onsdag den 26. januar 2011

Sofahjørnehygge

I dag har været en rigtig dag i sofa-hjørne-hyggens-tegn. Jeg havde fri fra arbejde, men var alt for træt og uoplagt til at finde et sytøj frem. Så er det indimellem rart at putte i sofaen med en quilt og lidt dejligt og inspirerende læsestof. Her kan du se, hvad jeg bl.a. har hygget mig med:
Fra venstre An Moonen's bog "A History of Dutch Quilts", som udkom kort før årsskiftet 2010/2011. Det var julegaven til mig selv ... og jeg er oven i købet så heldig, at jeg har fået et eksemplar signeret af forfatteren. Uha, hvor blev jeg glad, da jeg for et par år siden læste, at An Moonen havde planer om at få udgivet sin bog om antikke hollandske quilts på engelsk. Bogen har hidtil udelukkende kunne fåes på hollandsk ... og var forøvrigt udsolgt fra forlaget, da jeg blev opmærksom på den. Det er allerede ved at blive min ynglingsbog - og jeg har en fornemmelse for at alle der interesserer sig for quilthistorie vil elske denne bog. Er du interesseret, kan du læse mere her.
Bogen til højre er "A Path to the Civil War, Aurelia's journey quilt" .  2011 er 150-året for udbruddet af den amerikanske borgerkrig - og denne bog er med at markere denne begivenhed. Bogen er en "lækkerbidsken" for de af os, der godt kan lide at syning og historie går hånd i hånd. Der er små historiske tekststykker om borgerkrigen blandet med mønstre og instruktion på quiltens 44 blokke samt naturligvis monteringsvejledning. Begge bøger er at finde blandt butikkens mere end 30 forskellige bogtitler.
Romanen "Dødebogen" er af en af mine ynglings-krimi-forfattere, Patricia Cornwell. Jeg har alle hendes bøger om retsmedicineren Kay Scarpetta ... eller det troede jeg, jeg havde. Kort før jul opdagede jeg, at denne, der var udkommet i 2007, var smuttet for mig ... og den kom fluks på ønskesedlen. Kay Scarpetta er en rigtig sej detektiv, der ser godt ud, har en lækker mand, er en ørn i et køkken ... og fandens dygtig til sit arbejde ... altså en rigtig drømmekvinde ;-)
Men, historierne er godt skruet sammen, plottene ikke til at gennemskue (bortset fra at man ved, at det nok skal ende godt), detaljerne mange og hårrejsend, morderne utrolige ondskabsfulde og bestialske ... og bøgerne er ofte så uhyggelige, at jeg knapt tør læse dem, hvis jeg er alene hjemme. Anbefalelsesværdige altså.

lørdag den 15. januar 2011

Gave - on demand

En hel arbejdsuge uden at have rørt nål og tråd ... så får man næsten abstinenser.
Her er noget af det, jeg skal lege med i weekenden. Det er til en gave ... "on demand" ... min søde papdatter fik grydelapper i julegave og ønsker nu dækkeservietter til sin føs'da ;-)
Og så skal jeg naturligvis også videre med Civil War blokkene. Blok nr. 3 er allerede kommet op ... og blok 2 ligger stadig kun skåret ud ... og så er der en vis BOM som jeg arbejder på. Jeg får vist travlt!

søndag den 9. januar 2011

God samvittighed

må være det ord, der kommer tættest på, hvordan jeg har det lige nu. Et par timers arbejde i butikken ... og nu er alle Sarah's sampler BOM pakker og Design Udfordringspakker (der er betalt) på vej til abonnenterne. Det har også holdt hårdt, da jeg har haft så travlt hele ugen.

I går aftes overvejede jeg om jeg skulle starte på noget nyt (sådan får jeg det tit, når jeg overvældes af alt det jeg BURDE gør), men fornuften greb mig heldigvis og jeg fik syet en halvfærdig Sarah's sampler blok færdig og denne blok
Som er mit bud på en diamantblok i DU 2010 pk. 4. Der er stadig et stykke vej igen, før jeg "er med" på dette projekt (også), men samvittigheden er god nu :-)

Har du lyst til at se de mange flotte blokke deltagerne i dette projekt har syet (der kommer hele tiden nye til efterhånden som de bliver syet), så kig i mit flickr-album

lørdag den 8. januar 2011

North Star klipppet ... og nu en lille "morfar"

Puh, sikke en uge!
Der blev ikke mange minutter at kede sig i ... endnu færre til at svinge synålen i, men det var dejligt at komme tilbage "på pinden" og mærke at både "mine børn" i skolen og mine kunder i butikken var glade for at se mig igen.

