiggjort noget. Jeg har egentlig fået syet forholdsvis meget her i foråret, men ikke fået noget færdigt. Jeg har vist spredt mig lidt for meget ;-)
Og så syr jeg jo fortrinsvis i hånden ... og det tager lidt mere tid.

Nu går jeg og spekulerer på, hvilke projekter jeg skal prioritere og prøve at nå at få færdige. Nogle af mine UFOer og WIPS kræver mere arbejde end andre ... men samtidig prøver jeg at undertrykke trangen til at begynde noget nyt. Jeg har fået sådan en flot reproserie hjem i double pink og indigo og det kribler geveldigt i fingrene for at få lov at skære og sy i dem, men det kender I andre vel godt? ;-)

Jeg skal ikke ud og rejse mere denne sommer, men skal bare tulle lidt rundt hjemme i hus og have ... som jo kun befinder sig et par minutters gang fra butikken. Så skulle du være sommerturist, der kommer forbi i løbet af uge 28-30 og er ked af at komme til en lukket dør hos Helene Juul Design, så prøv enten at sende en mail eller ring og læg en besked. Jeg kan nok alligevel ikke holde mig helt væk fra butikken i 3 uger og åbner gerne for et besøg, hvis det passer ind i dagsplanerne.

tirsdag den 5. juli 2011

Norsk weekend, del 3/ Bogpræsentation af Trine Bakke

Så er jeg klar med 3. del af vores lille "følgeton" om den norske weekend 18.-19. juni 2011 på Hørning kro.

Efter en lang og inspirerende kursusdag lørdag med Trine Bakke og hendes "Hermegåse" ... og en særdeles lækker middag på kroen, fortsatte vi lørdag aften med et arrangement, der bød på sycafé med indlagt bogpræsentation af Trine Bakke.

Trine er forfatter til 2 bøger; "Lappesaker" og "Flere Lappesaker" og viste quilts frem fra disse bøger og fortalte om historien bag tæpperne, designprocessen, valg af stof mm. Trine var igen meget inspirerende at høre på og jeg tror at de deltagende damer hyggede sig?


Se flere billeder på flickr og bedøm selv ... det er som sædvanlig "husfotografen" abmmodel  der har været på spil :-)

Der kommer flere billeder fra denne HELT FANTASTISKE weekend med de norske jenter ... stay tuned!
Og så glæder jeg mig til (snart?) at se billeder af flotte ting, lavet på kurset! ;-)

Anne-Mette har fået syet den første blok af sit "Trine tæppe". Blokken er kopieret fra en af Trines antikke quilts, men farveholdning og stofvalget er inspireret af Trines bøger. Prøv at se her

mandag den 4. juli 2011

Hjem til Århus...

hed ørehængeren fra gruppen "På Slaget 12" og ungerne og jeg kunne synge samme sang i går efter en DEJLIG uge i Tyrkiet. Selvom jeg hverken kan lide varme og for meget sol og ikke bader, så har jeg jeg alligevel haft en rigtig dejlig ferie i Alanya med mine unger, mine forældre og min bror og hans kone og børn.

Jeg har tilbragt en uges tid i skyggen under en parasol (og jo, man kan godt blive brun alligevel ... men ikke brændt). Her sad jeg og hyggede mig gevaldigt med dette:

Og denne:
"Alfabethuset" af Jussi Adler Olsen, som er en rigtig spændende thriller sat ind i en historisk ramme (2. Verdenskrig).
Min udsigt var denne:
Så kunne jeg holde øje med Magnus, der gerne befandt sig hele dagen i poolen, hvis han fik lov. Jeg har drukket en masse god kaffe ... og må indrømme, at jeg også har spist et par stykker af disse

Uha, de laver gode kager i Tyrkiet!!!
'
Vi har i det hele taget spist utrolig godt hele ugen. Vi havde halv pension på vores hotel og der blev disket godt op for os hver aften.

Nu venter lige en uges "arbejde" mere inden hele familen for alvor  går i "ferie-mode" med 3 ugers ferie i rap, da den fysiske butik i Kolt har EKSTRAORIDNÆR ferie-åbent mandag til fredag i denne uge fra 10-15.

Butikkens adresse er Kunnerupvej 123, Kolt, 8361 Hasselager. Butikken ligger et stenkast fra Kolt kirke, tæt ved busstoppested (bus nr. 15, der kører fra Park Allé i Århus) og tæt ved motorvejs af-/tilkørsel, så er du evt. feriegæst i det Østjyske, så kig gerne forbi.

Nu er der lige "et par" (nærmere bestemt tæt på 300!) mails, der skal kigges igennem, ordre der skal ekspederes og abonnementspakker, der skal pakkes ... og ikke mindst en masse vasketøj, der skal ordnes, før jeg helt kan vende tilbage til normale tilstande.

Måske ses vi?