Nu er det weekend. Jeg har lige set skæreinstruktionerne til den nye blok på Barbara Brackmans Civil War projekt og har fået skåret denne uges blok, "North Star".
Af en eller anden årsag er det åbenbart Pennsylvania-farver, der appellerer til mig lige nu, så denne stjerne blev giftiggrøn med lidt cheddar.
Nu skal jeg vist have en lille "morfar", så jeg kan holde lidt i aften. Så må vi se om jeg får syet stjernen sammen eller om det bliver til lidt håndsyning i sofaen i stedet.

onsdag den 5. januar 2011

Jeg holder af hverdagen ...

sagde Dan Turell engang ... og jeg er da tilbøjelig til at give ham ret, for uden hverdagen var der jo ikke noget, der hed weekend og ferie ;-)
Men, hold da op hvor hverdagen kom blæsende her. Jeg føler mig nærmest kørt over ... eller rendt over ende - og det er jeg da også blevet i mere end én forstand. Mails i hobetal (vi taler om et par hundrede stykker) siden jeg sendte kursusprogrammet ud i søndags og mange kunder i butikken i mandag og tirsdag, der ville sikre sig en plads på et af forårets kurser. Det er dejligt - og det er et luksusproblem, men ikke desto mindre et problem. Før jeg nu får flere sure mails i min postkasse om at jeg ikke svarer på henvendelser, så prøver jeg at skrive det her til de, som evt. har sendt mig en mail om kurser eller bestillinger. Jeg arbejder mig støt og roligt igennem bunkerne; tilmeldinger til kurser og cafeer er modtaget og I er skrevet på i den rækkefølge I har fået meldt jer til i. Jeg kan ikke love at alle får alle ønsker opfyldt, men jeg prøver.

Bestillinger tager jeg mig af hurtigst muligt. De sidste pakker på Sarah's Sampler BOM er på vej ud i disse dage, efterhånden som jeg får dem pakket og sendt - og de bliver betalt. Der er -25% rabat på monteringsstof og vat til kursister og abonnenter på Sarah's Sampler. Da I er mange (60 stk) har jeg ikke stof så alle kan få det samme (én bolt/rulle stof rækker jo kun til ca. 6 abonnenter)... men jeg har masser af fine stoffer, der passer til i butikken og hjælper gerne med individuelle sammesætninger til jer hver især - også ud over de muligheder, jeg viser i den sidste BOM pakke.

Sytøjet er en saga blot i disse dage ... men jeg kan da vise et sneakview (syet i min ferie) af et projekt, som også bliver en BOM herfra i løbet af foråret, Marie Antoinette BOM'en som jeg tidligere har nævnt.
Der er eftermiddagscafé i butikken på fredag. Måske ses nogen af os der? Alle andre derude omkring ha' nu en fortsat god uge.

lørdag den 1. januar 2011

Catch Me If You Can

Det nye år er startet godt ...
Jeg har sovet længe!
Manden har serveret kaffe og frisk franskbrød til morgen ...
Jeg har tilbragt ADSKILLIGE timer i min pyjamas med at surfe rundt på nettet ...
Og jeg er godt igang med at opfylde løftet til mig selv (og jer) om at jeg i år skal lave mere FOR MIN SKYLD ... SOM JEG HAR LYST TIL.
Barbara Brackman har i anledning af at 2011 er året, hvor den Amerikanske Borgerkrig brød ud imellem Nord og Syd, oprettet en ny blog Civil War Quilts, hvor hun vil fortælle historier fra den årlange krig imellem amerikanske brødre ... og tilbyder en ny gratis blok hver lørdag, så du med årets udgang har en flot quilt inspireret af Borgerkrigen.

Så jeg har gjort det ... jeg har skåret stoffer til den første blok "Catch me if you can" og skal nu bare sy den sammen ... på maskine! Jeg har bare taget stoffer, jeg havde lyst til ... fra egen stash og uden at tage hensyn til om det er stoffer, jeg har i butikken ... og det er kun for min egen fornøjelses skyld.

GOD FØLELSE!!!!

update ... nogle timer senere ... en færdig blok

Færdig - om end ikke perfekt. Det må være "godt nok". Når man er en håndsyer som mig, så er man måske ekstra kritisk? Jeg har i allefald ikke rutinen på maskine til at få det lige så fint som jeg kan i hånden. Nu må vi så bare se om jeg virkelig kan finde tid til at lave en ugentlig blok?